Morgenhygge i stort format: Before They Pass Away

Morgenhygge er at sidde stille ved bordet og have tid til at lade de sidste dage synke ind. Annemette rejste retur til Sjælland i går aftes. Det har været så dejligt at have hende her. Det sker kun med mange års mellemrum, at hun er her på hverdage, så hun har ikke været her, siden Kenneth startede garnbutik. I denne uge fik hun på alle måder sin ilddåb, for han valgte at udsende nyhedsbrev og det betød, at Annemette blev indskrevet i arbejdsstyrken og derfor var med inde og pakke i et par dage.

Hun gjorde det rigtig godt. Hun er selv nervøs for, om hun har lavet fejl, men med hendes omhu, er vi ikke spor nervøse og hendes hjælp var uvurderlig. Vi er hende meget taknemmelig og vi er utrolig glade for, at vi fik lejlighed til at vise hende vores hverdag. Det er fint at snakke om og forklare, men forståelsen er en anden, når man selv har været der og har prøvet det, så fremover bliver det noget helt andet at tale hverdag sammen. Jeg har også været med på Annemette job og har både fysiske rammer og ansigter på, når hun deler. Det er rart.

Annemette havde en gave med. Det er nemlig sådan, at jeg har fødselsdag om et par dage. Hun og Heidi kommer hjem til jul, så de kommer naturligvis ikke også til min fødselsdag. I stedet havde Annemette gaven med. En kæmpestor én af slagsen. Den var mere end almindelig tung, helt og aldeles umulig at håndtere og alt, alt for spændende til ikke at pakke op, så det gjorde jeg.

I den store pakke lå en overraskelse. En på alle måder STOR overraskelse.

Kan du huske, at jeg skrev om Jimmy Nelsons passionerede projekt Before they pass away? Der er lavet en smuk bog i forlængelse af det. Det var den, der lå i pakken. Jeg ELSKER den bog allerede. Morgenens læsning blev gjort ved bordet i køkkenet, for det er ikke en bog, man sætter sig i sofaen med. Den er stor og tung. Den kræver et bord, god tid til fordybelse og gerne en kop varmt at drikke. Den fortjener det.

Jeg forsvinder ind i bogen. Jeg bliver optaget af detaljer. Billederne er på alle måder dragende og føde til fantasien. Jeg spinder historier. Jeg undrer mig. Der opstår konstant spørgsmål, jeg forsøger at finde svar på.

Jeg opdager, at mange af de stammer, som færdes barfodet i skovbunden har meget, meget store fødder. Brede, muskuløse fødder. Det giver mening og jeg fryder mig stille over, at jeg stadig har skærpet visuel opmærksomhed.

Jeg læser sultent om andre måder at træde livet. Jeg fascineres. Jeg tænker, at livet kan være både enkelt og kompliceret. Alle steder.

Jeg husker katastrofen på Filippinerne og jeg bliver taknemmelig over, at jeg er født og lever i et af verdens smørhuller med en helt anderledes grad af tryghed på alle fronter. Jeg lukker bogen og beslutter mig for, at jeg kan nå at fylde vaskemaskinen, inden Oline står op og insisterer på at bruge den.

Bogen ligger stadig på bordet. Den ligger og venter på, at jeg får et øjeblik. Det får jeg. Jeg skal bare lige …