9

Søndag morgen vågnede jeg, da det allerførste lys viste sig på himlen

Søndag morgen vågnede jeg, da det allerførste lys viste sig på himlen. Jeg stod op for at lukke Oskar ud i haven. Han blev meget skuffet, da jeg åbnede døren og han opdagede, at det regnede, men sådan var det og han måtte slå sig til tåls med, at det var en morgen med våde poter.

Når det regner, er han aldrig væk længe og der gik heller ikke mere end et par minutter, før han igen var klar til indeliv. Imens havde jeg sat vand over til te. Jeg ville starte dagen med en kande af den varme drik. Pukka Three Fennel endte det med. Jeg grinte lidt af det, da jeg tog billedet.

Søndag morgen vågnede jeg, da det allerførste lys viste sig på himlen

Jeg tør, hvor andre tier eller i virkeligheden elsker jeg jo min Pukka-te

For et par uger siden postede jeg et billede på Instagram af en kop morgente indtaget på et alpehotel i Splügen. Det var ikke Pukka. Det var – hvis jeg husker rigtigt – en Lipton elevator-te af de bedste, de havde at tilbyde i alpehytten. Den smagte dejligt. I Tyskland, Østrig og Schweiz er det ikke vanskeligt at finde urte-te, så jeg finder sagtens noget, jeg kan lide, men Therese kommenterede – med et drys sarkasme – på, at jeg “turde” vise andet end Pukka på Instagram. Pukka er jo ligesom blevet teen og hun har jo ret, men mine skuldre er brede og mit mod større, end du forestiller dig ;-)

Jeg drikker Pukka, fordi det smager dejligt og tåler min lemfældige omgang med trækketider. Teen bliver aldrig bitter, for stærk eller kedelig af at trække uendeligt. Det passer til mit te-temperament, så derfor fylder Pukka i mine skabe.

Jeg tændte computeren, fandt mit strikketøj og iførte mig en yndlingstrøje, som kan holde kulden fra kroppen.

Her sidder jeg så nu. Jeg drikker kaffe. Dagens første kop, for jeg trængte. Jeg strikker lidt, taler med Kenneth, som også er oppe og i gang. Oskar ligger på køkkenbænken overfor mig og snorker. Han synes ikke, at vi behøver at gå mere ud lige nu, så jeg nyder bare, at dagen er stille og roligt i gang.

Jeg strikker lidt på sjaler. To har jeg i gang. Jeg prøver at fokusere på det ene og lade det andet vente. Jeg strikker i næsten ren kashmir og det er blødt som smør, så det ville være skønt at få klar til halsen, som holder af at have varmt at gemme sig i.

I dag vil jeg lede efter det helt rigtige projekt til en smule tynd, lækker og naturligvis grå lamauld. Det må gerne være et florlet, tyndt sjal med referencer til Færøerne eller de baltiske lande. Jeg holder af Færøernes enkle sjaler og jeg er vild med f.eks. de estiske blondemønstre, så et eller andet i den retning bliver det sikkert. Måske et par fine vanter. Jagten er sjov og inspirerende og ender ofte helt andre steder, end jeg regner med.

Rigtig god søndag til dig og dine :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide