Regn, dit mellemnavn er november

Det kan jo ikke komme bag på nogen, at det regner i november. I dag byder på silende regn. Stille, intens og insisterende regn, som ikke har taget pauser endnu, hvor vi nærmer os frokost.

Jeg vågnede til lyden af regn. Silende regn. Det ender med, at jeg falder i søvn til lyden af silende regn. Himlen er ubrudt grå. Der er ikke skyggen af huller over mit hoved. Det bliver ved. Jeg er ligeglad. Jeg skal ikke sidde ude på terrassen og drikke kaffe denne formiddag. Det er ikke mig, der indtager pladsen i stolen med udsigt til skovbrynet.

Jeg gør klar til weekend og dejligt gæstebud. Sådan et, hvor man ved, at man bare skal hygge og ikke rigtigt behøver stadse, men bare kan være. Sammen. Og i bedste selskab. Mit tøj afspejler, at jeg er tryg og tilpas i det selskab. Jeg er i det bløde, eftergivende, som måske ikke gør meget andet godt, end efterlade mig tilpas. Visitter, som gør plads til blødt, eftergivende tøj, gør godt for sjælen, så jeg er næsten klar, men rydder lige de sidste rester af liv levet i overhalingsbanen af vejen.

Jeg tænder lys, hvor jeg når frem. Her er så mørkt, at jeg ikke kan se uden kunstigt lys. Vi bor på en gammel, lavloftet gård, hvor vinduerne måske er små, men til gengæld rigelige i antal, så det er ikke mangel på glughuller, der er forklaringen. Det er november.

Godt vi har stearinlys, skoldhed te, små kager og snart det allerbedste selskab. Lørdag er vidunderlig :-)