Sensommer i København

Lørdag havde vi ærinder forskellige steder i København. Vi stod tidligt op, besluttede os for, at vi ville ud af døren ved middagstid, fordi vi gerne måtte være dovne og ugidelige, så langsom blev vores mellemnavn, men det lykkedes.

Lige omkring frokosttide var vi klar til at til at indtage byen. Vi skulle blandt andet fra Valby til Nørrebro Station. Fordi der i enden af den tur også lå en del andre, snuppede Kenneth GPS’en fra bagsædet og ved den lejlighed lykkedes det ham så at trykke så grundigt på kalibreringssystemet, at det gik helt og aldeles i ged og vi ikke længere havde mulighed for at lade os guide af Åse. Vi måtte selv…

“Godt du er her fra og jeg har boet her halvdelen af mit voksenliv. Det bliver ingen sag at finde rundt uden”, sagde jeg så. Sikke vi kunne. Som om og så brugte vi lige tiden på en omvej gennem både Hvidovre, Rødovre, Vanløse og Husum, men vi lykkedes og det var trods alt det vigtigste, enedes vi om, da vi parkerede på Hejrevej efter en grinetur, der varede det meste af turen gennem byen.

Vores ærinder på Nørrebrogade og Frederiksssundsvej var hurtigt overstået og egentlig ville vi så på strøgtur, men sensommeren var kommet til København og egentlig var jeg ikke helt på toppen. Jeg havde ondt. Jeg var mat i de sokker, jeg stadig nægter at tage på.

Solen skinnede, himlen var blå, varmen til at tage og føle på og egentlig var vi måske mere stemt for at nyde udelivet, så vi satsede på, at vi nu snildt kunne finde vores absolutte yndlingskolonihave uden Åses hjælp. Det lykkedes.

Heldigvis var Annemette og Heidi hjemme og snart var vi bænket udenfor. Jeg fik varm te og strikketøjet blev fundet frem. Jeg stornød det. Måske var jeg ikke sådan at skubbe nogen steder hen, men jeg var ikke helt tilpas og heldigvis var vi havnet et sted, hvor der var plads til ikke at være det. Så sad jeg der. I solen og med mavepine og stille ro indeni. Det gjorde godt med det sidste og var dejligt. Selskabet var jo udsøgt.

Sidst på eftermiddagen gik vi i drivhuset på hugst. Uhm, som der dufter dejligt i et drivhus. Stærkt og stramt, varmt og af tomater. Jeg elsker det.

Der var så utroligt mange tomater stadig. Se lige engang! Vi måtte få med hjem. Både til os og til mor. Det ville vi meget, meget gerne. Måske jeg også kom til at spise måske fem tomater, mens jeg ventede. Måske.

Annemette plukkede og jeg skal hilse og sige, at der blev til en tomatmad eller to, inden hun var færdig…

Tomaterne ligger oppe på mit køkkenbord og dufter dejligt nu. De venter bare på, at vi spiser dem. De kan være helt rolige. Det gør vi!

Egentlig ville vi invitere på restaurant som tak for, at jeg måtte bruge hele deres lørdag eftermiddag på at pleje en blærebetændelse, som gjorde lidt mere ondt, end jeg havde regnet med, men ikke tale om, at de syntes, at vi skulle ud at spise. Så endte vi med et skønt alternativ. Vi hentede mad fra vores græske yndlingsrestaurant, Taverna Rhodos ude på Jyllingevej.

Vi troede måske, at de med årene havde lært at begrænse portionsstørrelserne, men nej. Man bliver så rigeligt mæt, når man spiser hos dem. Så rigeligt. Vi var fire mennesker. Fire! Og en kasse mad.

Efter det måltid kunne ingen rigtig orke mere og så var den dag vist brugt. Godt og grundigt. Vi kørte til Valby efter at have genoplivet Åse. Det gik jo som en leg med hende som frontløber.

Søndag blev langsom, stille start, inden vi allerede igen måtte vende snuden hjemad. En weekend er i grunden alt for kort.