Julebryllup i Vesløs Sognekirke

Nu er jeg jo ikke gift i en kirke, men på Københavns Rådhus en mandag, hvor Kenneth alligevel havde fri. Gift mest af praktiske årsager, gjorde vi ikke en hel masse ud af begivenheden og skal jeg være helt ærlig, husker jeg ikke meget fra rådhuset og selve vielsen, men mest fra den sammenkomst, vi alligevel endte med at have hjemme, selvom vi havde svoret, at vi bare lige smuttede på rådhuset og fik det praktiske på plads, nu hvor det viste sig, at ville vi sikre hinanden og det lille barn, vi havde fået sammen, var det den enkleste måde at gøre det på.

Det blev en festdag. Vi havde en herlig dag med familie og venner samlet og jeg skiftede efternavn til Weller, som en af de – dengang – ganske få med tilladelse til at benytte netop det efternavn i Danmark. Det var næsten lige så særligt, som det var pludselig at være gift, men jeg vænnede mig nu hurtigt til det nye navn.

Siden har vi vist ikke tænkt meget over, at vi er ægtefolk. Vi glemmer begge vores bryllupsdag. Vi glemmer, hvor mange år, vi har været gift og vi tænker vel i grunden ikke meget over det faktum, at vi er viet til hinanden.

I går deltog vi den mest romantiske vielse, jeg nogensinde har været til. Julebryllup i Vesløs Sognekirke. Ude på kanten af ingenting blev to smukke mennesker gift i en lille, smuk kirke til et bryllup, som var så utrolig dejligt og på den fineste måde bar præg af den jul, vi stadig er midt i.

Kirkerummet var lille og smukt. Juletræet stod med lys oppe øverst i skibet på kanten til koret og vi kunne alle nyde det smukke syn, mens vi ventede på den smukkeste brud, jeg til dato har set. Hun strålede. Helt uimodståeligt og så intenst, at ingen kunne være i tvivl om, at dette var hendes dag. Hun overstrålede alt og alle. Det var, som det skulle være.

Hun blev flankeret af sine to, smukke sønner. På hver sin side af deres smukke mor, fulgte de hende op til brudgommen, som ventede.

Jeg viser ingen billeder af hende. Det er privat og jeg har ingen aftale med hende om, at det er i orden, men hun var virkelig smuk. Hun har fortalt om kjolen, der har levet i hendes fantasi, længe før den endelig blev virkelighed. Fortalt hvordan hun har jagtet det helt rigtige stof og endelig fandt det og hvordan det nænsomt er omsat til kjolen fra drømmene. Det er lykkes helt over forventning, tillader jeg mig at antage, for jeg har da sjældent set en smukkere og mere elegant brud end hende, vi så i går.

Vi var ude, hvor alting ender. Vesløs Sognekirke nærmere bestemt. Åbent land med bidende kold vind, som gerne ville blæse rækken af tændte fakler ud, men det lykkedes ikke. Afslutningen på vielsen blev lige så smuk, som starten. I det tiltagende mørke, fik vi lykønsket brudeparret, inden vi satte os i bilen og kørte videre ind i mørket med billedet af et virkelig smukt og glad brudepar på nethinden.

Det var virkelig romantisk. Måske er jeg blevet blød og blid på mine gamle dage, men jeg græd lidt under vielsen og jeg sad stille – og dette er naturligvis sagt i al fortrolighed – og tænkte, at næste gang, så skal Kenneth og jeg have et julebryllup, som dette. Det skal vi bare!