Hvad laver man egentlig i Dordogne?

Somrene i Dordogne er normalt lange, varme og rige på solskinstimer. I år var sommeren flyttet fra Sydeuropa til Nordeuropa og det har været en fornøjelse for de af os, som har nydt godt af det skønne forår og den tidlige sommer og ikke mindst for de, som hjemme har nydt den fantastiske, varme sommer.

Vi sad i Dordogne med sommervejr, som langt hen ad vejen mindede om det danske, vi allerede kender så godt; halvkoldt, vådt og ustabilt, men der var en vigtig forskel og det var temperaturen, når solen brød regnvejrscirklen, for med det samme var vi oppe på næsten de tredive grader og det kunne blive sommer på et øjeblik. Måske afløstes det igen af regn, men sommeren var der hele tiden og vi nød den i små-bidder.

I starten af ferien var vi på skrømt lidt bekymrede for, om der da nogensinde blev tørvejr i Dordogne igen. Vi kunne konstant læse advarsler om, at floderne ville løbe over deres bredder og det regnede ganske rigtigt hele tiden, men sjældent voldsomt og egentlig nød vi bare, at der ikke var frygteligt varmt.

Efter en dags tid eller to besluttede vi os for, at det egentlig var rigtig heldigt med al den regn, for den afstedkom temperaturer, der var udholdelige og det gav os lejlighed til at komme ud og opleve lidt af området. Det benyttede vi os af og i de første mange dage, var vi på adskillige ekskursioner og nød, at det var en mulighed.

Vi oplevede en masse og spiste skønne frokoster på små, listige steder. Vi drak kaffe med bjergtagende udsigter og vi nød franske konditorkager med stor begejstring. Vi spiste utrolig god mad, lige meget hvor vi vendte os hen. Vi har endnu ikke oplevet et skuffende måltid i regionen. “Den slags er livet ganske enkelt for kort til i Dordogne”, som en indfødt proklamerede en aften, vi var ude at spise på et lille, nedslidt hotel i Lalinde, ved floden Dordogne. Vi fik det skønneste måltid siddende midt i en spisesal, der havde kendt absolut bedre dage og med forventningerne skruet helt i bund, men der er ingen smalle steder i Dordogne. I hvert fald ikke på madsiden.

Vi var på museer. Vi var på byture. Vi var ude i landskaberne og indsnuse duften af korn, solsikker og gavmild muld. Vi travede gennem skovtykninger, passerede engdrag og hilste på køerne oppe ved bonden for toppen af vejen.

Vi blev inviteret med til jazz-koncert. Vi blev introduceret til Marche Gourmand. Vi hilste på mennesker, vi genkendte fra sidste sommer og vi nød friheden, der ligger i at kende nærområdet.

Vi beundrede kastanjehegn og travede skyggerne lange under velvoksne valnøddetræer. Vi spiste solmoden frugt på en bænk i solen inde i Bergerac og vi drak koldt, når vi trængte.

Vi lavede absolut ingenting, når vi trængte til det. Vi lyttede til stilheden og vi drak kold rosé. Vi læste, spillede og jeg strikkede. Vi øvede os i at lave ingenting. Vi blev ret gode til det.

Vi har rejst i Frankrig hele vores voksenliv. Vi har været her og der. Vi har opdaget, at Frankrig har noget nyt til os, hver gang vi trænger.

Nu er Dordogne kommet på vores fælles kort over besøgte regioner i Frankrig og det er slet ikke skidt. Vi er vilde med at bo ude på landet, hvor alt er stille og vi skal beregne en halv times tid for at tage ind og handle. Vi kan lide, at vi er alene og uforstyrrede. Vi elsker, at der ikke er noget at lave. Det er alderen. Det ER det! Det er egentlig i orden med mig.

Skulle du have lyst til at besøge en imødekommende, forholdsvis billig og gastronomisk imponerende del af Frankrig, kan det lønne sig at lede efter sommerbolig hos englænderne. Det er alligevel dem, der ejer halvdelen af det, der udlejes dernede og der ligger masser af gårde, som udlejer gamle dueslag, smukt ombyggede lader og charmerende lofts-lejligheder. Det er bare i gang med at lede  ;-)