Strik for livet, er hvad jeg dyrker. Jeg strikker. Jeg tror godt, at jeg tør skrive, at jeg strikker konstant. Der kan gå dage mellem jeg strikker, men det er sjældent. Jeg strikker altid. Jeg har aldrig tomme hænder. De er i gang. De har genoptaget min ungdoms passion efter mange års pause, for ja, jeg holdt pause i mange år.
Jeg stoppede engang i midt-firserne og jeg glemte egentlig, at jeg kunne lide det. Der kom andre ting på tapetet. Kenneth kunne være et eksempel. Senere kom livet, hverdagen, børn og andre interesser, som tog over, for jeg har altid haft et usvækket behov for at udtrykke mig gennem en eller anden form for håndarbejde. Arbejde med hænderne. Fantasi. Leg. Ind imellem har jeg strikket, men ikke konstant. Efter behov.
Jeg har prøvet mange, sjove former for håndarbejde og jeg var så heldig, at jeg i en årrække også levede af at skabe med hænder og fantasi, så strikken afløstes af andre udtryk, når der ikke lige var et udækket behov for sweatre, huer eller andet.
For syv år siden måtte jeg erkende, at jeg var langt forbi at have travlt og i virkeligheden var ramt af stress.
Jeg var meget lang tid om at erkende, at jeg havde udfordringer i min hverdag, som var vigtige at tage hånd om. Jeg mente, at der var tale om almindelig travlhed. Måske intensiveret, men jeg havde altid haft mange jern i ilden, så selvfølgelig kunne jeg også klare en periode med lidt ekstra på min tallerken. Vi levede i forvejen et liv, som aldrig nogensinde var forudsigeligt, så jeg var omstillingsparat, hurtig til at indrette mig og jeg arbejdede stabilt selv under meget pres. Altså indtil jeg ikke gjorde.
Indtil jeg begyndte at glemme. Indtil det føltes, som mit hjerte var på nippet til at hoppe ud af brystkassen. Indtil jeg trak vejret så overfladisk, at jeg blev forskrækket, når kroppen ind imellem insisterede på at tage en dyb vejrtrækning. Indtil jeg ikke længere kunne huske, hvorfor eller hvordan.
Jeg var der, hvor det ikke længere var en mulighed at træffe et aktivt og bevidst valg om, at jeg skulle sætte tempoet ned. Min krop lod sig ikke styre eller dirigere af fornuft. Den var langsomt i gang med at lukke ned, fordi jeg ikke havde givet den andre muligheder. Mentalt var der ingen ro. Tanker løb af sted med mig og jeg kunne ikke finde hoved eller hale. Jeg havde alt for længe lukket af for alt for meget, fordi det var nødvendigt, hvis vi skulle klare den hverdag, vi havde på det tidspunkt.
Til sidst sagde krop og psyke fra. Så blev jeg sygemeldt.
Jeg kan takke min læge for, at jeg blev hel igen. Jeg kan også takke hende for, at jeg fandt strikkeglæden igen. Hun kender mig. Hun vidste, at jeg ikke kunne sidde uvirksom hen, men hun vidste også, at jeg skulle bremses. Strik, sagde hun. Strik for pokker!
Det duede. Jeg strikkede. Jeg fandt ud af, at jeg kunne “tillade” mig selv at sidde stille, hvis jeg ikke var uvirksom, men producerede og strikning var en stor del af den helbredelses- og helingsproces, jeg skulle igennem de næste mange måneder. Jeg strikkede. Jeg strikkede gerne langsomt, ensformig strik. Den slags håndarbejde rummer en meditativ, helende virkning, som ikke må underkendes. Gentagelse efter gentagelse.
Sjælen helede i takt med strikketøjet voksede og efter en tid opdagede jeg, at der igen var så meget plads indeni, at både min kropsbevidsthed og min mentale kapacitet igen var så meget til stede, at jeg nød at strikke. At jeg fandt glæde ved at strikke. At det ikke kun var medicin og en undskyldning for at sidde stille, men pludselig igen en lidenskab, som vakte glæde.
