F R E D A G S L I S T E N

Jo, den er god nok. Det er fredag og dermed tid til F R E D A G S L I S T E N. Kort, komprimeret og ikke så meget andet end mig, mig og mig, er jeg bange for. Jeg har ikke rigtigt andet at trække op af hatten, for denne uge har båret præg af et efterslæb fra sidste uge og det har betydet, at jeg har været mest på kontoret og meget lidt udenfor matriklen i det hele taget.

Måske weekenden skal bruges til at lave lidt om på det, men heller ikke for meget, for jeg glæder mig meget til at tilbringe weekenden hjemme og meget gerne udenfor og i godt vejr.

Kragetæer, fregner og klatter af mascara er mig. Hår som gør, som det har lyst til og vildtvoksende øjenbryn er også mig. Det er faktisk okay. Jeg er her og jeg elsker livet. Mere er der vel ikke at sige om det. Om lidt har jeg sølvbryllup. Jeg elsker stadig Kenneth. Min familie trives. Jeg har alt det, jeg kunne ønske mig og mere til – og ja, her taler jeg om alle de ekstra kilo, men det sidste er min egen skyld og alt i alt, er der ingen grund til ikke at være taknemmelig og det er jeg. Meget.

Fredagslisten bliver altså mig, mig og atter mig. Du må bære over eller springe over. Et af to …

  1. Nogen dage drømmer jeg om at klippe mig korthåret igen. Det er bare så nemt og jeg bliver frustreret, når jeg ikke kan finde ud af at udnytte det ellers helt fantastiske hår, jeg er indehaver af. Løst hængende eller samlet på toppen af hovedet i en rodet knold, er de to varianter, jeg excellerer i. Jeg samler på idéer. Jeg er vild med alle de smukke, løse og fantasifulde måder at sætte hår og jeg samler på idéerne – når jeg altså husker, at jeg er indehaver af en Pinterest-konto, for helt ærligt, så jeg er vist ved at være en af de elefanter, der sakker bagud på online point.
  2. Jeg gider ikke bruge tiden på at “pinne” en hujende fis. Kun sporadisk og i små tidsoaser gør jeg det. Min tid er kostbar og jeg vil ikke investere den i at være online konstant, men meget hellere i at være nærværende og i nu’et. Jeg er ret godt til det, hvis du spørger mig og nej, det er ikke nogen bevidst handling og den er heller ikke spor frelst, for jeg mener dybest set, at vi alle skal have friheden til at gøre det, der føles rigtigt for os, så længe vi ikke skader andre undervejs. Jeg er vist bare sådan et sted i mit liv, hvor jeg har brug for at vegetere og nyde virkeligheden, så det gør jeg.
  3. Jeg drømmer om den rejse, jeg ikke skal afsted på. Jeg drømmer om solrige dage med ingenting og aftener med skønne middage ved bredden af Lagi di Como. Så vågner jeg og overbeviser insisterende mig selv om, at der nok bliver plads til en lille afstikker i sensommeren eller det tidlige efterår. Jeg dør lidt indeni, når vejret er trist, men jeg glædes hver eneste gang, der er mulighed for udeliv, for vi har en skøn have med dejlige steder at hygge os.
  4. Jeg glæder mig, for weekenden skal bruges på at flytte ind på Feddet. Gulvet er færdigt. Jeg har endnu ikke set det, men det er færdigt og jeg skal se det, når jeg kommer hjem og jeg kan slet ikke vente. Der skal indrettes til skønne dage og lune aftener under tag, så sommeren bliver skøn uanset vejr og vind. Grønne planter, tæpper og en sofa, skal jeg ud at investere i, men en aflyst sommerferie skal der vel kompenseres lidt for, tænker jeg.
  5. Jeg elsker, at Kenneth og jeg er alene. Jeg nyder vores aftener og jeg synes slet ikke, at livet er tomt eller stille efter Oline er flyttet. Jeg savner hende ikke, så det gør ondt i hjertet, men jeg nyder den genvundne frihed, som også ligger i igen at være to. Jeg kan kun alt det, fordi jeg ser Oline trives. Jeg glædes med hende. Hun nyder sin lejlighed. Hun elsker sit liv og der er så mange gode ting i gang for hende, at jeg bare bliver helt glad og varm indeni, når jeg tænker på hende og så har jeg opdaget, at jeg ELSKER, at hun kommer på besøg. Det sker ikke ofte, skal jeg hilse at sige, men det er bare tegn på, at hun lever livet og har det dejligt og så meget mere nyder vi, når hun så endelig kigger forbi.

Med det allerinderligste ønske om en vidunderlig weekend til dig og dine :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Mere

10 kommentarer

  • Svar
    Annette
    16. juni 2017 at 19:14

    Måske der er inspiration at hente til indretning af Feddet her? Er selv vild med bambusloooket og ville eksviperere et stort drivhus med det, hvis jeg havde et. Det får jeg forhåbentlig en dag.

    https://www.northbynorth.dk/

    • Svar
      Frk.Anemone
      16. juni 2017 at 21:40

      Jeg nød nu at læse med alligevel :) Ærgerligt med den ferie, men familien har jo første prioritet, no matter what… Vi skal også holde ferie i DK i år, selvom vi næsten altid er på udlandsferier, men faktisk så glæder jeg mig til roen og fordybelsen på egen matrikel. Det gør du også, fornemmer jeg. God bedring til Kenneth.

      • Svar
        Liselotte
        17. juni 2017 at 08:48

        Familien har bare første-prioritet, så sådan bliver det og det er godt og dejligt for min mor, at hun kan opereres allerede. Hun har haft det slemt længe, så jeg glædes på hendes vegne, men jeg ER også ked af, at jeg ikke kommer af sted. Jeg har meget brug for disse uger langt væk og i stilhed uden at lave noget som helst :-)

    • Svar
      Liselotte
      17. juni 2017 at 08:51

      Jeg har allerede møbleret huset en gang, så der skal ikke voldsomt store investeringer til, men jeg tror lige, at jeg har besluttet, at vi selv bygger et sted at slænge os. Så får vi det, som vi gerne vil :-)

  • Svar
    Hanne S-P
    16. juni 2017 at 17:59

    Vi har også en søn på vej ud i verden, og det er jo et sundhedstegn. Det bli’r da underligt, men det bli’r også godt. Det mest mærkelige er, at jeg jo ikke føler mig meget over 30 indeni, hvilket jo ikke kan passe

    • Svar
      Liselotte
      17. juni 2017 at 08:46

      Jamen vi er jo nærmest heller ikke blevet ældre, mens børnene er vokset op, Hanne ;-)

  • Svar
    Helle K.
    16. juni 2017 at 16:09

    ❤️ til dig

    • Svar
      Liselotte
      17. juni 2017 at 08:45
      • og lige tilbage, Helle :-)
  • Svar
    Susanne
    16. juni 2017 at 16:07

    Sikke en fin liste! Den kan du sagtens stå ved, selv om det er mig og mig og mig (som ikke gør noget overhovedet. Det er stadig interessant). Og ja, sjovt nok er det dejligt, når ungerne flytter hjemmefra og især, når man kan se, at de trives. Så kan man vinge det projekt af på livets to do liste. God weekend til dig.

    • Svar
      Liselotte
      17. juni 2017 at 08:43

      Oline trives og det gør altså bare, at jeg også kan nyde den frihed, der ligger i bare at være to. Når jeg savner hende, kan jeg bare ringe eller skrive lidt med hende og når jeg mærker hendes glæde, bliver jeg glad :-)

    Tak for at du gør det endnu sjovere at læse med herinde :-)