Hvad er den lige af? Er der ikke konsensus omkring det absolut uforenelige i sygdom og ferie?

Jeg er vågnet med hovedpine og ondt i halsen. Noget skal der gøres, for frisk er jeg ikke og jeg er slet ikke så energifyldt, som jeg havde håbet. Her trænger nemlig til en grundig rengøring. En oprydning og en rengøring. Det bliver det så ikke til i denne omgang. Det bliver vist bare til varm te, strikketøj og noget Netflix, mens jeg venter på, at halsen og resten af mig igen er samarbejdsvillig.

Jeg brygger ingefærte med chili. Noget, der kan give varme. Det er lige tidligt nok at hælde rommen i, men det kan komme senere, når jeg har fået tilstrækkeligt ondt af mig. Lige nu må krydderierne gøre deres.

Jeg har brygget kaffe til Kenneth. Det er serveret på sengekanten, for det fortjener han. Der er masser af forkælelse til gode på den konto, for hans fødselsdag blev lidt anderledes, end den var tænkt, så jeg kompenserer nu. Han ligger derinde og ser tv, drikker kaffe og hygger sig. Det passer mig. Jeg elsker at vide, at mine har det godt.

Udenfor skinner solen. Det er skønt og det passer med, at der bliver dejligt lyst og venligt i stuen. Puderne er rystet. Jeg er klar, for andet dur vist ikke i dag, men inden er der lige et par af de uopsættelige, som skal have opmærksomhed. Bagefter bliver det svært at få mig ud af sofaen. Jeg siger det bare!

Jeg har fundet orangerier frem. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og den farve? Jeg kunne ikke lide den for et øjeblik siden. Nu drages jeg af den. Jeg trækker den frem og kærtegner den, når jeg kommer ind på lageret. Mine øjne søger den.

Jeg har et par carbon-pinde i udlån, så de skal vist test-motioneres og det kunne de passende blive med en lille, orange babyting, mens jeg får set lidt flere afsnit af Land Girls.

Måske jeg endda skulle strikke de ærmer i den cardigan, jeg er i gang med. Grøn og smuk bliver den. Jo, det skulle jeg lige gøre. Sæt i gang!