Siden er jeg fortsat. Jeg strikker stort set hver eneste dag. Jeg ved, at strikketøjet er balsam på en flosset sjæl, så jeg strikker også med min sundhed og mit overskud for øje. Jeg strikker, fordi jeg elsker det og jeg strikker, fordi jeg slet ikke kan lade være. Jeg elsker at strikke. Jeg forstår slet ikke, at jeg kunne glemme det i alle de år.
Jeg bliver så glad, når jeg ind imellem modtager tilkendegivelser enten her i kommetarsporet eller privat i mails, hvor mennesker giver udtryk for, at jeg har inspireret dem til enten at begynde eller måske genoptage strikkeriet. Jeg håber for dem, at de oplever samme kærlighed til pinde, garn og den gode energi, jeg finder, hver gang jeg griber strikketøjet og måske det egentlig var nu?
Rigtig god strikning til dig, for hvis du ikke allerede dyrker disciplinen, er du da nødt til at starte nu, ikke? :-)
54 kommentarer
Hanne
24. oktober 2015 at 20:00Sikke en dejlig beskrivelse af hvad håndarbejde kan! Som samlende og helende aktivitet, som netop giver lov til at sidde i sit eget univers og nyde at strikke helt simpel ret og ret, frem og tilbage! Du er virkelig god til at beskrive den mulighed vi har for at dumpe ned i nogle meditative stunder – uden pc og andre skærme.
Jeg vil også strikke igen, helst lige nu ;-)
Min første arbejdsdag hos Garnudsalg af Slagt en hellig ko
30. juli 2014 at 12:44[…] Tænk at jeg får lov til at beskæftige mig med noget af det, der har givet mig endnu større livskvalitet, ro indeni og en daglig glæde. Tænk at min læge har startet alt det her, da jeg fik en alvorlig stress og hun foreslog mig at gen… […]
Dorte
17. november 2013 at 17:26Hej Liselotte.
Jeg vil også sige dig tak, fordi du deler så flittigt ud af dine tanker og dine flotte strikke projekter.
Jeg har også strikket i mange år. Faktisk har jeg strikket siden jeg var 8 år. Da mine børn var små, strikkede jeg meget til dem, gerne norske trøjer i mange farver. Jeg holdt også en pause i nogle år, og da en kollega på lærerværelset sad og strikkede en kjole til sin datter af noget lækkert uldgarn blev jeg nysgerrig. Garnet var fra garnudsalg. Kollegaen ledte mig ligeledes forbi din blok, og siden mit første garnkøb hos jer, har jeg virkelig fået gang i pindene igen. Du har inspireret mig til at prøve andre garntyper end de typisk norske, og andre designs end dem jeg førhen holdt mig til. Min glæde ved at lave patchwork er også blusset op igen, så nu har døgnet for alvor for få timer.
I foråret (under lærerkonflikten) havde jeg også en periode, hvor det hele blev for meget, og jeg måtte erkende, at der stod PAUSE i min kalender. Her erfarede jeg, ligesom dig, hvor meget man falder til ro og lader sjælen vandre, når man strikker. Efterfølgende har jeg fået “smittet” min ældste datter – hun er også gået hen og blevet svært glad for at strikke. Så bliver det ikke bedre :-)
Kærlig Hilsen
Dorte Larsen.
Liselotte
18. november 2013 at 09:30Hvor er det skønt at læse din beretning Dorte – og det med at genfinde strikkeglæden er jo fantastisk! Jeg er også meget glad for, at jeg fandt min glæde ved strikken igen og ligesom dig, breder jeg mig også over flere felter. Det er godt at nyde og kunne :-)
Lise
14. november 2013 at 23:37Smukke ord, og smuk strik. Vil du dele lidt Info om kvalitet, strikkefasthed og mønster?
