F R E D A G S L I S T E N

Jeg kaster mig – på trods af ugedagen – over F R E D A G S L I S T E N. I dag rammer vi blandt andet tatovering, strømpestrik, kager og fuglehuse.

Fredag kom og gik. Sådan går det. Verden venter tilsyneladende ikke på mig. Jeg er stærkt utilfreds, men ude af stand til at finde en klageinstans, så i stedet kaster jeg mig over F R E D A G S L I S T E N efter en uge, der har været så hektisk, at jeg ikke har nået halvdelen af det, der stod på min liste ved ugens begyndelse. Til gengæld er jeg nået i mål med intentionen om at ramme weekenden. Jeg sidder i den og den klæder mig, hvis jeg selv skal sige det.

Vi har håndværkere

Har I ikke andet, kunne du spørge, men sådan er det altså ikke, selvom de er her ofte for tiden. Vi er i gang med et par projekter, som er temmelig omfattende. Aktuelt er alle radiatorer i køkken/stue samt mit nye værelse nedtaget. De skal udskiftes, men bliver ikke sat op, før vi er klar med resten af arbejdet. Vi skal med andre ord lige have tømreren og herefter Kenneth ind over, før der igen er varme. Det kan mærkes, skal jeg hilse og sige. Her er hundekoldt og så er det jo ikke engang fordi, der er meget koldt ude. Al mit hjemmestrik kommer til sin ret og apropos hjemmestrik…

Jeg har kolde fødder og strømper på vej

Strømpestrik når alt andet glipper. Sådan kan jeg åbenbart få bildt mig selv ind, at strømper kan kurere uheldige strikke-udviklinger, for det giver i grunden ingen mening at ty til strømper, når jeg hellere burde få styr på det smukke, blå sjal, jeg startede i sidste weekend og i efterhånden mange dage har været halvvejs færdig med, men det gik galt.

Mandag aften i strikkecafé passede maskeantallet pludselig ikke længere med opskriften. Måske var det mere mig, det ikke passede med, men i hvert fald kunne jeg slet ikke få det til at gå op med noget som helst, så i frustration blev det lagt til side. I stedet greb jeg et nøgle strømpegarn og begyndte at strikke.

Jeg har strikket så utroligt mange strømper førhen. Ingen er kommet af mine pinde de sidste år, for jeg har haft travlt med at strikke på alle mulige og meget sjovere projekter og skal sandheden frem, bugnede min skuffe med hjemmestrikkede sokker, fordi jeg er den eneste her i familien, der vil bruge dem.

Nu er der igen plads til nogle stykker, så når alt andet glipper …

Jeg kaster mig over F R E D A G S L I S T E N. I dag rammer vi blandt andet tatovering, strømpestrik, kager og fuglehuse.

FOTO: Hermiones Everyday Socks strikket i et garn fra lageret, men jeg tror, at det er købt på Etsy.

Strømperne kan også vise sig at være velkomne nu, hvor varmen er sparsom og jeg sidder og ærgrer mig over, at jeg nægtede at installere den brændeovn, Kenneth har sukket efter de sidste tyve år. Indrømmet, den havde været rar i dag. Nå, i gang må vi – og listen er ikke lang, for det var min personlige uge-liste nemlig, så der har ikke været tid til meget nøl.

  • Jeg strikker som sagt strømper. Jeg strikker Hermione’s Everyday Socks af Erica Lueder. Jeg har hørt en fugl synge om, at de er oversat til dansk, men jeg har – skal jeg indrømme – været for tidspresset til at undersøge det nærmere, men det kan du jo med sikkerhed også selv finde ud af at gøre, hvis du ikke gider strikke efter engelsk opskrift, som jeg gør.
  • Jeg har nydt Alex Bartschs projekt med at fotografere gamle covers på det sted, hvor de er fotograferet oprindeligt og så er resten af hans billeder bestemt også et kig værd.
  • Jeg må bage Marinas Lemon Drizzle Cake i denne weekend. Jeg ELSKER citron i alle afskygninger, men allerbedst i kombination med sødt. Alle former for citron-kage er min favorit-kage, så derfor kan jeg altså heller ikke andet end få lyst til denne fine kage. Fik jeg sagt, at jeg er stor fan af det, vi i tidernes morgen kaldte sandkage. Begge ting passer på Lemon Drizzle Cake, så jeg er allerede fan.
  • Mit næste fuglehus måtte gerne være bygget her. De er bare så fine og pæne og jeg ville elske at sidde indenfor og kigge ud på et af dem, mens fuglene hyggede sig med maden, jeg fodrer dem med.
  • Jeg gad godt bestille kassevis af disse smukke kager. Talent kan man vist godt tale om her. Du kan også følge med her og her.
  • Når jeg bliver rig, vil jeg bestille overnatning lige her, for stilheden, udsigten og roen må være uovertruffen og jeg gad godt en uge på et sted, hvor absolut ingenting er hovedingrediens. Jeg ville pakke min taske med gode bøger, computeren (for at skrive) og de gode travesko og så ville jeg for øvrigt elske at vågne hver morgen med direkte udsigt til storslået natur. Jeg ville brygge en kop kaffe og sætte mig på terrassen og nyde stilheden. Ikke andet. Længe.
  • Jeg drømmer om en tatovering. En lille én. Meget lille. Indtil jeg får handlet på den idé, kan jeg jo øve mig med Tattly’s smukke, midlertidige tatoveringer. Jeg er f.eks. vild med denne lille samling.

