Så snart jeg slår øjnene op, står Oskar der

Mandag starter tidligt. Jeg har glemt rullegardinet. Solen står op lige udenfor vinduet og der er lyst, næsten inden det blev mørkt.

Så snart jeg slår øjnene op, står Oskar ved siden af sengen og logrer. Jeg ved ikke, hvordan han gør det, for selvfølgelig siger logikken mig, at han hører, at mit åndedræt ændrer sig, men hunden er altså efterhånden temmelig dårligt hørende. Alligevel er det sådan hver morgen. Så snart jeg vågner, står Oskar klar. Så står vi op.

Jeg elsker ham. Han er altid glad og frisk på trods af sin høje alder. Han er fjorten år om en uges tid. Han gider stadig løbe, lege og fjolle helt vildt. Jeg husker pludselig, at Mette måtte sige farvel til sin bedste ven i går. Jeg kan kun forestille mig, hvor ondt det gør. Det er jo den bedste ven, man mister. Ikke bare en hund, men en ven, som altid er der.

Jeg sender hende en varm tanke. Så går vi, Oskar og jeg.

Bagefter er der kaffe. Jeg begynder at overveje, hvad jeg skal servere for Kenneth og hans gæster i aften. Det er Grundlovsdag og dermed også Fars dag, så selvfølgelig kommer Oline hjem. Der kommer yderligere et par stykker til maden, så jeg tænker i salat og friskbagt brød, men hvad mere? Måske tapas? Måske et fad hjemmelavet Moussaka? Måske noget helt tredje. Jeg kan ikke belutte mig. Der er tid nok.

Jeg tænker, at jeg vil bage kage og brød. Når jeg gør det, sidder Oskar på kanten til køkkenet og følger minutiøst hver eneste bevægelse, jeg gør. Han går aldrig ud i køkkenet, for det ved han ikke er tilladt, men taber jeg noget, kan han ikke lade være. Han holder øje, for tænk om det skulle ske, at der faldt en oksemørbrad fra køkkenbordet og ned på hans gulv …

Håbet er lysegrønt. Det er ikke sket endnu, men efter fjorten år sidder han stadig stålsat og venter. Han er tålmodig som få.

Så snart jeg slår øjnene op, står Oskar der

Oskar snorker. Han er en gammel hund. Han sover meget og hører mindre nu, end tidligere, men han er skøn og jeg er taknemmelig for, at han landede i vores liv for fjorten år siden på en skøn, solrig augustdag – lige akkurat 8 uger gammel.

Relaterede skriv

6 kommentarer

  • Svar
    Anette
    7. juni 2017 at 16:09

    Stakkels Oskar at du aldrig tabere oksesteg. … ; ) bare 1 gang i hans liv.
    Flot at han ikke går i køkkenet.
    Tror Hannah et fantastisk liv hos jer.

  • Svar
    Mette
    5. juni 2017 at 17:48

    Tak for tanken, Liselotte.

  • Svar
    Annie hartvig
    5. juni 2017 at 14:38

    Åh han lyder skøn ham Oskar men han har da også et dejligt hundeliv hos jer

    • Svar
      Liselotte
      5. juni 2017 at 15:12

      Han er i hvert fald højt elsket, Annie :-)

  • Svar
    VenterPaaVinBlog
    5. juni 2017 at 12:02

    Håber I finder på noget lækkert – tak for reminderen med mousakka, det er 100 år siden at jeg fik det sidst (:

    A

    • Svar
      Liselotte
      5. juni 2017 at 13:51

      Det smager jo pragtfuldt, men tager evigheder at lave og derfor er det sjældent, vi spiser det. Det blev dog til græske frikadeller, græske kartofler og en skøn, græsk salat i stedet. Vi holder fast i nationaliteten, men skifter retterne ud ;-)

    Tak for at du gør det endnu sjovere at læse med herinde :-)