Liselotte
16. november 2013 at 10:10Kære Lise, der ligger adskillige stykker strik på billedet og du kan finde dem allesammen enkeltvis og med info, hvis du søger på strik i min sidebars søgefelt. God fornøjelse :-)
Lotte
14. november 2013 at 07:30Er lige kommet tilbage fra en rundrejse i Vietnam, og skulle lige med det samme sepå din blog. Du har et dejligt livssyn og er utrolig inspirerende , tak for det. Jeg savnede mit strikketøj, selvom der var 35 gr, at strikke giver en dejlig indre ro . Fortsat god dag til dig og alle de andre der kigger med her på din side. I dag vil jeg fortsætte på min lilla tempelblomst, som min datter skal have i julegave, en ide jeg har fundet her på din blog og garn fra garnudsalg. Mon ikke jeg også laver en til mig selv :)
Liselotte
12. november 2013 at 16:36Jeg har nydt hver eneste af jeres kommentarer herinde, for de vidner om, at vi finder stor glæde ved fordybelse uanset om det er med det ene eller det andet. Det var strik, der hjalp mig med at genfinde glæden ved fordybelse. Det er jeg så utrolig taknemmelig for :-)
Charlotte
12. november 2013 at 15:28Hvor er det godt at hende din lægen kender dig og fik dig i gang med at strikke igen;-) Jeg glæder mig til børnene bliver lidt større, så jeg har lidt mere tid til at strikke og hækle. Jeg når ikke helt de ting jeg gerne vil, men jeg ved at det nok skal komme. Når yngsten starter i skole til sommer, så bliver der mere tid.
Tak for din fantastiske måde at skrive på og dele din hverdag med os andre.
kirsten sørensen
12. november 2013 at 13:38Hej.
Hvor er det godt skrevet. Jeg nyder også at strikke. Jeg har heller ikke strikket i mange år, havde travlt med arbejde og børn- Nu er jeg blevet pensionist, og har tiden til det. Lige nu strikker jeg en trøje/ jakke af Hanne Falkenberg. Jeg tror den bliver rigtig flot. Du skriver rigtig flot om din hverdag.
Sidsel
12. november 2013 at 13:26Det er meget præcist skrevet! DU gav mig strikkeglæden igen. Og det virker mod stress. Meditativ. Du er fantastisk kvinde. Elsker din blog:-)
Bente
12. november 2013 at 11:56Smukt skrevet, Liselotte – det kunne lige så godt være mig. Jeg heler langsomt – og glæder mig over, at have strikketøj i mit liv igen… For jeg har også haft det lagt langt væk. Tak for inspiration, og for at måtte kigge med i dit liv :-)
Aslaug Mørk
12. november 2013 at 11:55Om det er strik, hækling eller broderi er underordnet. Det vigtigste er, at man finder glæden, roen og fordybelsen, som især er vigtig når man har været/er ramt af den forkerte stress. Jeg har i perioder benyttet mig meget af broderiet. Når jeg broderer finder jeg en helt speciel ro. Det at lave håndarbejde kan for mig at se også være en legitim måde, at sidde ned og slappe af på – for samtidigt laver man jo noget ;) Ikke fordi man skal have en undskyldning – for man passer jo bare på sig selv :)
FRØKEN LARSEN I/S
12. november 2013 at 10:18Det kan hverken siges anderledes eller bedre og vi er vist mange, der kan nikke genkendende til indholdet af dit fine indlæg – måske i virkeligheden uden helt at vide det.
Strik og håndarbejde er en kæmpe lise for sjælen, GODT at vi har lært det og kan gi´ det videre til vores børn og børnebørn, de SKAL s´gu…;0)
Kh. Lene.
Jane K
12. november 2013 at 09:41Årh, hvor din historie virker bekendt. Hjemme hos mig var det ‘kun’ en Autist og en ADHD’er der ‘stjal’ overskuddet, sammen med fuldtidsjob, uddannelse til Bachelor i økonomi. Så man kan sige, at noget af stressen er min egen skyld. Det er tilbage i 2006, hvor det hele vippede for mig. Stadig kan jeg hvis jeg ikke får strikket daglig, eller næsten daglig, blive i ‘strikkeunderskud’, hvis man kan kalde det sådan. Er måske ikke begejstret for ordet ‘stress’, da alle bruger det i flæng, og folk ikke ved hvad det reelt betyder at have stress. Men behovet for ‘alenetid’, ‘strikketid’ eller ‘nej-dag’ melder sig stadig hos mig, selv så mange år efter.
Mit strikkeri, blev i starten delt ud blandt børn og familie, indtil de var ved at ‘kløjs’ i hjemmestrikkede sokker (de kørte nemlig på rygradden). Så måtte jeg jo på nettet og finde på noget andet. Der faldt jeg over en gruppe der strikker til hjemløse (Rokken.dk). Efter et stykke tid begyndte jeg at aflevere det til den lokale ‘sociale-cafe’. De var glade, for der var også nogle med behov for varmt strik.
