Rejsen starter i det sekund, vi starter bilen.

Rejsen starter i det sekund, vi starter bilen. Vi har pakket og er noget så klar på det eventyr, der venter forude. I døren står mor og Oskar og vinker efter os, som vi forsvinder op af vejen. Nu starter ferien for alvor …

Nede omkring Åbenrå kører vi ind og tanker op på blade, lakridser og kaffe. Så er vi klar til at indtage Tyskland. Denne første etape er kun små 700 kilometer. Vi skal til Hahnenklee i Harzen. Her ligger vores første stop på den odyssé, der er vores sommerferie i år. Vi elsker at køre selv, når vi skal på ferie. Vi er vilde med friheden og den hygge det er at sidde tæt i en bil.

Fra Åbenrå er der ikke langt ind i Tyskland og så lægger vi fra og skubber til bilen. Der er noget magisk ved at sluge kilometer efter kilometer, når man ved, at de korter afstanden til de eventyr, der ligger og venter.

I løbet af ingen tid er vi ved Hamborg. Herefter går det hurtigt ned ad A7. Der er ingen nævneværdig trafik. Det er torsdag og vi er kørt hjemmefra inden klokken var ni, så vi er langt foran resten af den ferietrafik, der – for de flestes vedkommende – først starter fra Danmark i morgen.

Snart er vi ved afkørsel 66 og kører ind ad B82 mod Hahnenklee. Vejen kender vi. Vi har været her en enkelt gang før for år tilbage, men ikke meget har ændret sig. Vi genkender det meste på vej ind. Ved Langelsheim drejer vi af hovedvejen og resten af vejen op til hotellet foregår på små, smukke og smalle veje, men det bliver aldrig det mindste farligt. Kun fint og frodigt, grønt og lækkert.

Vi skulle overnatte på Hotel Bastei. Da vi ankom, var der ikke et øje, men på disken lå et skema til udfyldelse og en nøgle til vores – skulle det vise sig – lille lejlighed oppe under taget. Vi indskrev familien, hentede bagagen og gik på anden sal, hvor vi fik os installeret på værelserne. Da det var gjort, gik vi ud i byen, for eventyr findes også på hoteller, men vi ville finde vores nede i Hahnenklee.

Vi boede sådan, at der var anlagt sti på bagsiden af hotellet og ned i parken til blandt andet søen Kranicher Teich. Der måtte vi naturligvis ned. Vand er godt og en park giver plads til benstræk og det var lige, hvad vi trængte til efter timerne i bilen.

Søen eller dammen, som den vel rettelig er, blev skabt tilbage i 1674 for at drive vandhjul til hjælp i de nærliggende sølvminer. Dammen er fortsat delt af en lille dæmning, som i dag er afløst af en fint anlagt sti. Vandstanden er heller ikke skiftende, men ens i begge vandhuller. Der er ikke længere brug for møllehjulene og den kraft, de kunne producere. Den store dam nedenfor rummer 110.000 m³ vand og den noget mindre søster kun 11.000 m³. De er et smukt indslag i den fine, lille by.

Der var overskyet, men skønt vejr alligevel. Der var lunt og godt og ingen af os var så solhungrende, at vi ikke kunne nyde det smukke lys, der kommer af en himmel med masser af skyer. Vi gik en kort tur gennem den ellers smukke park.

På den tur fik vi øje på stavkirken og byen, der lå og gjorde sig til, så der måtte vi selvfølgelig over og gå på opdagelse. Det var kun eftermiddag og der var masser af timer at tage af, så vi kunne lige så godt udforske området lidt.

Byen var stille. Her var ikke mange turister og de der var, var i en alder, der lå væsentlig over den, vi kunne præstere. Til gengæld havde de allesammen vandresko og -stave, så vi var måske lidt udenfor nummer, men så er det ikke første gang og vi kan bære det.

Hahnenklee er ikke nogen stor by. Vi gik ind ad Poststraße og for enden greb et stort skilt min opmærksomhed. Bocksberg Seilbahn og ikke nok med det. Der var også billeder af BocksBergBob, en rutsjebane på hele 1250 meters længde ned af Bocksberg.

Jeg er en tøs med højdeskræk, så nok lokkede rutsjebanen, for den slags elsker jeg, men svævebanen kunne jeg altså ikke – og slet ikke en af de små kabiner, som min far for mange år siden fik skræmt mig fra nogensinde igen at skulle prøve. Det var for øvrigt også i Goslar. Vi skulle op at se en saltmine og eneste vej op var svævebane. Jeg var lidt utryg og min far syntes vist, at jeg var en tand for pivet for hans smag, så han bad mig tage mig sammen og understregede sin tro på svævebanens fortræffeligheder ved at hoppe op og ned nogle gange, så hele vognen vippede og det sang i wiren. Der døde jeg en lille smule, men det lod han ikke til at bemærke. Han skulle have vidst, hvilke spor det satte.

Oline var straks fyr og flamme. Kenneth lod sig nemt overtale, så det tog ikke mange minutter, før jeg kunne vinke farvel til dem.

