Stille lørdagsstart

Mit hus er stille. Fuldstændig stille. Ikke én ud over mig er vågen. Heller ikke Oskar. Han har været oppe og sige godmorgen, men med udsigten til, at jeg forlod min dyne, er han returneret og krøbet ned under samme. Han bilder sig ind, at han og jeg deles om den dyne. Jeg har den om natten, men om dagen er den hans til fri afbenyttelse. Vi er ikke enige, men jeg gider ikke starte lørdag med at skælde, så jeg vender det blinde øje til og går op og brygger kaffe i stedet.

Jeg åbner døren til terrassen og haven og jeg går derud, trækker vejret dybt og vejrer morgenluft, som jeg plejer. Denne morgen er alt sjaskende vådt, men det giver den skønneste duft af muld, forfald og begyndende efterår. Jeg har ikke længere bare tæer på terrassen. Jeg ved, at det ikke dur mere. Der må såler mellem mig og verden, hvis jeg vil beholde mit gode helbred, så sådan bliver det.

Kaffen er færdig om et øjeblik. Jeg vil tage den med ud på Feddet sammen med strikketøjet og en god lydbog. Der er ikke varmt, men jeg er stædig. Man skal ikke give op, før man er tvunget. Det er jeg ikke endnu. Efterårslørdagen kan tage sin begyndelse.