Camilla
12. november 2013 at 09:12Og her er det vist, jeg skal fortælle dig, kære Liselotte, at du inspirerede mig til at komme igang med strikningen igen, da jeg for snart mange år siden fandt dine udgaver af fls-trøjen og siden har strikket på livet løs. Så tusind tak for, at du fandt din strikkeglæde, og hjalp mig til at finde min.
En lydbog i ørene og penge og garn mellem fingrene, så er der mig-tid, som gør så godt :-)
Det virker, det skidt :-)
Lisbeth Arnbjerg
12. november 2013 at 08:45Du har i hvert fald inspireret mig til at gå i gang med at strikke igen. Jeg har – som du – holdt pause i mange år, men takket være din hjemmeside, som jeg i øvrigt læser troligt hver eneste dag, fordi du med dine indlæg gør mig så glad, er jeg kommet i gang med strikkeriet igen. Tak for det!
Helle Mortensen
12. november 2013 at 02:39Jeg kunne ikke sige det bedre selv, men det skal da ikke forhindre mig i at forsøge.
Det er tankevækkende, at så mange her fortæller om, hvordan de har strikket sig gennem sygdom, tab og stress. Vi opfatter ofte ordet ‘rekreativt’ som en modsætning til produktivitet, men det betyder jo egentligt ‘gen-skabende’. Det er min erfaring, at man kan bygge sig selv op igen – maske for maske. Hvis ikke – er man da i det mindste godt og varmt klædt på og det er vel heller ikke at kimse ad, når verden er af lave.
Janne
12. november 2013 at 01:56Lige præcis sådan har jeg det.
Stress og overbelastning – og min læge sagde det samme. Så jeg strikker og strikker og strikker. Og strikker lidt mere. Tak til dig for at dele hvordan du havde det, og hvor er jeg glad for at læse, at jeg ikke er helt tosset når jeg synes det hjælper til ro i hovedet :)
Henriette
11. november 2013 at 23:22Jeg har været der, hvor kroppen siger fra og lukker ned. En gang i mellem møder jeg mennesker, der spørger, om jeg er “blevet rask”. Jeg bliver aldrig rask som i: jeg får ALDRIG stress igen. Jeg skal bestandigt huske mig selv på, at jeg har en kapacitet, der er mindre, end jeg altid har troet. Din beskrivelse af stress ramte mig midt i maven med genkendelse: fantastisk præcist beskrevet!!
tak fordi du delte!!
Linda
11. november 2013 at 22:59Vise ord… Har ikke selv haft stress i sygdommes betydning, men bruger alligevel mine strikkepinde som ventil. Det er simpelt hen en perfekt metode til afkobling for mig.
Lene
11. november 2013 at 22:49Og kommentarerne her viser jo at du inspirerer ikke blot til at strikke men også ved at give ord til tanker, som andre kan genkende, tak :-)
Helle Gommesen
11. november 2013 at 22:47Godt du kunne strikke. Det har også hjulpet mig, da jeg blev syg. Jeg tænker tit, at det vel nok var godt, at jeg havde lært det som barn af min farmor. Hvordan skulle man ellers komme igennem en periode der var svær. Jeg havde heller ikke strikket i mange år, men da jeg blev syg og ikke kunne arbejde mere, fandt jeg heldigvis strikkepindene frem. Strikkede sutsko til alle dem jeg har kær. På den måde kunne jeg stadig give dem noget, følte jeg. Når man får det lidt bedre, finder man heldigvis også andre måder at vise det på, men når man ikke kan meget, så hjælper det.
Kh
Helle
Pernille
11. november 2013 at 22:44Det er vildt så meget strik kan. Så meget ro det kan give, så meget gavn for hele kroppen og hovedet og psyken.
Jeg strikker også altid. De få dage uden, mangler jeg noget. Kommer jeg sent hjem en af de dage, kan jeg ikke gå direkte i seng.. først skal jeg strikke. Ikke nødvendigvis mange centimeter, masker, pinde eller omgange.. bare fem minutter. Mindst :)
Tove Møller
11. november 2013 at 22:26Nyder at læse din blog og nyder din livsanskuelser så tak for det
Helle
11. november 2013 at 22:06Så smukt beskrevet :-) Jeg kan godt sige, uden at lyve, at du har inspiretet mig, først til at hækle, men også overbevist mig om, at jeg også kan strikke. Og det KAN jeg ???? TAK for det ! Der er helt klart plads til forbedring ;-) men det kommer …..
