Fra drøm til virkelighed

I går morges vågnede jeg og brød ud i gråd. Det sker heldigvis så sjældent, at jeg ikke husker sidste gang og det handler oftest om, at jeg vågner fra et mareridt af en slags. Det var ikke tilfældet i går.

Jeg var vågnet fra den dejligste drøm. Kenneth og jeg lå helt tæt og på Kenneths mave lå Alexander. Vi havde ligget stille længe og nød bare hinanden og det at være tætte. Vi grinede. Jeg kildede Alexander, som brød ud i hvin og grin hver gang. Det var, som det skulle være. Det var en typisk søndag morgen, inden Oline kom til. Alexander var lige akkurat som på billedet nedenfor.

Han var den skønne, milde og livsglade dreng med lys til spas, som jeg elskede at dele søndag morgen med. Han var buttet, krøllet og med øjne så sorte som svesker. Øjnene slog smut og kroppen stivnede, når mine hænder nærmede sig, for han vidste, at om et øjeblik kom gyset.

Verden var ikke af lave…

Det er mere end syv år siden vi mistede Alexander. Jeg græder stadig floder af tårer over, at vi ikke skulle se Alexander forvandles til voksen. Såret heler aldrig.

På overfladen er der kun arret tilbage, men der skal ikke mange stød til, før det igen begynder at bløde og drømmen her kom ikke fra ingenting. Vi fjerner de sidste rester af Alexanders hjælpemidler i disse dage. Det gør mig ikke ked af det. Det gør mig glad. De skal ikke hele tiden minde os om, at Alexander havde nogle svære år til sidst. De skal fjernes og give uhindret plads til drømme, som den jeg havde i går. Drømme hvor jeg husker, hvor fantastisk det var, at vi fik lov til at lære Alexander at kende og hvor taknemmelig jeg er, for at få lov til at dele livet med ham i næsten sytten år.

Jeg smiler, når jeg kigger på billedet ovenfor. Mine øjne fyldes med tårer, men jeg smiler, for jeg husker de år. De var fantastiske.