7

Fra Cruden Bay til Moray Firth

Vi skulle bevæge os fra Cruden Bay til et lille hjørne af Moray Firth nær Inverness. Det betød, at vi fik chancen for at køre delvist langs kysten – delvist gennem bakkerne bag kystlinjen og vi nød turen gennem landskaber så utroligt smukke og varierede.

På et tidspunkt kørte vi ned af en lille bakke og endte midt i Cullen, en lille kystby, som skulle vise sig at være oplagt til en pause med benstræk og frisk luft i lungerne. Vi kørte ned til havet og parkerede med kig til hele byen, som ligger med en fantastisk udsigt over Moray Firth.

Byen er delt i to dele. Hovedvejen drejer skarpt lige når man er kommet gennem byen. Du kan se vejen oppe i midten af billedet, hvor man også bliver gelejdet gennem buerne fra den høje jernbanebro, der løber tværs gennem byen, fordi Grevinden af Seafield ikke ville lade jernbanen skære gennem sine jorder, da The Great North of Scotland Railway skulle anlægge banen i 1886.

Det er først når man kommer gennem viadukten, at havet og de små fiskerhuse afsløres for alvor. Forrest i det første billede ligger den lille samling stenopførte fishermen’s cottages, som kaldes Seatown. De fleste ligger med gavlen vendt mod havet, for at undgå den værste blæst i dårligt vejr. Til venstre for dem ligger Cullen Havn, som blev bygget i det 19. århundrede af Jarlen af Findlater. Havnen har altid ligger her og fiskerne har landet deres fangst i mere end 500 år på samme sted.

I dag fungerer havnen mere som lystbådehavn end industrihavn, men byen kan prale af, at fiskerlejet har givet navn til en populær, skotsk specialitet; Cullen Skink, som er en tyk suppe lavet med røget kuller, kartofler, løg og fløde og nej, jeg har ikke smagt det og nej, jeg har heller ikke planer om at lave det.

Ved Cullen ligger en bred, smuk sandstrand, som tiltrækker masser af badegæster hver sommer. Det forstår man godt, når man står ved kanten af stranden på en efterårsdag sidst i september. Der er måske køligt, men man er ikke i tvivl om, at her er smukt og dejligt, når solen skinner.

Stranden ligger på klippegrund, så der er allevegne spor af de rødlige, porøse kvartsklipper og midt på stranden står De Tre Konger af Cullen, som er kvartsklipper, der står stolte og strunke i vandkanten. Du kan se en af dem nedenfor og hvad ikke fremgår af billedet er, at den faktisk er kæmpestor.

Det var så afgjort en lille perle, der afsløredes, da vi gled gennem byens jernbaneviadukt og selvfølgelig har også denne by sin egen golfbane. Jeg kunne godt tænke mig at opleve byen på en varm sommerdag, men de er vist sjældne i Skotland. I hvert fald ifølge de skotter, vi mødte undervejs på vores vej gennem en lille del af den smukke landsdel.

Da vi havde strukket ben, luftet lunger og drukket lidt, var det tid for at komme videre, for vi skulle gerne ende med at finde vores næste overnatning, inden det blev mørkt. Vi var stadig højrekørselsnovicer, så vi var ikke begejstrede ved udsigten til alt for meget mørkekørsel. Efter at have fyldt bilen op og provianteret på en lille, undseelig tankstation på vej ud af byen (og lånt det mest triste aftrædelsesrum med det max mest beskidte håndklæde, jeg nogensinde har set), var vi klar til at køre den sidste halvdel af torsdagens planlagte kilometer.

Landskaberne varierer, når man kører gennem Skotland. Hele tiden er der nyt at betages af. Meget er landbrug eller frodig natur, når man bevæger sig rundt langs kysten på A98 og siden bevæger sig ned mod Inverness ad A96. Torsdag var vejret også omskifteligt. Vi undgik regn og de enkelte og korte byger, vi ramte, var forsvundet, inden vi næste nåede at opdage dem.

Vi lærte, at man skal ikke lade skydække, gråvejr og mørke bestemme, for det var sjældent andet end et vilkår for Skotland og ikke nødvendigvis lig med regn, mens vi var der.

Efterhånden var Kenneth ved at føle sig hjemme i venstre side af vejen og det var ikke længere nødvendigt, at jeg konstant mindede ham om, at det var her, han skulle placere sig, men det var sørme svært og det krævede i starten rigtigt mange kræfter at huske.

