Traditioner er ikke det, vi er bedst til, men …

Der er traditioner, som holder ved og er vigtige for vores forståelse af hinanden og virkeligheden. Sådan en tradition har vi i vores familie. Den 29. november finder vi julekasserne frem og siden IKEAs gennemsigtige plastik-kasser gjorde deres indtog i vores liv, lokaliserer vi lynhurtigt julekassen med granguirlanderne. Frem af kassen trækker vi to, med årene lidt trætte, kunstige guirlander med indbygget lys.

Sømmene sidder fra året før, så det handler kun om at etablere det gammelkendte samarbejde omkring ophængning af dem. De har faste pladser. Over to bjælker i stue og køkken hænger de. Sømmene er ved at give op, men hvert år enes vi om, at de sikkert holder endnu en december ud. Vi får ret.

Traditioner er ikke det, vi er bedst til, men ...

Når guirlanderne er placeret, tæller vi ned og tænder synkront for dem. Vi bliver stille i sekunderne efter. Efter noget tid siger en af os med sløret stemme et eller andet, som bryder tavsheden. Det handler altid om Alexander og hans skøre passion for de guirlander, for det er lige i de sekunder, vi husker på hans intense glæde ved julen, lysene og al den hygge, vi altid fandt tid til i december. Så smiler vi og griner lidt. Bagefter bliver vi stille igen.

Så savner vi ham. Vi savner ham skrækkeligt. Vi græder. Det bliver man aldrig færdig med, kan jeg betro dig. Det bliver mindre med tiden, men aldrig anderledes. Tårer løber man aldrig tør for.

I år var det i går præcis ti år siden, Alexander døde. Vi talte lidt om, at det snart er sådan, at Oline har levet længere uden Alexander, end hun levede med. Det var så underligt for Oline, da hun overhalede Alexander indenom. Det år hun var fyldt sytten og vi tændte granguirlanderne, brugte vi tid på at snakke om det. Om nogle år skal vi komme overens med, at hun har levet flere år uden end med. En slags milepæle er det vel, men det er nogen af dem, vi alle tre har det underligt med.

I dag skulle jeg fortælle om Alexander. Det var svært for mig og mine øjne blev fugtige, for man bliver bare aldrig færdig med at sørge, græde og savne. Heller ikke efter ti år.

Ti år. I går. Jeg kan stadig genkalde mig duften af Alexander, når jeg begravede næsen i hans tykke hår. Jeg kan ganske tydeligt huske fornemmelsen af hans læber, når jeg kyssede ham.

Ti år og kun et øjeblik er det siden, vi mistede ham, men hvert år den 29. november tænder vi lysene og husker, at han var et af vores livs store gaver. I går var ingen undtagelse ♥

Relaterede skriv

12 kommentarer

  • Svar
    Sidsel
    2. december 2016 at 13:36

    Jeg græder med jer. Heldigvis kom Alexander ind i en pragtfuld familie, som gav ham alt. Det kan I slutte fred med. Ikke med sorgen, det forståes. (((❤️)))

  • Svar
    Karina Simonsen
    2. december 2016 at 10:53

    Græder med jer! Jeg kan kun forestille mig jeres smerte. Så fin en tradition. Stort knus

  • Svar
    Lene
    1. december 2016 at 09:25

    Den dag kan jeg også huske, jeg havde fulgt din blog ca 3/4 år og jeg nød dine skønne fortællinger om jer og jeres liv i huset. Og jeg græd sammen med jer og siden hen mistede vi også et skønt ungt menneske, og derfor er hvert et ord du her skriver genkendeligt. Både din familie og min søsters familie har formået at leve livet med sorgen og savnet, I favner livet og rummer sorgen på samme tid, og det er en gave at kunne det.
    Tusind tak, Liselotte, for alle dine smukke ord og evnen til at fortælle om livet med fokus på glæden ved at være til, også når det er hårdt.

    http://www.underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com

  • Svar
    Ellen
    1. december 2016 at 08:16

    Smukt at tænde lys, og mindes sammen her i mørket.

  • Svar
    Niki Komselis
    30. november 2016 at 22:20

    ❤️ Må din kærlighed leve videre i al evighed.!

  • Svar
    Anita
    30. november 2016 at 19:43

    Jeg begyndte at følge din blog lidt før I skiltes fra Alexander. Hvert år på denne tid fælder jeg et par tårer med jer, når jeg læser dine fine og rørende ord om ham.

  • Svar
    Jeanette Renting
    30. november 2016 at 19:19

    Hvor fint har du skrevet det nu. Så rørt bliver jeg af det. Håber i skal ha’ en hyggelig december måned.

  • Svar
    FRØKEN LARSEN I/S
    30. november 2016 at 17:00

    ❤️❤️❤️
    Tanker og kh. Lene.

  • Svar
    Tina Nymann
    30. november 2016 at 16:35

    Tanker herfra:-)

  • Svar
    Fríða
    30. november 2016 at 16:25

    kram til dig og de dine

  • Svar
    Dorien
    30. november 2016 at 15:55

    Hvor smukt er det skrevet. Og hvor fint at tænde lys i mørket.

  • Svar
    Inge
    30. november 2016 at 15:46

    Du får et virtuelt kram for din skrøbelighed og ærlighed Liselotte, det er smuk læsning

  • Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)