34

Nogen gange skal man forfølge det, man tror på og jeg tror på tid til at leve og tid til at være

Der sker store forandringer i vores liv lige nu. Hverdagslivet forandres. Drastisk. Heldigvis sker det med udgangspunkt i vores ønsker og det er en stor gave, at være så priviligeret, at man er i stand til at gøre så store forandringer, når de er tiltrængt.

Vi er slidte. Vi er trætte og vi trænger til at kunne slippe speederen eller i hvert fald bare kunne løfte foden lidt fra den. Vi er også glade, så det her er ikke nogen klagesang. Vi er utroligt glade og meget, meget taknemmelige for, at vores virkelighed ser ud, som den gør.

Kenneth har en forretning, som har lige akkurat den succes, som han fortjener. Jeg glædes hver eneste dag ved at se hans glæde. Hans arbejdsglæde. Hans store engagement og hans lyst til hele tiden at gøre tingene endnu bedre. Han har travlt. Jeg har travlt. Vi arbejder ind imellem side om side og det er vi gode til, men vi er nødt til at gøre det på tidspunkter, som ligger udenfor det, du kalder “normal arbejdstid” og det er ikke ideelt og vi vil så gerne forandre den del af vores liv sammen.

Fanget på Feddet

Jeg har taget orlov. Jeg har ikke sagt det højt ret mange steder, fordi det er skræmmende og utrygt og jeg er en kylling. Måske er det også fordi jeg er bange for, at jeg kommer til at savne alt for meget. Måske. Måske er det bare fordi, jeg ikke helt har forstået det, selvom det har været aftalt i mange uger efterhånden. Måske er det bare fordi, jeg er lidt skræmt, men jeg har taget orlov!

Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke fortæller det, men faktum er jo, at jeg har taget orlov. Delvis orlov. En dag om ugen er jeg stadig at finde på kontoret ved Frederikstorv. Resten af tiden er jeg her. Lige her. Med god tid til at få styr på nogle af de ting, vi aldrig når, fordi det er vanskeligt at arbejde både ude og hjemme. Døgnets timer slår ikke til. Det vil I være flere, der allerede ved. Der er kun fireogtyve af dem. De forslår så lidt, når man har mange jern i ilden.

Jeg har taget orlov det næste halve år. Seks måneder. Jeg er så bange for, at tiden ikke rækker til alt det, jeg gerne vil nå. Det er tidligt at have det sådan, så jeg slår koldt vand i blodet og glæder mig bare rigtig meget til, at jeg skal være en lidt større del af den hverdag, der udspiller sig herhjemme. Jeg glæder mig til, at vi igen får tid til også at leve. Bare være til. Jeg er klar!

Du vil sikkert også kunne lide