55

For fireogtyve år siden…

For fireogtyve år siden gik jeg op og ned ad lange gange, mens veer hjalp min førstefødte ind i verden. For omtrent hver ve, måtte jeg overgive mig til kvalmen og jeg var heldig, at jeg endnu ikke vidste, hvor mange timer endnu, jeg skulle have det sådan. Jeg vidste bare, at nu var det endelig ved at være virkelighed. Om lidt ville jeg være mor og Kenneth far. Vi glædede os. Endelig glædede vi os.

Vi havde i månederne forinden været gennem et forløb med først glæde, så angst og usikkerhed for, om vores barn var sundt og rask og så endelig forløsningen, da lægerne fortalte os, at der intet var galt med fosteret og vi bare skulle glæde os. I dag skulle det endelig være.

Jeg snuppede en helt klassisk førstegangs-fødsel og stred mig gennem 12 timer, inden Alexander endelig kom til verden. Det smukkeste barn, jeg nogensinde havde set. Sådan har mødre det heldigvis. Vi elsker vores egne og vi synes, at de er noget ganske særligt.

Det skulle vise sig, at Alexander var noget ganske særligt.

De efterfølgende år blev fulde af håb, fortvivlelse og angst. Siden blev de til stædig insisteren på livsglæde og livskvalitet. Vi ville at livet skulle være dejligt, sjovt, farverigt og fuld af oplevelser og det lykkedes os i den grad at holde fast i og leve efter den overbevisning. Vi havde et dejligt, rigt og varieret liv i selskab med Alexander. Et liv fuld af overraskelser. Et liv, som lod os vokse i rollen som de omstillingsparate, seje og stærke forældre, som kunne og måtte håndtere alle de udfordringer, livet bød på. Vi var unge og stærke.

Kort tid før Alexanders første fødselsdag havde vi fået besked på, at han aldrig nogensinde ville opleve at fylde et år. Derfor blev hver eneste fødselsdag fejret med manér og triumf. Et år. To år. Tre år og så videre …

Alexander døde seksten år gammel. Det måtte være sådan, men jeg ønsker ofte, at tingene havde været anderledes. Jeg kigger på mig selv i spejlet og tænker på, om jeg ville have set anderledes ud, hvis Alexander stadig levede. Hvis Alexander havde vist sig at være en stærk, ikke-handicappet dreng ville han have været en voksen 24-årig mand netop i dag. Jeg ville måske ikke have været den, der skulle fejre fødselsdag med eller for ham. Måske havde han kæreste, han boede sammen med. Måske havde jeg været farmor. Måske…

Du vil sikkert også kunne lide