31

En videre horisont

Japansk Løn

Min udlængsel er ikke blevet mindre de sidste par døgn, men jeg er ikke stukket af. Endnu …

Til gengæld er jeg blevet klogere på Japan. Jeg har fået en videre horisont. Vi har haft gæst fra Asien. En dejlig gæst fra Hiroshima, for at være helt præcis. En smuk, vittig og nysgerrig kvinde faldt ned i vores turban og vi var ikke sene til at udnytte det, så i stedet for at efterlade hende til hotelværelset i centrum, inviterede vi hende hjem til mad og dansk hygge. Det ville hun mægtig gerne.

Da hun ankom, spurgte hun genert, om hun måtte tage billeder. Hun havde skrevet med sin veninde hjemme og fortalt, at hun skulle hjem og besøge en dansk familie. Veninden ville så gerne, hvis hun undervejs kunne tage billeder, for hvordan bor man? Hvordan spiser man? Hvad laver man, når man er sammen… og sådan havde strømmen af spørgsmål nærmest været uendelig. Selvfølgelig måtte hun tage billeder.

Hun glemte det. Hun var vild med Oskar og meget fascineret af dansk kultur og i det hele taget vores livsstil, som er så fremmed for hende, at det ind imellem blev svært for hende at forstå. Vores badeværelse var på størrelse med hendes lejlighed. Hun forstod slet ikke, da vi fortalte, at vi har mange ugers ferie hvert år. Hun har 4 dage om året. Hun var frygteligt bange for, at hun nu forhindrede os i at arbejde, når hun sad der ved langbordet og optog os. Hun arbejder selv på hverdage fra klokken 7-22 og lige nu var hun sendt på forretningsrejse til Europa og hjemme på hotellet lå computeren med mere end 400 mails, som skulle besvares i løbet af det næste døgn. “Heldigvis flyver jeg hjem i morgen og det varer det meste af et døgn, så jeg tror, at jeg kan arbejde mig gennem det, inden jeg er hjemme igen”, var hendes alibi for at sidde og slappe af.

Hun bor sammen med sin kæreste. Det har de gjort i 6 år. Hun kender ham ikke. Hun ser ham sjældent. For fire dage siden sendte hun ham en sms, for at fortælle ham, at hun tog til Europa nogle dage. Han har endnu ikke læst den sms. Han arbejder i døgndrift. Han tager hjemmefra før seks om morgenen og er normalt ikke hjemme før efter midnat – og her er der ikke tale om, så i det mindste at holde weekend. Han er meget, meget heldig, hvis han har nogle timer fri en søndag ind imellem.

Yuko drømmer om børn. Den drøm visner lidt for hver dag, der går, men som hun siger: “Mon det er ham, jeg skal have børn med? Det ved jeg jo ikke engang, for jeg kender ham ikke. Vi ses aldrig!” og hun forklarer, at der ikke er noget usædvanligt ved deres arbejdsliv. “Sådan er vi i Japan”, siger hun. “Vi lever så fattige liv! Det er så sørgeligt!” og lige der forstår vi, at Yuko ikke snakker om penge, men om menneskelige relationer, socialt liv, venskaber og nærhed. “Vi japanere er ensomme”, forklarer hun. “Vi taber langsomt vores kulturelle værdier og en af dem har altid været, at vi var tætte med hinanden. Familier boede sammen og holdt af hinanden. Vi hjalp hinanden. Nu skal vi være vestlige og konkurrere og det er svært, så vi arbejder alt, alt for meget og taber alt andet på gulvet”.

Vi bliver stille en stund. Der er ikke meget at sige til det, hun fortæller. Hun har ret, synes jeg. Det er et fattigt liv, hun lever. Hun spiser alene hver aften, selvom hun har en kæreste på sjette år. Hun drømmer om børn og ved, at er hun heldig og når det, inden det er for sent, bliver hun fungerende alene-mor og børnenes far bliver en underlig, fjern mand, de sjældent vil se. Hans arbejdsliv kommer ikke til at forandre sig de næste mange år. Det er sidste udkald for drømmene, men er de værd at forfølge?

Jeg sender Yuko en stille tanke denne gråvejrsonsdag. Hun sidder formentlig i himmelrummet et sted over gråvejret. Mon hun tænker over sit liv? Jeg ved, at jeg tænker over det. Hun har gjort stort indtryk.

Yuko er et spændende bekendtskab og hun udvidede vores horisont betragteligt på sådan en helt almindelig tirsdag aften midt i oktober. Jeg føler mig på alle måder rig, efter mødet med hende.

Du vil sikkert også kunne lide