Jeg satte mig på en bænk udenfor i solen, som var kommet frem. Jeg nød at iagttage livet i byen, mens jeg glædede mig over, at de er nemme at overtale til at tage afsted uden mig, når vi møder sjov. Nu glædede jeg mig bare til at høre, om det havde været sjovt.

Det havde været sjovt. Vildt sjovt faktisk. Det fortalte de efter en times tid, da de var retur. Jeg havde nydt at sidde stille for mig selv og det vildeste jeg havde oplevet var, da et lille barn kom spadserende forbi i rask trav for herefter at blive eftersat af en meget forvirret, meget lidt opmærksom mor, da der var gået de første fem minutter. Med mit bedste skole-tysk fik jeg forklaret, at han var gået om hjørnet for cirka fem minutter siden. Hun kom for øvrigt tilbage ti minutter senere med en flæbende dreng under armen. Han havde været på sit livs eventyr og var vist skuffet over, at det allerede sluttede.

Der var det fineste kig op gennem byen fra vores plads ved banen. Vi besluttede at gå op ad stien. Måske lå der et sted, hvor vi kunne få lidt at spise og bagefter ville vi helt sikkert trænge til en tur op til kirken, som er Tysklands eneste stavkirke. Den måtte vi da lige forbi, men først lidt til de slunkne maver – og det skal jeg så love for, at vi fik …

Kenneth og jeg fik den bedste ribeye, jeg nogensinde har smagt. Punktum.

Efter den proteinholdige kost, kunne vi ikke spise så meget som et kommensfrø mere, men Oline havde behersket sig på hovedretten, så der var plads til en østrigsk klassiker; apfelstrudel – og her med avec’er i form af diverse cremer, frugt og is. Så var hun også mæt!

Da vi havde drukket kaffen, trak vi ud på gaden, for Gustav-Adolf-Stabkirche måtte vi da lige se, nu vi havde tiden. Stavkirken tilhører den evangelisk-lutherske menighed i Hahnenklee. Den blev bygget på kun ti måneder fra 1907 til 1908 og kirken er bygget af grantræ fra skråningerne omkring Hahnenklee. Bygmesteren er Karl Mohrmann. Han lod sig kraftigt inspirere af de norske stavkirker og det er vi vist ingen, der er i tvivl om, når vi ser kirken …

Vender man sig om, er der en forrygende udsigt ned over Hahnenklee, men det opdagede Oline aldrig ;-)

Kirken er rigtig fin. Vi havde planer om at finde vej indenfor, men lige som vi rundede hjørnet, opdagede vi, at der var gang i et eller andet større arrangement. Der sad masser af mennesker på denne side af kirken. Der skulle bestemt ske et eller andet. Oline og jeg bremsede i en fart, men Kenneth var allerede – som sædvanlig i egne tanker – kommet for langt ind i feltet-for-for-sen-tilbagetrækning og måtte kapitulere, sætte sig og modtage et glad og imødekommende Wilkommen og et program.

Så sad vi der. Oline og jeg på afstand. Kenneth i forreste række og helt klar til… ja, vi vidste ikke rigtigt hvad, men i løbet af et øjeblik, blev vi meget klogere, for der var nemlig den fineste, udendørs klokke-koncert. Åh jo, klokkespil i en klasse, jeg aldrig har oplevet magen til. Oline og jeg endte også henne på bænken sammen med Kenneth, mens vi lod os overtage af musikken.

Hold nu op, som hende Anna var dygtig. Meget dygtig. Og sikke en oplevelse at sidde der på toppen af byen med udsigt og en imponerende dygtig klokkespiller i tårnet. Den havde vi ikke lige set komme.

Efter koncerten gik vi ned gennem byen og hjemad mod hotellet. I morgen ventede jo endnu en dag på de tyske motorveje.

Ved søen gjorde vi holdt ved ænderne, testede en svævebane, udforskede nogle stier og endelig fandt vi hjem til hotellet, hvor vi faldt i en dyb og skøn søvn, som rustede os til fredagens tur i retning af Frankrig.

Vi spiste en stor, solid morgenmad, pakkede bilen og kørte ud for at finde det næste eventyr.

---

EKSTRA INFO:

Jeg finder og booker vores overnatninger i så god tid, som muligt. Jeg udregner en gennemsnitslængde på en køredag, leder i området omkring det sted, vi i teorien når til og jeg finder altid vores overnatning på Booking.com. Jeg kunne vælge at bruge en af de bredere søgemaskiner, men jeg har benyttet mig af Booking så længe, at jeg efterhånden har opnået gode bonusser og fine tilbud, så jeg holder fast. Du kan jo sagtens prøve noget andet, hvis du har lyst til det.

Når jeg booker overnatninger, ser jeg ikke meget på hvor luksuriøse stederne er, men mere på, om de har sjæl, ligger et skønt sted og i det hele taget giver mulighed for, at vi kan have det rart og få en god nattesøvn. Derfor foretrækker jeg at køre af motorvejen og vi bruger gerne en halv time hver vej ind og ud af baglandet, for at finde det helt rigtige og stille sted at overnatte.