Man skal ikke altid skue hunden på hårene eller hvordan drømme bliver virkelighed

Der sker ting på hele grunden herhjemme. Der er nærmest ikke et eneste hjørne, der ikke er udsat for en eller anden form for overgreb, men det hele sker med kærlighed og troen på, at alting ender med en længe trængt opgradering.

Nogen tror måske, at det her bare handler om at få mere. Bygge større. Udvide.

Det handler om meget mere end at bygge nyt. Det handler om følelser så store, at vi næsten ikke kan rumme dem. Det handler om sorg, mørke og det lys, det heldigvis er lykkes os at finde igen. Det handler om ikke at finde kræfter. Det handler om den fortvivlelse og følelse af at drukne man får, når man ikke kan overskue og ikke kan finde energien eller motivationen. Det handler om, at alting tager tid og nogen ting tager lang tid.

Det handler heldigvis om det lys, vi fandt. Livsglæden, motivationen og lysten lå der heldigvis endnu, da vi var klar til at samle dem op.

I mange år var vores liv travlt. Det var fyldt med Alexander og Oline i langt de fleste af døgnets 24 timer. Det var ikke noget aktivt valg. Det var en nødvendighed og det var vigtigt for os. Vores vigtigste mål var at give børnene livskvalitet, glæde og troen på, at de var dejlige mennesker, vi elskede, alene fordi de var.

Det krævede en ekstra indsats at give Alexander og Oline det, de fortjente. Alexanders liv var udfordret og der var mange praktiske opgaver forbundet med hans hverdag, men sådan var det og vi tænkte aldrig på, at det skulle eller kunne være anderledes. Det var vores families vilkår.

Døgnet har kun 24 timer. De rækker ikke til sådan et liv. Der er ting, man er nødt til at nedpriorotere. Hos os blev det mange af de praktiske ting som at male vinduer, skifte sternbrædder eller vaske køkkenskabene ned. Vi valgte i stedet at lege og grine. Livet er kort og hos os skulle det vise sig at være en sandhed, der fik konsekvenser før end vi havde håbet. Alexander døde seksten år gammel.

Bagefter var der mørke. Bagefter var der kampen for at finde tilbage til livet, glæden og lyset. Det blev ikke nogen let opgave, for alt for mange praktikaliteter viste sig at være forhindringer mere end udfordringer. Vi skulle finde en nye måde at være i livet på. Vi skulle vænne os til et liv uden vores elskede storebror og søn. Vi skulle finde hinanden og vi skulle sørge. Vi skulle også overleve. Vi skulle finde arbejde til Kenneth. Vi skulle regne på, om vi kunne beholde det, som børnene anså for deres barndomshjem; stedet vi elsker og glædes over hver eneste dag.

Du synes måske, at der er gået lang tid og mange år, men sådan føles det ikke. Det er tre skridt frem og to tilbage. Det er fremdrift, men det er langsom og omhyggelig fremdrift med plads til forskelligheder og behov, der skifter og ikke nødvendigvis følges ad. Det er imaginær linedans og det er jernvilje. Det er også en følelse af stille, dyb glæde og varme, når man opdager, at det lykkes. At vi rent faktisk kommer i mål. Langsomt, men sikkert.

Nu bygger vi en terrasse, der er stor nok til at danse wiener-vals på, for vi skal danse. Vi fortjener en dans. En dans med livet, lyset og hinanden og vel er vi tossede, men det bliver så pokkers fantastisk og vi kommer til at elske det hele.

Ingen kan beskylde os for at være påholdende her. Faktisk tror jeg, at størrelsen har overrasket Kenneth lidt, men lige netop denne del af vores projekt, er bygget helt efter hans ønske. Han vil gerne bygge et trædæk, som skal omkranse det orangeri, jeg så har drømt om i mange år og som du kan se, går det støt fremad.

Orangeriet bygger vi oppe i højre hjørne. Huset skal begynde, hvor bræddestakken ligger. Terrassen fortsætter ud mod højre og møder huset. Terrassen fortsætter også nedenfor billedet og vil strække sig ud mod højre og ligge med et dejligt bredt dæk foran orangeriet. Her vil blive plads til madrasser, puder og flydedæk med kig ned i haven. Lanterner, god vin og stjernehimmel er nogle af de krydderier jeg drømmer om at tilsætte den gryderet, vores terrasse-/orangeridrømme er gjort af.

I dag skal der støbes derude. Vi skal i gang med de spæde forberedelser til orangeriet. Tænk engang, jeg tror det ender med at blive virkelighed.