TAK fordi, du er dig <3
Marie-Louise
11. november 2013 at 21:25Ih, hvor ville jeg ønske at jeg kunne finde tilbage til den tid, hvor jeg ikke kunne sidde uden at have et håndarbejde mellem hænderne. Jeg er vist lige dér hvor jeg ikke kan finde den indre ro som tillader mig at tage tiden til det.
Smukke billeder du viser af strikketøj. Det kunne nu godt lokke mig til at forsøge alligevel….
Katrine
11. november 2013 at 21:08Et dejligt og ærligt skriv. Du er inspirerende på flere måder. Tusind tak for det.
Kh Katrine
Jane
11. november 2013 at 20:58Så smukt skrevet. Jeg deler din strikkepassion. Det er blevet en del af mig, og jeg elsker det. Garn mellem fingrene og pinde som kender deres vej. Det er skønt. Strik er afslapning af højeste karat. Tak for et smelt indlæg.
Gitte
11. november 2013 at 20:10Jeg er dybt inspireret af din blog. Tak fordi du deler alt det der er svært, men også det der er nemt og ligetil.
Efter jeg blev mor for første gang, er jeg begyndt at strikke. Pindende er i hånden hver dag. For mig er det temperamentet, der har lagt sig efter at pindende er blevet mine venner. Jeg er blevet bedre til mit arbejde. Roligere. Det er karma.. Tålmod…
Helle
11. november 2013 at 20:09Respekt Du skriver så godt og rammende.
Tak for den bedste blog, din er helt klart min favorit.
kh Helle
Simone
11. november 2013 at 20:07Rigtig godt beskrevet Liselotte.
For mig er det også mit pusterum, strik og hækling, det er skønt at lukke sig inde, og væk fra hverdagens travlhed. Bare mig og mit håndarbejde.
Ditte
11. november 2013 at 19:58Jeg har indtryk af, at vi er rigtig mange, der for alvor har taget strikkeriet op igen som følge af en stressdiagnose. Min historie ligner din til forveksling, bortset fra at jeg selv fandt min ‘medicin’. At skulle sidde stille er umuligt, når ens krop og hjerne løber løbsk. Strik er fantastisk for sjælen!
Lene L N fra Tyskland
11. november 2013 at 19:41Ja! Da jeg var ved at gaa ned med stress i 2007 saa begyndte jeg ogsaa at strikke. Kunne ikke längere rigtig fokusere paa noget, koncentrere mig… mit hoved var “mystisk” – da sagde jeg til mig selv at nu ville jeg läre at strikke sokker for jeg havde hört til en forälderaften i steinerskolen at det at strikke forbinder de to hjernehalvdele med hinanden (kort fortalt). Og jeg strikkede sokker og sokker og sokker :-) Og midt i det hele fandt jeg din blog – i sommeren 2007! Og tak for det, käre Liselotte. Det har bare väret saa dejligt at fölge med jer… ER stadig dejligt, og nu ogsaa med Garnudsalg. Fantastisk altsaa! Du er en dejlig een.
Dorte
11. november 2013 at 19:12Kære Liselotte
for 2-3år siden skrev jeg en kommentar om min glæde ved at læse din blog. Jeg kom til at skrive, at jeg endog overvejede at begynde at strikke igen efter 30 år uden strik. Du svarede, at jeg bare skulle begynde, for der fandtes ikke bedre. Siden har jeg strikket hver dag og ville ikke undvære det. Så tusinde tak for det.
