Arbejdsliv er der ikke meget af, men drømme …

Arbejdsliv er der ikke meget af i disse dage. Vi har en livlig og energisk virus på omgang i Garnudsalg og lige nu er jeg en af fakkelbærerne, så jeg er hjemme, så jeg ikke får givet den videre. Det giver mig tid til at dvæle ved de ting, der ligger og venter forude, for lige om lidt er det jo forår for alvor.

Kastanjen på gårdspladsen har foldet det første blad ud denne morgen. Bøgehækken står på spring. Tiden løber og pludselig er sommerferien lige om hjørnet. Jeg glæder mig til den i år. Meget.

Det fik mig til at drømme og siden gå på jagt i gamle billeder og jeg fandt dette fra 2010, hvor vi tog på tur i en lejet autocamper. Det var en drøm, vi havde haft i mange år, som skulle udleves.Vi kørte til Rivieraen og krydsede der fra ind gennem Provence-Alpes-Côtes d’Azur videre ind gennem den nordlige del af Languedoc-Roussillon og tværs gennem Aquitaine inden vi fortsatte nordpå og endte i Normandiet. På vejen op gennem Aveyron passerede vi verdens højeste vejbro; Viaduc de Millau. Det var en fantastisk oplevelse.

Selve ferien var så langt fra den bedste, vi har haft, men vi lærte rigtig meget om hinanden og os selv på den tur. Vi blev bevidste om de skader, vi havde fået efter livet med Alexander og vi fik vished for, at det ikke længere fungerede for os, at være planløse. Siden har vi haft nogle af vores bedste ferier. Af skidt kommer ofte godt. Nu er rammerne for en god ferie nemlig på plads. Det er bare at fylde dem ud.

Vi fik set mange regioner og en af dem forelskede jeg mig hovedkuls i, nemlig Dordogne. Her var så tilpas kedeligt, at jeg straks måtte prøve at overtale de andre til en ferie, men det blev ikke i denne omgang. Vi havde aftalt, at vi var på vej til Normandiet og der var ikke plads til svinkeærinder. Alle var enormt stressede ovenpå den sydfranske campingplads, vi havde været på et par dage, så det eneste vi havde lyst til, var ro og fred. Det er der i Normandiet og fordi vi vidste det, var der ikke overskud til at eksperimentere.

Siden har jeg jo taget revanche. Det er fjerde år i træk, vi kører i retning af Dordogne og jeg er slet ikke mæt af regionen endnu.

Her er varmt og dejligt. Klimaet er så tilpas for mig. Ikke for varmt, men rigeligt varmt til vand-pjaskeri og kolde drikke i skyggen. Livet leves i et tempo, som passer mig så dejligt. Her er uprætentiøst og jeg kan bare være mig. Jeg er fri til at gøre ingenting og jeg elsker, at man spiser helt igennem fantastisk i denne region.

Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg har fået middelmådig mad. Alt har været utrolig veltillavet og lækkert og det gælder endda, når vi har været heldige og er kommet med til et af de lokale Marché Gourmande.

Her får man smagsprøver af de lokale spiser. Her er det svin fra bonden, der bor lige udenfor byen, foie gras af de gæs, som skræpper nede ved vandet for enden af bordet og vin af bonden, som glad hilser hver morgen, når man møder ham kørende på den gamle traktor på vej ned for at tilse planterne. Alt er lokalt. Intet er andet ud over de sodavand, der altid er at købe også.

Jeg elsker, at det er muligt at komme fuldstændig, som man er. Bare parkere, sætte sig og se, hvad der sker. Man møder nye mennesker på den måde. Det er et fantastisk koncept, som jeg igen i år vil prøve at finde lejlighed til at dyrke.

I år har vi lejet nabohuset til vores feriebolig sidste år. Det må kunne siges om os, at vi ikke udfordrer os selv voldsomt, men sådan passer det bedst med vores temperament og den ferie, vi har brug for og så er vi altså nogen af dem, som elsker genkendelsens glæde. Sådan har det altid været for os, fra vi var ganske unge. Vi rejser mange år i det samme område. Globetrottere er vi ikke. Bare ganske almindelige og meget glade for steder, som giver os glæde, afslapning og gode oplevelser, vi kan leve længe på.

Hurra for små, søvnige landsbyer, hvor ydmyge stenhuse gemmer på restauranter med overraskende sublim mad og skønne vine.