F R E D A G S L I S T E N

Så er det igen blevet tid til FREDAGSLISTEN. Med en dags forsinkelse ganske vist, men ikke desto mindre er det nu, den får plads, for sådan kan livet spænde ben og og ikke alting skal man selv bestemme.

Vi har fået sne i den forgangne uge. Ikke mængder som dem, vi så ligge i Bayern, men her har været smukt, hvidt og med dejlige drys fra himlen. Jeg elsker sådan et vejr. I dag skinner solen fra en skyfri himmel, iskrystaller glimter i sneen og alting kalder på en tur i skoven eller ved havet. Jeg tror, at jeg vil prøve at lokke resten af familien med til et af de skønne skovområder, vi har lige udenfor døren. Lundby Krat er f.eks. et godt bud og Oskar vil elske en tur i sneen.

Når vi er hjemme igen, kan de røde kinder og syrede muskler måske belønnes med en kop varm kakao. Jeg gider godt.

Fredagslisten - nu med sne og frost. Jeg elsker det!

  1. Jeg inspireres af Lene. Hun har altid været værd at følge, hvis man er interesseret i sirligt udført håndarbejde. Hun er virkelig dygtig og jeg elsker at kigge indenfor, når hun opdaterer bloggen. Der er altid smukke ting at beundre. Jeg ville nogen gange ønske, at jeg var lige så perfektionistisk og sirlig, men virkeligheden er bare, at jeg er en anden type menneske og det lever jeg jo i grunden så fint med, men smukt er det altså!
  2. Jeg smiler lidt af I work from home, for jeg genkender følelsen fra de dage, hvor jeg er nødt til at lukke døren ind til mit kontor og pludselig får følelsen af at være helt forladt. Når jeg har siddet i samme stilling i flere timer og pludselig rører mig, mærker hvor øm jeg er og i grunden da savner at vide, at der er andre mennesker i verden end mig. Så er det godt, at jeg kun lige skal åbne døren. Så er de der, alle de andre skønne mennesker, jeg arbejder sammen med hver dag.
  3. Jeg kan bruge timer på at trawle gennem Uncommon Goods omfattende varelager. Der er ting, vi ikke vidste, vi havde brug for, som f.eks. denne Travel Cord Roll, som ville hjælpe på den orden, der ikke hersker i min kuffert, når jeg rejser. Eller hvad med en paraply formet som et hjerte? Det er Valentines Day om lidt, hvis du er en af dem, der har taget den dag til dig. Jeg er faktisk lidt vild med den japanske snavsetøjsfisk, når du nu spørger.
  4. Jeg drømmer om Montana og Rocky Mountains. Der er ingen forklaring på den længsel, der bor i mig. Den er der bare og kan næres af næsten ingenting. Måske en skønne dag vil jeg få chancen for at bevæge mig ind i et område, jeg har været fascineret af, siden jeg var barn. Jeg gider i hvert fald godt.
  5. Jeg glæder mig til at lytte til Eske Willerslev, en bog af Eske selv i samarbejde med Kristoffer Frøkjær. Eske er et af de mest interessante mennesker, jeg kan komme i tanke om at kunne tilbringe tid sammen med. Èt ønske og det skulle være ham. Jeg synes, at han har så interessante ting at sige om menneskeheden, vores oprindelse og den arv, vi alle bærer på.
  6. Lørdag er torvedag i Aalborg, så derfor skal jeg på grønttorvet. Vi skal have grøntsager, frisk frugt og gode oste. Jeg længes af en eller anden mærkelig grund efter en god emmentaler. Det er sikkert og vist, at den slags kan fås på Frederiks Torv i centrum, så om lidt må jeg tage mig sammen, iklæde mig tekstiler og tage med ham, jeg ikke kunne leve uden, ind til byen for at proviantere til en stille, men velkommen weekend.

I dag er en smuk dag. Den skal nydes i fulde drag. Jeg er klar!

Må din gang over jorden blive let ♥

Mere

10 kommentarer

  • Svar
    conny
    13. februar 2017 at 12:16

    Jeg er også lidt vild med Eske Willerslev. Han er en forrygende formidler og en ildsjæl som få.

    • Svar
      Liselotte
      13. februar 2017 at 16:06

      Det er han bare, Conny :-)

  • Svar
    Signe
    13. februar 2017 at 08:10

    Det er noget underligt noget, det der med at længes mod et ukendt sted. Men når man har set, læst og hørt nok om et sted, man ikke selv har været endnu, så kan det trække så meget i en, at man altså MÅ afsted :) Der er mange steder, der bare ligger og venter på at blive oplevet. Herhjemme var det Christiansø, der trak vældigt i mig på den måde, og jeg har været tilbage flere gange. Fantastisk sted! Ude i verden drømmer jeg om autocamper og gennem USA ad Route 66 med min familie. Og Australien.. Great Reef Barrier og Sydney ❤ Nå, men drømme er også gode at ha’ :D

    • Svar
      Liselotte
      13. februar 2017 at 08:34

      Drømme er den allerbedste benzin og så er de skønne at lade sig opsluge af :-) Ja, det er sjovt, som ukendte steder kan trække. Jeg har flere steder, som virkelig føles som steder, jeg bare MÅ opleve. Jeg har også andre steder, som med tiden er blevet strøget fra listen, fordi verden hele tiden er i bevægelse og forandring :-)

  • Svar
    Sidsel
    12. februar 2017 at 04:50

    Det er en fin liste. Dejligt at få input. Jeg er også vild med Montana. Har aldrig været der, har bare et stort ønske om at se de store vider.
    Bogen af Nora Roberts, Hilmen over Montana, gav mig også noget. Det er en slags kærlighed/krimi bog. God søndag til dig.

    • Svar
      Liselotte
      12. februar 2017 at 12:08

      Der er noget magisk over det område af verden for mig. Jeg kan ikke forklare det og det kan du sikkert heller ikke, Sidsel. Det er bare sådan, det er. Gid vi en dag får det oplevet :-)

  • Svar
    Mia
    11. februar 2017 at 23:06

    Tak fordi du skriver Liselotte❤Jeg læste for ikke så længe siden et af dine skriverier op for min mand, og hans kommentar var ” Ok, nu forstår jeg hvorfor du læser med på hendes blog, hun skriver jo virkelig levende, billedligt og smukt”

    • Svar
      Liselotte
      12. februar 2017 at 12:07

      Tusinde tak for de meget fine ord, Mia. De gjorde mig virkelig glad, skal du vide :-)

  • Svar
    VenterPaaVinBlog
    11. februar 2017 at 12:25

    God tur på Grønttorvt; nu har vi heldigvis den blå himmel tilbage til sådanne udflugtsmål (:

    – A

    • Svar
      Liselotte
      12. februar 2017 at 12:03

      Det blev en virkelig dejlig tur med solskin og kolde kinder, for sikke det var koldt med blæsten derinde. Vi fik alt, vi kom efter og mere til og jeg elsker de lørdage på torvet. Alle er i dejligt humør og det nyder jeg :-)

    Tak for at du gør det endnu sjovere at læse med herinde :-)