18

Søndagsgrå med dyne på er nu slet ikke så slemt

Søndag er så grå, at jeg blev i tvivl om urets troværdighed, da det fortalte mig, at klokken nærmede sig otte. Klokken ni og klokken ti var det ikke meget anderledes. Her er gråt, vådt og mørkt, så formiddagen er tilbragt i sengen med en kop kaffe, et strikketøj (som er dedikeret søndag morgen og derfor længe undervejs) og lidt tv, som underlægning til den langsomme morgenhygge.

Jeg strikker på et halsrør, som skal lune halsen dette efterår og denne vinter, når sneen kommer, for den gør den jo før eller siden. Mønstret er hjemmedigtet, men kraftigt inspireret af Charlottes. Den bliver både smuk og lækker.

Jeg har ladet den ligge i flere uger, så den er ikke vokset det mindste, men denne formiddag voksede den da med 2½ mønster, så mon ikke jeg bare skulle tage mig sammen? Jeg tror det.

Jeg drikker kaffe med kanel- & chokoladedrys. Det må jeg gerne på en søndag, hvor jeg pludselig og helt uden årsag savner Højer. Af alle steder?! Jeg savner Vadehavet, det flade, barske landskab og jeg savner vist bare Sønderjylland. Måske er det fordi aftalen egentlig var, at vi skulle være kørt derned i dag. Bare fordi. Lysten driver ofte værket, når vi rammer søndag og tiden er til det, men aftalen måtte udsættes på ubestemt tid, fordi Oline vil med og har uopsætteligheder.

Sådan bliver det. Jeg kan snildt finde mig til rette på mindre vidder. Sofaens kunne være et eksempel …

Nå ja og så måske kan jeg lokke nogen ud og lufte min nye yndling, for det er den altså! En yndling! Og vi trænger til at luftes. Bare forsigtigt.

Du vil sikkert også kunne lide