60

Seks år siden

I dag er det seks år siden og sårene heler for hver eneste dag, der går. Jeg siger heler, for det er stadig en igangværende proces. De bløder fortsat. Pludseligt og uventet kan de springe op og sende floder af tårer ind i vores hverdag, for sådan er det, når man har elsket og mistet.

November måned er svær for os.

Jeg hader november. Den bliver aldrig mere en af mine yndlinge, men denne måned har været svær, for jeg er tilfældigt, men konstant kommet i situationer, hvor jeg er blevet nødt til at forholde mig til Alexanders liv og død. Det stjæler mine kræfter og min energi at skulle det. Det tager mange kræfter at finde den professionelle side frem, når tårerne presser på og overskuddet ikke rækker til lange og personlige forklaringer, så jeg har slugt mere end én klump i halsen. Jeg er tyndhudet og følsom. Jeg savner og jeg tænker, at der var så meget, vi ikke skulle have oplevet.

Til gengæld husker jeg også alle de sjove, dejlige og finurlige oplevelser vi fik med Alexander. Der er nemlig så meget, vi heldigvis fik lov til at opleve. Jeg husker stadig hans duft. Jeg husker stadig følelsen af hans kys. Jeg kan genkalde hans grin endnu og jeg ved, at det kan ingen tage fra mig. Jeg ved, at Alexander forandrede mig for altid. Det er stærke spor at sætte i et andet menneskes liv, at man for altid har forandret og aldrig vil blive glemt, men sådan er det med mit første barn. Jeg bærer ham i mit hjerte og hans sidste hjerteslag ligger lige her i min højre hånd. Jeg tager det med mig hver eneste dag.

Vores store, dejlige familie er helstøbte, stærke og rummelige mennesker. Det gav Alexander os med videre i det liv, som fortsætter, selv når man synes, at verden burde stå stille.

Om et øjeblik ville Alexander være fyldt 23 år. Livet kunne på alle måder have set anderledes ud. Jeg ville ikke have undværet mange dage af det.

I dag tænder jeg et lys for Alexander.

Du vil sikkert også kunne lide