Mange hilsner
Dorte
Sylvia
11. november 2013 at 19:09Du beskriver det så fint, Liselotte . Det er nemlig slik det er.
jeg har strikket konstant i 20 år nå. Og før det strikket jeg vel en til to plagg pr år, siden jeg var 14 år. Og som deg, har jeg det kreative i meg, og må få det ut på et eller annet vis.
min mann rister noen ganger på hodet, når han ser meg sitte og strikke etter en arbeidsdag , med litt huslige sysler når jeg kommer hjem, og så strikker jeg til slutt. Orker du det nå, spør han. Og det gjør jeg vel, for det er jo nå jeg slapper av.
jeg har også sagt til en lege som er garnkunde i butikken, at hun må dele ut garn istedetfor piller. Det leger mye bedre!
jeg ser du også har planten ” Pletter i luften” og jeg elsker den planten også. Du ser den sprudler og strekker seg mot lyset.
det grå garn og det grå strikkede ser så lekkert ut. Jeg kunne ønske jeg kledde denne grå fargen. Kanskje når jeg får mer grått hår?
imens, så strikker jeg videre…….
Kay
11. november 2013 at 18:47Kære Liselotte, det er sande ord. Jeg har også haft en periode i 80’erne, hvor strikningen gik i stå. Men da jeg så ventede min datter kom jeg igang igen. Og nu kan jeg slet ikke stoppe. Jeg stresser også af ved at strikke. Din flotte blog var også et startskud for mig til selv at oprette en blog. Så tak for god inspiration.
Sole
11. november 2013 at 18:27Stress og meditativ strik kender jeg rigtig godt ;-) Og saa vil jeg gerne gentage, at du for 5-6 aar siden, var en af de stoerste medvirkende faktorer til, at jeg efter 25 aars pause fandt strikkepindene frem igen……. og at jeg fik de gamle pinde skiftet ud med nyt og bedre grej…… og at jeg har et paent udvalg af garn paa hylderne ;-) Tak for det. Haaber din uge bli’r fantastisk!
Ulla Røjkjær
11. november 2013 at 18:27Hørt! Der er ikke noget som to ret, to vrang hvis der er for meget i hovedet… …En, to, en to, en to. Meditation på højt plan.. Og jeg mener det!!
Jeg ved ikke hvordan jeg var kommet igennem uden mine pinde og garn.
Hanne Mark
11. november 2013 at 17:40Meget rammende og præcis skrevet LiseLotte. Har det på samme måde……blot ingen strikke-pause fra jeg var 10 år og til nu(61). En god dag skal indeholde mindst 15 min strik ….dog de fleste dage flere timer :-) . Og tak for din blog,dine ord, ideer, dine fortællinger om stort og småt……alt til megen inspiration for mig. Kh Hanne
Sanne
11. november 2013 at 17:23Så sandt som det er skrevet !
Tænk, at man med lidt garn og 2 spidse pinde kan få både ro i sjælen og klædeskabet fyldt op :-)
Helle Quentin
11. november 2013 at 17:02hvor fint sagt, kunne næsten være min historie,sikker på at mit strikke tøj har redet mig fra at gå ned med flaget, man sider så godt og funderer med det i hænderne,:-)
Solveig
11. november 2013 at 16:44Så sant, så sant!!
Eg har og vore der du har vore, også min medisin var strikk, saum og hekl… Kreativitet og skaparglede er god medisin.
No er strikk, saum og hekl ei nødvendig kvardagsglede :)
Ha ein god strikkedag!
Solklem
Lise
11. november 2013 at 16:24Jeg har gennem mange år strikket lidt, men jeg har aldrig været særlig dygtig – og forstod nok heller ikke helt, hvad det var jeg lavede udover at følge opskriften slavisk. Lysten til strik kom altid op i mig om efteråret – så skulle der hygges indendøre med strik. Men jeg havde indtil sidste vinter nogle år, hvor jeg slet ikke havde strikkepindene fremme – til en dag en veninde viste mig nogle hjemmestrikkede sokker. Så kom jeg i gang igen. Og jeg har haft pinde i hænderne i hvert ledigt øjeblik siden. Det er virklelig afslapning for mig…
Jeg brugte nettet til at søge efter ideer til, hvad jeg bare måtte lave – og faldte heldigvis over din side. Hold nu op hvor laver du mange skønne ting – flere er kopieret og andre er på to-do listen. Og så er det jo skønt, at man aldrig skal lede særligt længe efter passende garn ;)
Udover dit strik, så nyder jeg din legen med ordene og måden du skriver på – og selvfølgelig de skønne bileder. Du er en sand fornøjelse at følge – tak Liselotte :-)
Conny
11. november 2013 at 16:23Har lige opdaget strikkesangen med Verdensklasse, og selvom man aner en snert af ironi, er det meget genkendeligt. Min strikkehistorie er lidt i retning af din, dog uden stressdiagnose, men strik er for mig også meditativt: og en nærmest daglig fornøjelse :)
Susan
11. november 2013 at 16:22Deter den bedste form for afslapning…jeg har leddegigt og mine venner spørger ofte hvordan jeg det kan være, at jeg kan strikke når jeg har så ondt i mine hænder. Og svaret er, at det gør ondt uanset om jeg strikker eller ej !!
