En landsbykirke i Dordogne

Internettet kommer og går. Sådan er det, når man vælger at bo udenfor lands lov og ret. Ude på landet, hvor stilheden hersker.

Det der med at arbejde er en udfordring og ikke kun fordi, det ikke er specielt attraktivt lige nu. Det er i perioder så morsomt, at vi kommer til at grine, fordi vi konstant bliver smidt af det ellers udmærkede internet. Routeren er ellers placeret efter alle kunstens regler. Huset er lejet med tanke på, at her skulle være internet, for vi skal arbejde og gør det sådan set også lidt hver dag, så selvfølgelig skal det fungere – med de forbehold, der følger med at bo herude.

Udlejer har investeret i nye antenner. Han har flyttet routeren. Han gør i det hele taget, hvad han kan og vi holder fri, når forbindelsen så ikke er der.

I går tog vi ind til Bergerac. Det er “storbyen” her omkring. Der er butikker lige efter Olines hoved, så der blev handlet tøj og forældrene ventede tålmodigt enten i eller udenfor en lang strøm af butikker, som bød på kjoler og shorts, buksedragter og glimmer i alle afskygninger. Bagefter kørte vi hjemad. På må og få. En landsbykirke tiltrak sig vores opmærksomhed. Udenfor kirken var et sjovt skur med tal malet på væggene. Vi forstår ingenting …

Der var tal fra 1-29, så det var ikke engang månedens dage. Der var ingen til at forklare, så det må forblive et mysterie.

Vi kiggede først ind ad lågen til kirkegården. Den kunne vi ikke åbne. Hængslerne var usamarbejdsvillige og vi opgav hurtigt og ville egentlig gå igen, da vi kom i tanke om døren, vi tidligere var stødt ind i.

Mon den var åben? Det var den. Vi trådte forsigtigt indenfor.

Kirkegården var lille og kirken ligeså. Stor at se på, når man stod ved indgangen, men bag facaden gemte sig et lille, beskedent kirkerum.

Der voksede ukrudt de mest forunderlige steder. Der skal ikke megen næring til, før visse planter slår rod og begynder at vokse. Andre kunne ikke drømme om at slå sig ned på så ringe vilkår. Vi ligner vel i grunden, os mennesker.

På kirkegården var der gravsteder for alle landsbyens afdøde. Store familiegravsteder med mange navne på de sten, der angav fødsel- og dødsår og enkelte kasserede gravsten, som den der tilhørte Louis på 68 år.

Nysgerrigheden var stor, for vi ville gerne indenfor i kirken, men den var aflåst. Så snuppede vi nøglehullet i stedet og fik sjove billeder ud af det.

Godt kirker ofte er født med velvoksent nøglehul …

På vej ud af kirkegården opdagede vi, at nøglen til kirken hang på et søm på bagsiden af døren. Den var stor, tung og ikke sådan at overse, men det krævede jo, at man vidste, at den var der. Det var bare at tage den og selv låse sig ind, når man følte trang til det. Det gjorde vi.

Det var en beskeden kirke. Intet pomp eller pragt. Kirkebænkene var uden ryglæn og nemme at flytte, hvis der var brug for det og kirken havde været i brug for ganske kort tid siden. På kirkegården var en helt ny grav og indenfor var en stor buket friske blomster.

Det var en fin, lille kirke og det var ikke svært at forestille sig, at her var i tidligere tider alskens godtfolk fra nær og fjern kommet til om søndagen, når de havde fri fra arbejdet på markerne, som formentlig enten groede korn eller vin. Om der stadig er gudstjeneste om søndagen afslørede hverken inde eller ude.

Efter at have låst døren og hængt nøglen på plads, vendte vi tilbage til de smukke landskaber, Dordogne flyder over med.

Vi er stadig ikke spor trætte af regionen – og så giver den dårlige internetforbindselse os lejlighed til at tage området i nærmere øjesyn. Det er nu slet ikke så ringe endda.