48

I går var jeg ude at køre med Oline

I går var jeg ude at køre med Oline ved rattet. Det sker meget sjældent. Jeg tror, at Oline er bange for, om jeg synes, at hun kører godt nok. Hun kører som en stjerne og jeg har aldrig nogensinde kommenteret på hendes kørsel, for det er ikke nødvendigt, men jeg er bilglad, lidt friskt kørende og måske sådan lidt for meget drengerøv til, at hun synes, det er nemt at putte mig ind på passagersædet. I går fik jeg nu alligevel lov og det er skønt at sidde ved siden af.

Vi kørte ind til midtbyen. Mere midt bliver det næsten ikke. Reberbansgade. Lige ved Læsehesten, som mange aalborgensere kender. Her parkerede vi bilen og endelig skulle jeg se Olines nye lejlighed.

Den er perfekt! Jeg ville elske den. Den passer så godt til Oline. Helt oppe under taget ligger den med den fineste udsigt ud over byen. Fra køkkenet er der kig til Aalborgtårnet.

I går var jeg ude at køre med Oline ved rattet. Det sker meget sjældent. Jeg tror, at Oline er bange for, om jeg synes, at hun kører godt nok.

I det bløde aftenlys tager det tårn sig virkelig godt ud. Hun kigger lige ned i gården til en del af Sygehus Nords bygninger. Det med sygehus lige der er snart en saga blot. Jeg tænker, at med tiden bliver disse smukke, gamle bygninger sikkert forvandlet til hundedyre ejerlejligheder, men jeg kender faktisk ikke lokalplanen for matriklen, når vores nye Supersygehus NAU står klar i 2020.

Oline bar kasser op, mens jeg gik rundt og nød lejligheden. Den er virkelig skøn. Køkken, bad og to stuer. Dybe vindueskarme, hvor hun kan sidde og følge med i livet i kvarteret, synlige hanebjælker og som en ekstra og STOR bonus; en hems så stor, at der faktisk er to ekstra værelser oppe under taget med kig ud i verden i retning af Aalborgtårnet og Kunsten.

Jeg forstår sagtens, at hun har glædet sig den sidste måned.

Kontrasten mellem den livlige Reberbansgade og det stille forstadsliv i Gug er stor. Jeg forstår godt, at hun glæder sig til det liv, der udspiller sig døgnet rundt i en storby, for hun er ung og jeg har ikke glemt, hvordan det er. Jeg glæder mig sådan på hendes vegne.

I morges var vi alle tidligt oppe.

Pailetterne forsvinder ud af mit hverdagsliv. Sammen med Oline flytter de ind til byen, hvor de måske i grunden også passer bedre ind. Alt er, som det skal være.

Jeg griner lidt af hendes plasticposer, IKEA-net og småting i løs vægt, men hendes far er total cool og synes egentlig bare, at det er en fin måde at flytte på. “Det er jo nemt at bære poser op af en trappe”, siger han bare, men han er også den, der selv flyttede hjemmefra i sorte sække, så det …

Jo, jeg græd, da Oline og hendes far trillede ned ad Rødtjørnevej med det første læs for at mødes med hendes søde hjælpere inde på adressen. Jeg græd først, da de var oppe for enden af vejen, så hun opdagede ingenting.

Alt er godt. Startskuddet til livet uden hjemmeboende børn gik i morges klokken 8.30.

Du vil sikkert også kunne lide