Det er ikke så skidt endda

Søndag eftermiddag faldt jeg ned af verdens mindste trappe. Omtrent.

Vi bor på en gammel gård. Vi spadserer mellem stuehus og gamle stalde. Normalt helt problemløst, men med små højdeforskelle at forcere. Et af dem så stort, at der må et trappetrin til. Et trappetrin, der allerede var etableret, da vi flyttede ind. Et hjemmestrikket, lidt morsomt og temmelig skævt, men også meget karakterfyldt trappetrin med charme og tømret sammen af genbrugstræ og syvtommersøm. Cirka.

I går løsnede det sig pludseligt og uventet. Det forsvandt simpelthen under mig og jeg faldt. Så overraskende var det, at jeg slet ikke nåede at tage fra, men bare faldt uforberedt og tungt. Jeg ramte kanten mellem køkken og arbejdsværelse. Klinker holdt. Beton tog ingen skade. Jeg fik et slag, så jeg tabte pusten og blev så stille, at Oline reagerede mere på stilheden end larmen forinden.

Siden har jeg haft den blandede fornøjelse at være i meget tæt kontakt med min krops trang til at gøre opmærksom på sin evne til at smerte. Mine rygstykker antager smukke farver. Jeg kan mærke, at jeg lever. Det er ikke så skidt endda.