Toscana – Det føles allerede som flere måneder siden

Det føles allerede som flere måneder siden vi besøgte Toscana. Sådan er det jo i virkeligheden ikke, men ind imellem lander man lidt hårdt og sådan har det vist bare været for mig. Jeg er nu slet ikke færdig med at fortælle om det dejlige område af Italien, som vist efterhånden er ved at være mange danskeres yndlings-destination, når det kommer til afholdelse af sommerferie. Jeg forstår dem sagtens, for der er utrolig smukt, man spiser dejligt og så er lokalbefolkningen utrolig rar.

Vi havde en temmelig bizar tur over Alperne, inden vi kunne køre gennem Brennero og ind i Italien. Herefter kørte vi gennem Trentino Alto Adige. Skisportsstederne står i kø , når man kører gennem området, som er kendt for at dyrke vin på nærmest umulige vilkår op ad stejle og ufremkommelige bjergskråninger. Der er ikke meget at se, når man kommer længere ind i området, ud over spredte landsbyer og vindomsuste vingårde på skråninger, der ikke ligner noget, hverken mennesker eller maskiner kan forcere, men her er utrolig smukt og siden kommer vi ind gennem lige så smukke Veneto og krydsede Po ind i Emilia Romagna, for til sidst at ende i Toscana.

Vi kendte vejen. Vi kendte også hotellet. Vi var ventet. Det var dejligt og allerede dagen efter, var vi klar til eventyr.

I Pistoia ligger hoved-andelen af de planteskoler, der leverer planter til hele Europa. De omkranser byen og ligger tæt og overalt. Klimaet er ideelt. De bløde bakker, der omgiver byen, giver et mikroklima med skøn varme og jævne regnskyl, så alt trives og derfor er en planteskole en indbringende forretning, hvis man forstår at passe den. Det gør de her.

Vi kørte ud af byen og på motorvejen sydpå. Vi skulle til Leccio Regello. Her ligger The Mall. Kenneths yndlings-sko koster en bondegård og en mindre passagerfærge, så det kan sagtens betale sig at køre turen ud til verdens ende, som det kan føles som, når man kører gennem landskaberne på vej derud. Vi føler næsten, at det er som at komme hjem, for det var nemlig lige her, vi havde lidt firhjulede udfordringer i sommerferien tilbage i 2012. Det var vores nærområde og vi lærte de små, smalle og snoede veje godt at kende dengang og kan konstatere, at vi ikke har glemt dem endnu.

The Mall udvider. Fra at være en lille samling mærkevarebutikker, er det i dag et kæmpestort område, som konstant er under udvikling. Fra Firenze kører shuttle-busser til og fra i en lind strøm og ud af busserne strømmer asiater, som fylder landskabet med den søde lyd af uforståeligheder og har så mange penge, at de så ubetinget er en god forretning at tilbyde gratis bus til døren.

Jeg NÆGTER at fortælle, hvad jeg købte og Kenneth fandt ingen sko, så i virkeligheden var vi ikke værd at ofre nogen form for opmærksomhed.

Vi sad ind imellem lidt i området med næsen vendt mod solen, for der var forår med varmegrader i tyverne og vi nød det sådan efter et alt for koldt forår hjemme i Danmark. Til sidst enedes vi om, at en kop kaffe lige kunne gøre den gode forskel, inden vi ville køre videre hjemad.

Vi havde besluttet, at vi ville køre udenom motorvejen og satte derfor GPS’en til at undgå betalingsveje. Det skulle vi få en festlig tur ud af, skal jeg hilse og sige. Smuk, spændende, rodet, kaotisk og så igen smuk. Halvvejs hjemme skulle vi nemlig igennem Firenze.

Hvis du har prøvet at køre i Firenze, ved du allerede, at det ikke er for tøsedrenge, men vi er rimeligt rå, når det kommer til den slags, så det gik fint – inklusive tossede omkørsler, pludseligt spærrede veje og alt det andet, der gør kørsel i Italien til noget ganske særligt, men inden da gik turen gennem smukke landskaber og kønne småbyer.

Pludselig var vi midt i Firenze med skraldecontainere, biler i massevis og en frygtelig larm. Det tog en halv times tid at krydse byen.

Ude på den anden side fortsatte vi missionen med at undgå motorvejen. Vi kørte ad små landeveje hele vejen retur til Pistoia og hotellet.

Vi landede på hotellet, så det passede perfekt med et besøg på den tilhørende restaurant. Jeg havde hele dagen lidt af noget, der i mistænkelig grad mindede om tømmermænd efter et umådeholdent indtag af Prosecco aftenen før, så jeg nøjedes med et enkelt glas Barolo. Man skal jo lære af sine fejl, ikke?

For øvrigt har jeg lært af en fuldblods italiener, at Prosecco ikke kun er til aperitif eller fisk. En ægte toscansk italiener nyder Proseccoen gennem hele måltidet, så jeg prøvede jo bare at være lidt italiensk. Av …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.