Et håndgribeligt minde købt i Issigeac

Jeg holder meget af keramik. Tungt lertøj er en af favoritterne og med glasur som ovenfor, er jeg solgt til stanglakrids.

Fadet er købt på søndags-markedet i Issigeac; det bedste marked jeg hidtil har været til. Her var den dejligste stemning, ikke overfyldt og fuld af lutter gode sager. Blandt udvalget var også keramik, men det var mere held end forstand, at jeg kom forbi Sylvain Drouots bod, for faktisk havde vi omtrent opgivet mere marked. Det regnede. Det øsede ned ubønhørligt og vedholdende faldt regnen i store, tunge dråber, som trængte gennem alt det sommertøj, vi havde på. Vi var lige enedes om en sidste, hurtig tur ned ad en lille, smal gade, vi endnu ikke havde set. Den ville føre os ned omkring kirken, hvor alle pile-fletterne var samlet og dem ville Hanne og Preben gerne se.

Halvvejs gennem gaden faldt mine øjne på fadet. Jeg forelskede mig ved første blik, for dette er vist min absolutte yndlingsfarve og den falder altid i min kurv, hvis jeg får chancen. Den er vel sådan en mellemting mellem blå og grøn, men vist mest blå, men måske mest grøn og egentlig sådan helt ubestemmelig, men absolut ganske bestemt, for jeg er helt klar over på sekunder, om det er den helt rigtige farve. Det var det denne gang.

Fadet købte jeg og det lille, smukke og nærmest bladformede miniature-fad fik jeg som gave. Jeg elsker dem begge. De har været i brug hver dag siden vi kom hjem. De gør mig glad, hver eneste gang mine øjne falder på dem. Farven gør mig glad. Minderne om en vidunderlig ferie gør mig glad. Sommervejret, som tillader mig at bruge fadet ude på terrassen til sommersalater, pølse og ost gør mig glad. Mit nye job gør mig glad. Faktisk er jeg vist egentlig bare ret glad. Det er en god dag ♥