Til aftensmad på Vrads Station

Vi var til dejlig aftensmad på Vrads Station i går. Faktisk var det Amanda, der inviterede og vi tøvede ikke det mindste. Vi fik den smukkeste køretur ned gennem landet og da vi kørte af motorvejen fik vi – med vores nye GPS – en meget, meget smuk og temmelig alternativ rute ind gennem de bløde bakker omkring Gammel Ry og ud og ind gennem småbyer, som ikke var større end tobak for en skilling. Danmark er det smukkeste sommerland.

Sommeraftenen var ikke generende varm, så vi sad indenfor, men når man ind imellem trådte ud på perronen og trak luft, var vejret faktisk helt igennem vidunderligt og duften er helt sin egen i et stykke skov som det, Vrads Station er placeret i. Det er et vidunderligt sted at komme og stilheden er skøn at lade sig indhylle i, fordi det så sjældent sker, når man er fra storbyen.

Der er voldsomt hyggeligt på stationen og maden er altså bare fantastisk. Anne er så utrolig dygtig til det her. Det glæder mig hjerte at se, at hun er kommet hjem og lever drømmen. Det er hårdt arbejde. Hun slider. Hun slider virkelig, men hun gør det med smil på læben, for hun kan lide det. Jeg kan lide, at hun er glad og jeg glæder mig over, at hun har skønne piger, som er søde til at give en hånd med, for Huxi gider kun spise og ikke hjælpe det mindste, men allerbedst er det at vide, at det her bare dur. Det er godt og det er rigtigt. Anne er glad og det mærkes i hver en krog af stationen, som er blevet så utrolig fin og helt i Annes ånd. Det er som at komme hjem at sætte sig til bords og straks man lander, omsluttes man af Annes ønske om altid at give sine gæster det allerbedste. Jeg elsker det.

Vi kunne ikke blive for længe. Oskar var alene hjemme. Vi kørte retur ved 23-tiden. To timer har vi hjem, så der skulle være plads til, at vi nåede hjem og lufte, inden uheld. Det gik sagtens og han var glad, da vi kom retur. Da vi spadserede i sommernatten, var vejret faktisk slet ikke så tosset. Vindstille gør en del for tilforladeligheden.

I dag er søndag. Jeg skuler til himlen, for hvor pokker er den sol, jeg ville sidde på terrassen og nyde med mit strikketøj og en kop kaffe? Jeg spørger bare!