Nej, jeg vil faktisk ikke fortælle dig, hvor jeg har været på sommerferie…

Lørdag morgen er langsom. Jeg elsker det. Måske kan jeg ligefrem vænne mig, for jeg vågner stadig tidligt, men jeg kan stå op, gå en tur ud i haven med Oskar, vande blomster, toupere en marguerit eller to og så drysse ned i seng igen, for at læse lidt og ende med igen af falde i søvn. Og sove længe. Det er som ferien ingen ende får. Det er dejligt.

Det er godt for mig. Godt for os. Faktisk. Vældig godt og vi har trængt.

Jeg har sjældent været så god til at holde ferie, som jeg har været denne sommer. Det er gerne fordi, der er alt for meget, som drøner rundt i baghovedet. Alt for mange ting, som ligger forude og slører evnen til at give slip og bare være. I år havde vi anderledes og allerbedste betingelser for at holde en af de ferier, hvor gear bliver unødvendige. Vi gjorde os umage for at skabe rammerne. Det lykkedes.

Jeg brugte f.eks. lang tid på at finde stedet for vores sommerferie. Jeg mente, at jeg var lykkes med det, men intet er jo garanteret, før man ankommer, for papir er taknemmeligt og kan så let forvride en sandhed. Her gjorde papir slet ikke hus og omgivelser ret. Vi boede det skønneste sted i de smukkeste omgivelser og det var bare det helt rigtige for os.

Det helt rigtige for os, skriver jeg. Jeg oplever nemlig hele tiden, at nogle af jer skriver til mig, fordi I gerne vil, at jeg skal dele mit fund med jer. Det er akkurat, som det altid har været; det gør jeg ikke. Hvad der er rigtigt for mig og min familie, er måske ikke rigtigt for dig og din familie. Hvis du kommer til stedet og får en rigtig skidt oplevelse, vil det for altid være min skyld, fordi jeg anbefalede. Det ansvar vil jeg slet ikke have eller tage, så jeg deler ikke.

Jeg deler til gengæld gerne, at det tager lang tid at finde det helt rigtige sted for ferierne, vi holder. Vi bruger lang tid på at finde det sted/område, hvor sommerens ferie skal gå til og det er sandelig ikke altid, vi kan blive enige. Så indgår vi kompromiser. I år var der bred enighed. Vi ville gerne til Frankrig, men vi ville gerne se en anden del af landet, vi har rejst i siden ’84. Valget faldt på Dordogne, fordi den del af Frankrig havde vist os for nogle år siden, at den bød på nogle af de ting, vi gerne ville have i år.

Vi ville gerne have smukke landskaber og stilhed. Ro og tid til bare at være. Ingen storby. Ingen caféer, restauranter eller shoppingmuligheder var indkalkuleret, da vi begyndte at kigge os omkring efter årets feriebolig. Vi var ligeglade. Vi ville roen og hinanden. Mere begærede vi faktisk ikke. Nå jo, Oline ønskede – som hun altid gør – at der måtte være et hus derude, som havde pool og var til at betale for hendes forældre. Det sker meget sjældent, så drømmen var bygget på meget spinkelt grundlag, men ønske skal man altid, så det gjorde hun.

Så langt, så godt, for nu begyndte jagten jo først. Ønskerne skulle først på plads og så kunne jeg ellers tage hul på afteners surfen på internettet, mens jeg ledte efter det helt rigtige.

Det er denne del, der tager lang tid, for er man som mig, skal mange muligheder afsøges, inden valget endelig falder på en eller anden feriebolig, som ser ud til at kunne opfylde ønskerne. Der skal skabes kontakt og er boligen ledig, skal man aftale betalingsbetingelser og andre detaljer, som ofte er standardiserede, hvis man lejer gennem danske bureauer, hvilket er trygt og godt, men jeg stort set aldrig har gjort. Jeg vælger oftest private udlejere og det kræver mod og troen på det gode i andre mennesker, men jeg har altid været heldig og har derfor ingen rædselshistorier at fortælle om svindlere eller ikke-eksisterende huse, når vi nåede frem.

Vi fandt et feriehus langt ude på landet, hvor ingenting andet end stilhed er. Langt, langt ude på landet. Faktisk så langt ude, at alting hørte op. Også vejen. Og der for enden landede vi og vi trivedes. Vi elskede, at der var stille og ingenting. Allermest elskede vi, at der hver eneste dag var over tredive grader og swimmingpool. Vi kunne ikke handle ind uden at kalkulere med mindst 2 timer til udtur, butik og hjemtur. Vi var udenfor Alfarvej og køernes brølen, fårenes brægen og lyden af cikader var de eneste lyde, der var at høre foruden bondens traktor, som landede hø i nogle af dagene dernede.

Vi var på ferie af den slags, hvor man laver ingenting ud over at nyde livet. Vi prøvede mere end én gang at komme ud over stepperne.

Vi tog til Bergerac, nød det, shoppede lidt og glædede os til at komme hjem igen.

Vi tog også til markedsdag i Sarlat, svedte tran, gik gåsegang, spiste frokost og glædede os til at komme hjem igen.

Efter sådan en tur ud af huset, landede vi hjemme i stilheden og enedes hurtigt om, at det var rart med den. Rigtig rart. At vi var vilde med det her koncept ingenting.

Sådan gik 2½ uge med et minimum af aktiviteter ud over dem, der kunne overskues hjemme og det gjorde os godt, men det er altså bare det rigtige for vores lille familie. Mange andre ville dø ved tanken om, at der intet liv er indenfor miles omkreds. At man skal køre og endda køre et stykke vej, inden der overhovedet er indkøbsmuligheder. At man kan gøre absolut ingenting ud over læse, bade og gå ture. Det er måske kun for nogen af os. Derfor deler jeg ikke, men jeg anbefaler meget, meget gerne Dordogne, for de af jer, som kan lide smukke, frodige landskaber og stille liv. Så er det bare af sted. I en fart :-)