Fremdrift

Jeg var ude at tage lidt billeder i går. Jeg gjorde det, fordi lyset var smukt og tordenen rumlede i det fjerne. I den slags vejr er jeg ikke til at holde inde. Jeg er vild med det.

I går manglede jeg min overdækkede terrasse, for den plejer at lægge ryg til min tordenkaffe. Så sidder jeg derude med krus, kærlighed til naturen og universet og nyder, at det hele rumler og larmer. Jeg kan lide, at vi ikke bestemmer alting og det bliver altid meget tydeligt, når vejret larmer.

Det hele varmede op til en kulmination, mens jeg gik rundt og nød, at alting duftede af forår og vores lille, blinde villavej er blevet grøn og tæt. Hækkene er grønne, træerne har fået blade og blomster springer ud hver dag.

Må jeg præsentere det første spær. Gavlen er klar. Den ene altså. Den anden er halvt klar. Det er ganske og aldeles udmærket. Fremdrift er fremdrift.

Foråret er i min have. En marguerit. En stak syrener, som sender søde dufte ind af soveværelsesvinduet, når vi ligger og nyder solsortens sang og de lyse nætter gør alle opmærksom på, at det er nu og lige her.

Ja, der er da et stykke vej endnu, men jeg kan sagtens se, hvor det bevæger sig hen. Det bliver umanerlig godt. Helt forrygende faktisk.