Jeg ved ikke, hvad det er med mandag, men den vil sjældent, som vi vil. Så meget ved jeg.
Uanset hvor velforberedte vi er. Uanset hvor mange mennesker vi stempler ind om morgenen. Uanset hvor ihærdigt vi organiserer, aftaler og uddelegerer, så vælter den mandag altid. I dag er ingen undtagelse. Dagen er for længst væltet og ingen er helt uden blå mærker, men vi lærer alle at være omstillingsparate og vi flytter os til steder, hvor der er behov og sådan kommer alle omkring de fleste arbejdsopgaver i løbet af årets mandage, for som sagt går intet, som spået.
Om lidt lukker og slukker vi for arbejdsdagen. Vi er alle brugt op. Ingen kan længere tænke en lige tanke og vi er enige om at kapitulere og kalde det for en dag. I morgen kommer endnu en.
Jeg glæder mig til en kande te til min ømme hals. Jeg glæder mig til sofaens bløde hjørne og strikketøjets monotone gentagelse, som gør en udmærket hjerterytmestabilisator. Jeg glæder mig til at sidde lige så stille i mørkningen med et tændt stearinlys og Alexander i tankerne, for der er han meget i disse dage. Jeg savner ham, så hjertet gør ondt. Der er ingen forklaring. Sådan er det bare. Jeg er hudløs. Så kommer han. Mit hjertes glæde og lykke og ham, som gjorde mig voksen og hel. Hans søster vedligeholder alt det fine, de sammen skabte i mig. Jeg elsker dem ♥
6 kommentarer
Karina Simonsen
4. april 2016 at 19:46Det første lyder bekendt! Er også glad for, at jeg er hjemme nu efter en lidt anstrengende kaotisk mandag.
Det sidste får mit hjerte til at bløde og øjnene til at blive våde… Du forstår at formulere det så fint. Kan kun forestille mig din smerte. Sender kærlige tanker til jer.
Liselotte
5. april 2016 at 10:00Tak Karina og alle er ovenpå igen og klar til at tage livtag med tirsdag :-)
Catarina
4. april 2016 at 18:09Det lyder som noget a la mine mandage, de er også altid en smule kaotiske og jeg kommer sjældent hjem til tiden – men man lære af leve med dem. ;-) Nyd aftenen og teen, som jeg håber snart lindre :)
Liselotte
5. april 2016 at 09:58Mandage er bare sådan lidt benspænder-agtige og de slutter som regel sent for mit vedkommende, men i går var alle enige om at kapitulere og gå hjem, for vi kunne ikke mere. Det var en klog beslutning. I dag er vi alle klar igen :-)
Anita
4. april 2016 at 17:19Åh, Liselotte – det sidste afsnit der….Kram til dig (og en virtuel Strepsil til din hals.)
Liselotte
5. april 2016 at 09:56Tak Anita og halsen er god igen :-)