Hastigheden blev aldrig særlig høj, men vi er vant til fra Danmark, at man ikke kører særlig stærkt på landevej og små og smalle veje er ensbetydende med, at vi sætter farten betragteligt ned. Ikke én eneste gang blev vi dyttet af eller presset. Skotterne er – som vi oplevede det – meget hensynsfulde bilister.

Vi nåede at passere et stort antal broer på vores dage i Skotland. De fleste var charmerende, smalle og ældgamle stenbroer, som jeg ikke fik taget ét eneste billede af. I stedet får du et billede af denne konstruktion, som også rummer en god portion charme, hvis du spørger mig.

På en lille, smal landevej midt mellem Cullen og Inverness bremsede Kenneth pludselig brat og parkerede bilen lidt ureglementeret i rabatten. “Find kameraet, for vi skal have et billede”, sagde han og jeg undrede mig, for nok var her nydeligt, men ligefrem så pænt, at vi måtte bremse, stige ud af bilen og fotografere, syntes jeg nu ikke. Forklaringen kom, da jeg stak hovedet ud af den åbne bildør og kiggede over venstre skulder.

Kenneths kalder sit garn Blackhill. Her lå Blackhills. Så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige gad stå ud og beundre og smile lidt af, at her var altså rent faktisk et sted, som næsten hed det samme og smukt var her med kornmarker, bløde bakker og skovbryn, kvæg på græs og en vidunderlig duft af stubmark og muldjord.

Det var en god, lille pause vi fik her. Bagefter gik turen videre, for vi havde stadig et stykke vej at tilbagelægge.

Vi nåede frem til vores bestemmelsessted sidst på eftermiddagen. Det var en fantastisk og oplivende oplevelse at finde vej ud til tangen, hvor vores B&B for natten lå. Vi skulle passere et lille, smalt og bakket togspor, som kun kunne passeres uden forudgående tilladelse, hvis man var almindelig personbil og så skulle vi ellers følge en lille, smal vej langs Moray Firth og med udsigt til havfugle, inden vi til sidst endte på en lille, afsideliggende tange med ganske få huse, hvor vores seng for natten lå.

You Might Also Like

7 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    8. oktober 2012 at 10:25

    Jeg synes, at der var skønt på vejen til Inverness. Byen fik vi til gengæld ikke set meget af, men der kommer sikkert en mulighed en anden gang :-) 

  • Avatar
    Reply
    Mia Folkmann
    7. oktober 2012 at 21:11

    Hvor har det været dejligt at se billeder fra din Skotslands-tur. Jeg SÅ faktisk delfiner oppe ved Inverness engang, og det var ikke så ualmindeligt, som jeg syntes det var. I det hele taget er jeg meget begejstret for Inverness, for jeg har så mange dejlige minder om sene traveture langs floden, der går gennem byen, og et hyggeligt B&B i centrum. Og så husker jeg tydeligt, at det var her min mor med høj og klar stemme spurgte på en restaurant: “Hvad er en Spotted Dick”?? (=dessert). ;-)

  • Avatar
    Reply
    kirsten pauli
    7. oktober 2012 at 20:48

    love your photos ,  reminds me of when i was there..

  • Avatar
    Reply
    Gitte
    7. oktober 2012 at 17:22

    Jeg elsker dine billeder, du får altid fanget sjove detaljer og ikke mindst stemningen. Nyder meget dine rejse indlæg, tak fordi du gider.

  • Avatar
    Reply
    Anne-Mette/Hverdag på Æblelunden
    7. oktober 2012 at 15:34

    Skønne stemningsbilleder og spændende fortælling :-)

    Kh. Anne-Mette

  • Avatar
    Reply
    hej
    7. oktober 2012 at 14:45

    det er nogle dejlige stemningsfulde billder du har taget også selvom det ikke lige var sådanne en bro du beskrve var billde rigtig smukt og ejg  få mere en lyst til at tag der til en dag når mine børn er blevet stor nok…

  • Avatar
    Reply
    Anne
    7. oktober 2012 at 12:26

    Sikke fine billeder – jeg vil så gerne selv rejse dertil engang, har været i både England og Irland, så synes “bare jeg mangler Skotland”.

    – Anne 

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)