Så gik endnu en dag i højt tempo og endnu en weekend er skudt i gang med fynd og klem.
Weekenden er fuld af aftaler. Aftaler af den gode slags. Dem man nyder og trækker i langdrag. De er af den slags, som beriger og gør glad, så jeg sidder bare her på min pind med udsigt til sileregn og glæder mig til dem allesammen.
I dag skal jeg nordenfjords og mødes med en flok skønne, livskraftige og skønne kvinder. I aften har jeg en kæresteaftale og en chaufføraftale. I morgen får vi måske visit af nogen, vi holder meget af og ellers er der i virkeligheden nok at fejre den dag.
Oline har fødselsdag. Søndag bliver mit lille nor nitten. Nitten sensomre gammel er hun så. Jeg nyder hende. Trækker al nydelse, snak og kærlighed ud af hende, inden hun en skønne dag breder vingerne ud, for at se, om de kan bære hende af sted ud i et liv udenfor mine fire vægge.
Lige nu nyder jeg bare, at hun er lige her. Jeg har ikke travlt med at sende hende ud af huset. Jeg er faktisk lidt pylret og bange for at miste og jeg kan sagtens forklare hvorfor, men irrationelt er det, for er der nogen, der bilder sig selv ind, at man kan lige akkurat, hvad man vil, er det mig. Man kan klare hvad som helst og man skal ikke stikke op for bollemælk. Man skal bare gå i kødet på livet. Flå lunser af og mæske sig.
… altså hvis man ikke er min Oline, for så skal hun bare blive herhjemme, hvor mine vinger breder sig ud både over og under. Her, hvor jeg er til at passe på. Her, hvor jeg sørger for, at der hun ikke får blå mærker af nogen slags. Her, hvor jeg elsker betingelsesløst og aldrig vil såre eller afvise. Her, hvor hendes far og jeg til hver en tid elsker, hjælper og håber, at hun bliver bare lidt længere…
Det går jo ikke, Liselotte og du ved det godt. Om et øjeblik breder hun vingerne ud og du og hendes far har gjort det godt. Hendes vinger er aerodynamiske, besat med diamanter, stål og et selvværd, der gør hende til et fuldstændig enestående, dejligt menneske, som kommer til at flyve langt. Om lidt breder hun garanteret vingerne ud og så har du bare af at smile bredt, kysse sødt og med sikker stemme sige, at det her fandeme er på tide!
Om lidt. Ikke nu …
Nå, jeg kom vist fra en tandbørste, en taske, der skal pakkes og en bil, der skal startes, så må din lørdag blive fantastisk. Min gør! :-)
13 kommentarer
Liselotte
1. september 2013 at 09:45Heldigvis er Oline ikke på vej ud i dette sekund, men det varer ikke længe, kan jeg godt fornemme. Sådan skal det da være… *suk* ;-)
Pernille
1. september 2013 at 07:35Hvor kan jeg nikke genkendende til det hele. Og mens det næsten var for let at vippe den store ud, og det næsten var for vildt hvor godt det var for ham og hvor stærke hans vinger viste sig at være, kan jeg mærke at den mindste gerne må blive længe, længe endnu :)
God weekend, planerne lyder mere end skønne.
Camilla
31. august 2013 at 20:42Jeg er slet ikke i tvivl om, med det jeg “kender” til dig, at din Oline kommer til at have det som jeg har det: Er man vokset op i et hjem hvor man var elsket, beskyttet, og altid var tryg, så sidder det i ens DNA.
Det er mere end 12 år siden jeg første gang sagde farvel til min mor, og rejste (bogstavelig talt) ud i den store verden – og jeg er der stadig. Og jeg kan kun alt det jeg kan, fordi allerdybest i mit hjerte sidder der en guldtråd, der leder direkte tilbage til min mor. Den sidder der hvor jeg føler mig allermest stærk og selvsikker – for jeg ved, at der altid er nogen, der nok skal være der hvis jeg falder, og som elsker mig ligemeget hvad…
Det er den største gave man kan give sit barn.
KirstenK
31. august 2013 at 18:51Tillykke med Oline…Ja det er svært det der senden dem ud i verden, men du ved det kommer og du ved også at du også vil “klare” det…verden er heldigvis blevet lille og uanset hvor hendes vinger bærer hende hen vil det altid være muligt at besøge hende… god dag til dig osse…
marianne bentzen
31. august 2013 at 17:37Jeg har 4 gange sendt et barn ud i verden, og hver gang troede jeg at verden gik under, så jeg forstår lige nøjagtigt, hvad du føler. Men med den ballast du har givet Oline, vil det komme til at gå godt.
Tillykke med hende.
Kh Marianne
Catarina
31. august 2013 at 16:23Ja, det er med at nyde den sidste tid med Oline hjeme, for præcis den kommer ikke igen selvom hum kommer hjem fra tid til anden, så er det ikke helt det samme. Men I klare det, selvom det bliver anderledes.
Stort tillykke med jeres smukke datter i morgen. Jeg ved hun får en fantastisk dag, fyldt med små kys og solskin. :-)
God lørdag til jer alle.
HelleBB
31. august 2013 at 16:13Åh, min tre drende er kun 12, 10 og 5, men jeg kan godt se at det går hurtigt og pludseligt er de store og pø vej ud i verden. Jeg varselv meget knyttet til min mor. Som 18 årig rejste jeg til sydfrankrig somau pair i 9 mdr og i dag kan jeg godt forstå at hun kneb en tåre i lufthavnen. Vi kunne helt sikkert telepatere til hinanden, for hver gang jeg ringede hjem sagde hun altid at hun lige havde tænkt på mig, og når hun ringede havde jeg lige haft sendt hende en tanke. Dejligt ikke! :-)
Lotte Grundsted Nielsen
31. august 2013 at 15:25Jeg genkender hver en tanke og følelse i dit indlæg. Min datter på 19 flyttede hjemmefra for en måned siden. Det går så fint med hende, og hun klarer sig så godt. Herhjemme savner vi hende, men det er til at leve med :-) Af fordele kan nævnes: Meget mindre vasketøj, tid på badeværelset – især om morgenen, mere kvalitet i samværet, når vi nu er sammen, og en højlydt påskønnelse af maden, når hun er på besøg :-).
Nyd tiden, mens du har hende, men frygt ikke fremtiden :-)
kh Lotte (www.lottesroom.blogspot.dk)
Gitte k
31. august 2013 at 12:53Planeren lyder skønne både dem for weekenden, men også dem for at holde lidt i nu på din skønne datter, for bare fordi man kan flyve er det jo heldigsvis ikke sådan at man skal.
Helle
31. august 2013 at 11:25Hej Liselotte
Tak for dine altid gode indlæg, du ka altså noget med de ord, så det hele er så klart når de kommer fra din hånd .
Endnu en gng tak fra trofast læser, jeg føler dagen ikke er rigtig, hvis jeg ikke har set dagens “slagt en hellig ko” indlæg
kh Helle
Mie
31. august 2013 at 11:09Motherhood når det er allerbedst OG allerværst – genkender hvert et ord og hver en følelse helt ud i fingerspidserne og mærker de små hår rejse sig. God fødselsdag og god lørdag-dag
Helle D
31. august 2013 at 11:04Åh mon du er så heldig, at du er på vej på Dok1?
Katrine
31. august 2013 at 11:03Puh ha ja. Man afventer ikke det øjeblik med længsel. Og heldigvis for det da. Det er dejligt at have de store hjemme. Så længe vi kan få lov til det, så nyder jeg også i fulde drag.
Ha’ en herlig lørdag. Min er startet, og den ser godt ud. :-)