Pelle Haleløs målrettet på tværs

Måske husker du den lille “Pelle Haleløs”, der travede målrettet tværs over byens torv, da vi sad på café i Villéreal på årets sommerferie. Han havde slet ikke tid til at snakke. Klap og kæl var tilsidesat for noget andet og efter hans mening meget vigtigere, dejligere og absolut uopsætteligt. Det skulle vise sig hvad, da vi vendte tilbage til torvet efter at have besøgt byens smukke og bastante forsvarsværk af en kirke.

Pelle Haleløs målrettet på tværs

Vi gik tilbage gennem en næsten mennesketom by og klokken var ikke mere end syv, men varmen på netop denne dag havde været næste uudholdelig og ikke mange havde endnu lyst til at bevæge sig udenfor.

Villeréal

Villeréal

Villeréal

Villeréal

Villeréal

Vi var også hurtige til at trække op i skyggen under taget på la Halle. Her fra var der fint kig ud over byens største torv og ikke mindst til det fine hus, der lagde plads til byens Maire (borgmester).

Det tog ikke lang tid at beslutte os for, at vi skulle prøve den restaurant, der så ud til at være byens mest populære; Le Moderne. Det var faktisk akkurat her, vi fik forklaringen på hundens lemfældige omgang med menneskets ellers velvillige og kærlige opmærksomhed.

Det giver jo mening nu, tænker du garanteret også…

Villeréal

Han havde sin helt faste plads

Vi fandt forklaringen i en gyde, der støder op til torvet eller Place de la Halle, som det hedder. Her sad den lille “Pelle Haleløs” og ventede tålmodigt på, at gæsterne på Le Moderne skulle få øje på ham og allerbedst forbarme sig og tilkaste ham lidt af alt det gode, de med sikkerhed var ved at indtage. Han var en overmåde tålmodig hund. Han sad der stadig, da vi forlod restauranten nogle timer senere.

Le Moderne

Villeréal

Villeréal

Vi bestilte – uden at vide det – verdens største bøf, som kom med påbud om at flytte bord, fordi der ganske enkelt ikke var plads, hvor vi allerede sad. Det gav os lidt at tænke over, for hvad pokker havde vi dog rodet os ud i, men vi var sultne, så vi lagde an til at blive rigtigt mætte. Godt vi ikke havde bestilt dessert endnu. Det holder de fleste restauranter ellers af, at man gør med det samme, men ikke her.

Mad nok var der!

Vi fik nogle af de bedste pommes frites, jeg nogensinde har fået. De ligner ikke noget fantastisk, men det var de. Bøffen var utrolig god, de små saucer velsmagende og salaten skøn, sprød og frisk. Vi spiste ikke op. Det var ganske enkelt umuligt, men sikke det hele smagte dejligt.

Villeréal

Villeréal

Villeréal

Villeréal

Villeréal

Villeréal

Da vi endelig forlod restauranten, efter verdens største bøf, var mørket ved at indfinde sig. Vi gik langsomt ned gennem byens små, smalle gader. Ud gennem de åbne vinduer på Rue Roger Bissière genlød det af stille snak og musik eller nyheder fra tændte tv.

Villeréal

Vi fandt bilen og på vej ud af byen enedes vi om, at det var skønt at opdage, at der lå en perle af en by lige i nabolaget. Det blev ikke i år, vi fik genbesøgt byen i dagtimerne, men vi er så langt fra færdige med dette område af Frankrig, så jeg regner helt sikkert med, at vi vender tilbage næste sommer. Det kan da ikke være anderledes, vel?

Relaterede skriv

12 kommentarer

  • Svar
    Madam Sand
    10. august 2016 at 10:47

    En dejlig ferie I har været på! Skønne billeder fra jeres ferie. Og så er det sjovt med detaljer, man lægger mærke til og husker fra sine ferier – som jeres Pelle Haleløs, der viste sig at have et bestemt mål med dagen ;-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      10. august 2016 at 15:56

      Ja, han var altså skøn, den lille hund. Vi må ned og kigge efter ham igen næste sommer :-)

  • Svar
    Eva
    10. august 2016 at 05:14

    Sætningen “varmen var næsten uudholdelig” er da helt eksotisk. Vi, der har været i Danmark i år, kan have svært ved at forholde os til det ;)
    Sikke skønne billeder. Man får helt lyst til en stor bøf her klokken fem om morgenen.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      10. august 2016 at 08:56

      Ja, det har ikke været Danmarks år, når det kommer til sommervejr. Jeg er MEGET taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at være nogle uger længere sydpå, hvor jeg nåede at leve livet udenfor, som jeg elsker det :-)

  • Svar
    Randi
    9. august 2016 at 10:59

    Skønne billeder, du har taget – hele skalaen fra høj blå himmel og sol til tusmørke og tændte lygter – jeg elsker de der rustikke huse med blomster på :)
    Og den lille Pelle haleløs, han ser ikke ud til at mangle noget :)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      9. august 2016 at 11:09

      Tak Randi. De skulle gerne vise den skønne stemning, der herskede i byen på sådan en varm, stille aften :-) Pelle er en glad hund, for der er helt sikkert faldet lidt godt af til ham i ny og næ :-)

  • Svar
    Anita
    9. august 2016 at 09:54

    Tak for beskrivelsen, Liselotte. Pelle ser ud til at have en lille pæn rund facon, så han har sikkert succes med sit forehavende!

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      9. august 2016 at 11:08

      Jeg tror bestemt, at han har succes. Ellers ville han sikkert ikke gide sidde der en hel aften :-)

  • Svar
    Kaja
    9. august 2016 at 09:46

    Åh det var vel ikke til at spise før “Pelle Haleløs” havde fået lidt også, – sådan et blik fra en hund er ikke til at komme væk fra.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      9. august 2016 at 11:00

      Vi sad sådan, at vi ikke kunne fodre, men havde vi siddet ude på kanten, var lidt af min bøf havnet hos ham, det er helt sikkert ;-)

  • Svar
    Signe
    9. august 2016 at 09:29

    Men Liselotte! Fik han så noget at spise, den lille Pelle Haleløs??? :)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      9. august 2016 at 10:59

      Jeg ved det faktisk ikke, for vi blev placeret, så vi ikke kunne se ham :-)

    Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)