Marché Gourmand. Der er en første gang for alting

Præcis klokken 19 i går stævnede hele familien ud fra den franske matrikel for forsøgsvis at holde trit med to lokalitets-erfarne bilister. Det er ikke nogen nem opgave, men det lykkedes ikke at sakke agterud og vi endte oppe i St. Marcel du Perigord, en lille landsby, som i går var klædt på til aftenens Marché Gourmand med borde og bænke sat op omkring byens centrale plads, under mægtige og alderstegne træer.

Man medbringer selv tallerkener, bestik og glas. Bænke og borde er til fri afbenyttelse og man sætter sig bare, hvor man har lyst. I går mødte Carla naturligvis en masse venner, men hun sørgede lige for, at vi blev bænket solidt omkring et af bordene, inden hun gik ud i sommeraftenen for at finde Jan, hendes mand.

I går havde vi blandt andet selskab af en 84 årig professor og hans festbombe af en senil og døv kone. De er hollændere og ligesom Carla, vores nabo, faldet for Dordogne og kommer her fire gange om året. Professoren er forlængst gået på pension og nu handler det vist mest af alt om at nyde livet. Det er vel rimeligt, når man husker, at der vel ikke er uendeligt mange år at tage af, når man er fireogfirs, men han kunne nu sagtens blive hundrede. Han var sprød endnu.

Professorens kone talte til os på en blanding af hollandsk, fransk og engelsk og jeg har da sjældent grinet så meget, som når hun ville dele et eller andet med os, for hun kunne under ingen omstændigheder styre sprogene og det var bare med at følge med, men det gik ganske udmærket og det var få gange, jeg måtte bede hende gentage.

Fordi det er et åbent arrangement, kommer der folk fra de nærmeste byer for at deltage. Man kan se venner mødes med hinanden og der er et leben omkring bordene.

Oppe bag bordene på en lille, åben plads var så alle boderne, hvor man valgte mellem byens tilbud om mad. Et Marché Gourmand er oftest et arrangement lokalsamfundet selv står for og det vil typisk være sådan, at overskuddet går til f.eks. byens børnehave, ældre-center eller nye bænke i byens park. Man sælger mad og drikke og lader overskuddet komme alle til gode.

I går aftes kunne man blandt andet købe en skøn, fyldig salat med and, smørstegte croutoner, sprød salat, solmodne tomater og on-the-side en hjemmelavet, krydret og utrolig velsmagende foie gras, som vi alle spiste med snerten af dårlig samvittighed, fordi vi ikke vidste, hvordan den er produceret. En af deltagerne i fællesspisningen så, at jeg så lidt betænkelig ud og forsikrede mig om, at denne foie gras ikke var fremkommet ved tvangsfodring, men at disse dyr havde været fritgående gæs og hun personligt kendte landmanden. Lokalt er man altså klar over, at der er et problem med produktionsformen. Det er da en trøst og du godeste, som denne udgave smagte dejligt og det var måske fordi, den ikke var nær så fed, som den man ellers præsenteres for. Dem spiser vi aldrig.

Man kunne også få en kæmpestor portion Moule Frites, en enorm steak med et bjerg af pommes frites, et bredt og solidt udvalg af de lokale oste, pandekager, forskellige brød, tørrede frugter og oliven af enhver art. Til alt det kunne man drikke den lokale vin. Der var simpelthen noget for enhver smag.

Jeg gjorde store øjne… eller noget …

I hvert fald syntes jeg, at det var herligt at sidde lige der, under et stort, smukt træ og i godt selskab og spise en fantastisk salat, drikke rosé til kinderne begyndte at brænde og iagttage hvordan Oline fra at være genert blev udadvendt og talende, når hun greb chancen.

Byens lokale Dj kom også på banen. Ikke at han var specielt talentfuld og erfaring med udstyret skal han i hvert fald ikke prale af fremadrettet, men han lagde ud med Kim Wildes Kid’s in America og så var stilen ligesom lagt. Oline var flad af grin, for det var simpelthen musik fra en svunden tid, men tog man et kig på vores Dj, var han det samme. Han spillede samtlige franske bidrag til MGP siden 1982 og vi var ikke de eneste, der fandt det morsomt. Carla var god at grine sammen med.

Ud på aftenen ankom byens borgmester. Det er ham med den pink polo-shirt og den nonchalant placerede sweater. Han er på valg om et øjeblik, så han var nok ude at gøde jorden, tror jeg.

På dette tidspunkt var det også, at jeg fik forklaringen på vores Dj’s lidt bizarre valg af åbningsnummer. Lige oppe bag bladhænget ligger et beskedent, men malerisk hus, som er Kim Wildes lille refugium og har været det gennem en lang årrække. Det er man i byen meget stolte af og derfor hylder man altså kvinden bag firser-hittet ved hver eneste givne lejlighed ved at afspille Kid’s in America. Det er hun da sikkert slet ikke træt af …

Mætte, glade og tilfredse trak vi os tilbage i god ro og orden, da vi nærmede os klokken sent. Natten var ved at falde på og mørket havde sænket sig, da vi kørte hjem ad små, snoede og smalle veje gennem et smukt, velduftende Dordogne. Vi var mætte af både mad og oplevelser.

Det kan varmt anbefales at deltage i et Marché Gourmand, hvis du nogensinde får chancen. Det er stemningsfuldt, hyggeligt og du er med sikkerhed velkommen.