Tirsdag var jeg nede hos Ulla. Jeg fik æbler med hjem. Masser af smukke, modne, friske og syrligt-søde æbler. Jeg elsker æbler. Æbler er min absolutte yndlings-frugt, så efteråret og dermed tiden for æblehøst, elsker jeg.
Jeg fik både store og ikke mindst små æbler med hjem. Af de små – som jeg tror må være paradisæbler – tog jeg ikke mange, men lidt kan også gøre det. De skulle, efter aftale med Ole (Ullas mand), forvandles til æblegelé. Aromatisk, sød og frisk æble-gelé.
Æblegeléen er noget, jeg elsker at have på hylderne vinteren igennem og Kenneth anvender det flittigt, når han er i køkkenet, så det er bestemt værdsat herhjemme. Ole elsker det også og det er Oles æbler, så selvfølgelig skal Ole have æblegelé.
I går kogte jeg æblerne. Der var et beskedent halvt kilo, men suppleret med 4 dl vand, en økologisk vanillebønne og lidt kærlig opmærksomhed skulle det sagtens kunne give lidt gelé, så jeg satte det over varmen, lod æblerne åbne sig uden at blive til mos og hældte så det hele ned i et rent klæde, hvor det stod og dryppede af til i dag.
I dag er saften – 4 dl ialt – kogt op sammen med 500 gram økologisk rørsukker til jeg syntes, at det bar til gelé. Siden er det hældt på glas og skal køle, inden det sætter sig for alvor. Det smager skønt. Der er naturligvis et glas til Ole :-)
13 kommentarer
FRØKEN LARSEN I/S
11. oktober 2013 at 10:11….og alene farven ! Ku´ man strikke den ??
Der er altså også gået en landmandskone tabt i mig – er jeg overbevist om. Elsker “den slags”.
Kh. Lene.
Hanne
10. oktober 2013 at 18:50Hold da op et flot billede fra æblehaven
Liselotte
10. oktober 2013 at 19:20Ja, der var smukt Hanne :-)
Marianne
10. oktober 2013 at 18:24Fanatisk at se små sure æbler kan blive til den mest aromatiske gele – dejligt med lidt til lageret :)
Marianne
10. oktober 2013 at 18:25FANTASTISK skulle der jo stå ????
Liselotte
10. oktober 2013 at 19:19Det er skønt med lidt til vinteren :-)
Ulla Røjkjær
10. oktober 2013 at 17:35Åh for pokker mig da Liselotte. Du skulle da have haft mange flere af de små æbler med hjem. Der er jo 100 kg endnu på det træ. Eller i hvert fald mange kilo????
Ole bliver så glad for at få et glas af dig du søde menneske.❤️
Liselotte
10. oktober 2013 at 19:18Jamen det var jo bare min egen dovenskab, der satte grænsen. Jeg kunne da bare have samlet flere, men det gør jeg næste år, Ulla :-)
Ulla Røjkjær
10. oktober 2013 at 23:07Det er en aftale;0)
Susling
10. oktober 2013 at 15:40Man kan lave en variant, hvor der bliver supleret med frisk mynte. Det smager guddommeligt.
Liselotte
10. oktober 2013 at 15:55Jeg har altid elsket at sylte, bage, henkoge og så videre… så jeg burde have været gammeldags landmandskone og var en overgang egentlig også sikker på, at det blev jeg, men så kom Kenneth forbi ;-)
Myntegelé laver jeg. Og æblegelé. Kombinationen lyder skøn. Næste år må det prøves :-)
Connie // Larsens Blog
10. oktober 2013 at 14:54Skønt med forråd til vinteren … havde jeg opbevaringsplads, så skulle der også syltes og henkoges i lange baner. Trenden går henimod at vi søger tilbage til det ægte og oprindelige, fortalte en fremtidsforsker i Aftenshowet på DR1 i går. Jeg er tilhænger af den trend … og tidsmæssigt er det jo et spørgsmål om prioritering :-) … Jeg er sikker på, at I vil nyde din hjemmelavede æblegelé meget mere, end hvis den var købt – og der er sikkert heller ikke noget der kommer til at gå til spilde :-)
Lene Henriksen
10. oktober 2013 at 14:37Hvor lyder det lækkert! Og sikke da en fantastisk smu farve :-)