Som at stikke tungen i den hule tand

På væggen ved en af vores indgange hænger Alexander. En perlerække af vidunderligheder ved lige netop ham – fra krøllen i panden til monobrynet, som var dunblødt hvor de to bryn mødtes – smykker væggen og minder os om, at tiden går og vi stadig savner.

Jeg har ikke billeder af mine børn hængende eller stående i hjemmet. Det har jeg aldrig brugt. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker mine børn. Det er heller ikke fordi, jeg ikke synes, at de er vidunderlige og fortjener at deles med verden. Det synes jeg! Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke har brugt det. Det har jeg bare ikke. Altså indtil Alexanders død. Så fik jeg pludselig brug for at have billeder på væggen. Måske fordi jeg var bange for at glemme, men jeg ved det ikke. I hvert fald opfylder netop disse billeder lige akkurat den funktion.

Hver eneste gang jeg passerer billederne, kan jeg dufte og høre Alexander. Jeg kan mærke hans fyldige underlæbe, når jeg stak ham et kys i farten og altid i al hemmelighed, fordi man ikke kysser sin mor offentligt. Jeg kan huske præcis hvordan det føltes at køre hånden gennem hans hår og jeg husker endnu, hvordan han duftede, så jeg elsker denne lille billedkavalkade.

Nogen gange går jeg ud i gangen og stiller mig et øjeblik og dvæler ved det, der strømmer igennem mig ved synet af Alexander. Det kan være smerte og sorg. Det er stik i hjertet af savn og det er vrede over, at hans liv endte, som det gjorde. Det er smerte, sorg og afmægtighed, når jeg tænker på de mennesker, som ikke hjalp os og i grusom grad svigtede Alexander, men der er heldigvis også mange dage, hvor det er taknemmelighed over, at Alexander var i vores liv. Alt for kort, var han på visit, men til gengæld gjorde han en forskel for altid.

Jeg tror på, at jeg en skønne dag har stået her så mange gange, at der ikke er mere smerte, sorg, vrede og afmægtig fortvivlelse over svigt tilbage. Jeg tror på, at jeg ender med kun at huske Alexander, min glade, sjove og smukke søn, som blev givet os i gave en februareftermiddag for snart 23 år siden. Jeg skal bare lige have brugt alle de andre følelser op. Jeg skal gennemleve dem, til der ikke er mere tilbage.

Derfor står jeg nogen gange ude i vores gang og stirrer på væggen. Derfor følger jeg Lisa og hendes familie. Det giver stik i hjertet, men det giver også anledning til at huske, at livet er, hvad man gør det til.

I dag er livet vidunderligt. Har jeg bestemt :-)