Jeg tror tiden er inde til et torvebesøg, hvis det skal nås denne lørdag, så nu er der kun tilbage, at ønske dig en rigtig god lørdag. God lørdag! :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

15 kommentarer

  • Svar
    Pernille
    20. april 2017 at 21:28

    Jeg tror det er tredie gang i løbet af kort tid, jeg ser link til Marinas Lemon Drizzle Cake. Den skal så afgjort prøves. Vi er også tilhængere af citron herhjemme :)

  • Svar
    Marina
    12. april 2017 at 11:52

    Kære Liselotte

    Tak for endnu engang at anbefale min lille nye blog. Det gør mig simpelthen så glad at du og andre kan bruge den, så TAK. Lemon drizzle cake har jeg elsket siden mine studiedage i New York for det er en saftig sandkage med citronkærlighed og hvad kan være bedre (med jordbærkage er nu også godt…)

    Håber det går godt med jeres påskeuge. Her er der simpelthen susende travlt med gæster ud og ind af døren, men det er jo også skønt at få set en masse mennesker.

    Kæmpe forårskram og TAK igen.

    • Svar
      Liselotte
      12. april 2017 at 16:21

      Jeg elsker din blog, så tak for den! Her er der arbejdstravlt, så der er nok at gøre, men om et øjeblik er det påskefri og det glæder jeg mig til :-)

  • Svar
    Lene
    9. april 2017 at 14:51

    Og jeg fandt også den danske opskrift via dit link, så tak :-) Og citronkagen lyder lækker, den må da være en mulighed her til påske . God søndag til jer.

    • Svar
      Liselotte
      9. april 2017 at 17:36

      Det blev ikke til citronkage her, for Kenneth havde en jordbærtærte med hjem i går og så er kage-kvoten brugt ;-)

      Godt I har fundet den danske udgave af sokkerne :-)

  • Svar
    Dorte
    9. april 2017 at 08:28

    Opskriften på Hermionie everyday soks kan downloades på dansk via dit link. Tusind tak for det :) Nu skal jeg have gang i strømpestrik!! Dejlig påske til alle.

    • Svar
      Liselotte
      9. april 2017 at 10:16

      Tak for at oplyse os alle :-) og rigtig god påske til dig også :-)

  • Svar
    Kaja
    8. april 2017 at 21:47

    Jeg havde ikke drømt om at jeg ville tatoveres, men livet gik den vej og jeg blev tatoveret i januar. Motivet blev til sammen med mine 3 børn og 2 børnebørn, og der er ikke en i hele verden der har en magen til. Du er så dejlig kreativ, så vil da opfordrede dig til selv at tegne den – så den bliver dit eget.
    Jeg er så glad for min :)

    • Svar
      Liselotte
      9. april 2017 at 10:16

      Jeg tror også, at jeg må i tænkeboks med min drøm, Kaja :-)

  • Svar
    FruBuch
    8. april 2017 at 16:53

    Så fik jeg endelig besøgt jeres “nye” butik…hø hø længe siden jeg har været på de kanter, men et ophold på Skals i en uge med håndstrik som emne, fik mig til at ligge vejen forbi Ålborg.
    At det lige passede med at du stod ved disken passede mig godt, pengene passede og jeg fik ikke brug for min 5 euroseddel(mon du kunne ha taget den?)….
    Jeg var med højskolen på udflugt til GAIA Museum Outsider Art i Randers og dér laver de altså de sødeste fuglehuse…..i de skønneste farver….win win… de udviklingshæmmede hygger sig med at bygge og male dem og de er co2-venlige i den forstand de er lavet i DK….Museet er et besøg værd skulle jeg lige sige……det er gratis og fra i dag har de en fotoudstilling som er et besøg værd….den kaldes “Nice to meet you Mr. Holbein” og starter d. 8/4-19/8-2017

    • Svar
      Liselotte
      9. april 2017 at 08:40

      Vi havde med sikkerhed fundet en kreativ løsning på kontant-udfordringen :-) Tak for tip til en sydgående udflugt :-)

  • Svar
    Lone Muchow
    8. april 2017 at 15:03

    super flot lille taske der ligger ved siden af strømpe garnet

    • Svar
      Liselotte
      9. april 2017 at 08:38

      Ja, den er jeg også glad for. Fundet på Etsy og nu i anvendelse som projektpose, er den lige akkurat perfekt :-)

  • Svar
    Anne
    8. april 2017 at 14:15

    Jeg drømmer om et ophold her:
    trehyttene.no
    Men jeg må vist hellere bage en citronkage i weekenden og drømme mig dertil!
    Ha en god weekend.
    Bedste hilsener
    Anne

    • Svar
      Liselotte
      9. april 2017 at 08:34

      Det ser sørme også skønt ud, Anne :-)

    Tak for at du gør det endnu sjovere at læse med herinde :-)