Sommerferie i de skønneste landskaber

Ikke nok med, at der er varmt. Der er også smukt, grønt og frodigt i Dordogne. Vi holder sommerferie i bjergtagende smukke landskaber.

Ude på landet, hvor vi bor, er der øresønderrivende stilhed, hvis noget sådan findes. Der er ikke andet end naturens lyde at lytte til, når man sidder på terrassen med udsigt ned over engdrag og dalsænkning. Helt stille er her aldrig, for her er et rigt fugleliv – og nej, det er ikke hønsene, jeg hentyder til, selvom de også er en del af lydbilledet – men her er kun naturens egne lyde afbrudt af en enkelt traktor eller to.

I går aftes spadserede vi ud for at se lidt på de nærmeste omgivelser. Høns er her. Det vidste vi. Haner galer fra alle verdenshjørner hele morgenen og nogen gange formiddagen med, men det er nu ikke noget, der kan vække syvsoverne her i huset.

Grunden ,huset ligger på, er omkranset af en dalsænkning med et græsningsareal, som er forbeholdt en stor flok får. Det løber som et bælte hele vejen udenom os og vi kan høre får først fra et hjørne af grunden. Så fra et andet.

Fårene græsser nede for enden af den naturlige sti, der er ned gennem træerne ovenfor. Hele området er landbrug i skøn samdrægtighed med skyggefulde skove med store, gamle træer, vild mynte og grøftekantsblomster.

Ovenfor er vi passeret en lille sø, hvor et ældre ægtepar sad og fiskede. De hilste venligt og smilende, ligesom andre lokale vi mødte stoppede op, rullede vinduet ned og hilste bonjour med et smil og et nik. Vi er kun blevet mødt med venlig imødekommenhed og glæde ved at se, at vi er her. Sikke skønne franskmænd.

Efter at have gået i skyggen af skoven, kom vi ud på åbent land. Her voksede æbler og majs. Her var vandløb og hovedvej.

Vi havde bestilt Kenneth til at hente os på vejen hjem, for han var kørt efter ekstra forsyninger af drikkevarer. Der skal noget til, når vejret er gavmildt og sender mere en tredive grader, så han havde påtaget sig tjansen. Nu kunne han passende samle op på tilbagevejen og det gjorde os yderligere eventyrlystne, for der var ben at give af.

Æblerne var vist nogens potentielle høst og for øvrigt var de heller ikke modne, så vi lod dem i fred og travede videre ned mod den lille bro over åen, der løb smukt gennem landskabet.

Der er ikke noget som lyden af et brusende vandløb. Vi valgte at sætte os på kanten af broen og vente med udsigt til dansende guldsmede og en Oline, der fortsatte ud af vejen, for at gå på yderligere opdagelse.

Man bliver glad langt ned i maven, når man sidder stille sådan et sted. Glad og taknemmelig.

Den friskhøstede mynte kom med hjem og indgik i aftenens skønne og velsmagende måltid. Vi griller gerne hernede. Fisk, skaldyr og kød. Det hele er af den fineste kvalitet og friskt og lækkert.

Man værdsætter en god slagter og en god bager hernede. I husets bog er en præcis beskrivelse af hvilken slagter, der er god og hvilken bager, der bager den mest vidunderlige Tarte Tropezienne  og hvilken anden bager, der er værd at frekventere for to forskellige brød. Man vælger med omhu. Det er en charme, synes jeg og tidskrævende, men tid tager man åbenbart.

Vi er så tilpas med det hele. Her er utrolig dejligt og alle nyder, at her er plads til bare at være. Vi er. Det er alt rigeligt.