Så jeg fortsætter ufortrødent mit strikkeri ………..og lader mig fyldes af glæde over hvad mine hænder kan frembringe. Det er intet mindre end fantastisk !!!
Anette Kristensen
11. november 2013 at 16:20Hej Liselotte
Hvor er det flot skrevet og jeg forstår dig til fulde har selv været nede med stress og har fået fibromyalgi oveni og jeg har altid strikket meget og har igen fået glæden ved det tilbage det har været ca. 2 år kun med retmasker og opskrifter som var meget små helst ret og rundpind. Jeg har tidligere kunne meget med mønster dette er ved at vende tilbage men nu skal det være tegnet idet jeg har svært ved at læse mig til en opskrift. Men helt sikkert strik er den rene meditation. Jeg tror livet er ved at vende tilbage men det har været svært ikke at kunne det man har kunne i 28 år på arbejdsmarked og afventer stadig en arbejdsprøvning selv om det som jeg har brug for er ro i sindet men svært at finde når der bliver trukket i. Har 3 børn og mand og hus så bare hverdagen er en opgave i sig selv.
Sandra
11. november 2013 at 16:15Tak fordi du deler – et meget fint indlæg – og ja, jeg er nødt til at starte nu – jeg kan jo egentlig lide det, af de samme grunde som dig – der er noget meditativt over strikkeriet, man sidder stille men laver noget. Jeg må finde noget garn i gemmerne, og strikke. Så absolut :), kh.
Lise Andersen
11. november 2013 at 16:14Ih, hvor jeg genkender meget i dit indlæg(også)i dag. Jeg finder også dejlig ro ved at bruge mine hænder til det stillesiddende kreativitet. Det har hjulpet mig igennem det sidste svære år hvor jeg har været igennem en hård kemo, operation og strålebehandling for brystkræft. Jeg har desværre ikke fået givet så mange kommentere til dine gode indlæg men har fuldt med på sidelinjen. Håber at du fortsat har lyst til at fortsætte med at dele din hverdag med os herude.
Connie // Larsens Blog
11. november 2013 at 16:06Er selv stressramt nu, så kan nikke genkendende til det du skriver. Strikning dur bare ikke for mig … jeg løber i stedet for … ud i naturen … det afstresser totalt – for mig :-) Det gælder om at finde lige præcis det der virker for en selv … jeg ville ønske, at jeg kunne strikke, men så er jeg kreativ på andre måder :-)
Berit
11. november 2013 at 16:00Jeg har og er stadig i den situation, hvor helbredet skranter. Jeg har været igennem 10 maveoperationer, og de første er fejloperationer.
Jeg gik simpelthen ned med flaget og har meget svært ved at komme ovenpå igen, for har fået lagt et stort “net” ind, for at holde på min bugvæg, da den er blevet ødelagt af alle de operationer. Så min hverdag er fyldt med smerter og den eneste måde jeg finder fred på er, at strikke! Jeg elsker at sidde og læse din blog og den inspirerer mig meget til , hvad jeg nu skal strikke ;-) Samtidig går jeg ikke udenom garnudsalg, når der skal provianteres til nye projekter ;-)
Tusinde tak for den fantastisk blog du har ;-)
Anne Holtegård
11. november 2013 at 15:54Jeg tror, vi er mange med en tilsvarende historie!
Jeg fandt også helse i strikkeriet. Og derefter genfandt jeg lysten og evnen til at være kreativ.
Tak for at dele din historie. Hvor er situationen fint beskrevet.
Britta A.
11. november 2013 at 15:50Så smukt beskrevet, Liselotte ! Det virker fantastisk godt for sjælen, når den er stresset :-)
gittesp
11. november 2013 at 15:40TAK fordi du deler :-)