18

Det marehalm drømme er gjort af

Kenneth drømmer om sommerhus. Det har han – stort set – gjort i alle de mange, mange år, vi har været kærester. Det kommer op at vende med mellemrum. Jeg krydser arme og vi krydser klinger, for ikke om jeg vil have et sommerhus. Jeg har i mange år ikke syntes, at vi behøver give os selv og hinanden flere arbejdsopgaver, end vi allerede har.

Et sommerhus kræver vedligehold. Et sommerhus kræver at blive brugt, hvis det skal føles levende og elsket. Et sommerhus skal give velvære og afslapning og skal ikke være en kilde til dårlig samvittighed enten fordi det bruges for lidt eller fordi det tager tiden fra opgaver, man burde lave hjemme.

Det marehalm drømme er gjort af

Jeg er skide irriterende, for jeg har ret, men det afholder ikke Kenneth fra ind imellem at tage mig med på tur ud i sommerlandet og runde et par potentielle drømme.

I dag gik det, som det ofte går. Jeg strikker, sludrer og nyder bare, at vi kører afsted i adstadigt tempo og Kenneth sørger diskret for, at vi pludselig er lige akkurat i et område, hvor han for øvrigt har set, at der er et par huse til salg. Så skal vi naturligvis lige indenom. Jeg kigger pligtskyldigt og skyder drømmene ned lige så hurtigt, som han får hængt dem op.

Altså normalt er det sådan …

Det marehalm drømme er gjort af

I dag fik han krammet på mig. I dag opdagede han, at jeg kan røres og flyttes. I dag så han, at jeg er glad for den rå og uberørte natur i og omkring havet. At jeg elsker fred og ro. At jeg holder af det beskedne og private. At småt er godt.

Røde kinder og duften af saltvand fra små blonde hoveder

Jeg tog mig i at stå og fantasere om herlige somre med de børnebørn, han og jeg måske er heldige at få engang. Strandture. Is. Strandskaller og hulsten. Aftenbad i det hav, jeg elsker; Vesterhavet. Nyopgravede kartofler og jordbær købt ved vejsiden. Cykelture ad stille, flade strækninger. Hugorme der soler på stier og gemmer sig i lyngen, når vi kommer forbi. Røde kinder og duften af saltvand fra små blonde hoveder, vi putter i nyvasket sengetøj. Godnathistorier på sengekanten og …

Jeg kunne slet ikke stoppe igen. Det var stedet, der gjorde det. Vi skal ikke have sommerhus, men lige netop det sted rørte ved noget dybt i mig og Kenneth har opdaget, at der er sprækker at trænge gennem. Mit forsvarsværk gennembrød han i dag, da vi trillede ned ad en lille vej i Nordjylland.

Det, som ligner min barndoms somre

Vi var viden om. Lige fra små, beskedne fiskerlejer til Blokhus, hvor der også er sommerhuse at se. Et af dem er nyt og fantastisk med kig til havet. Vi ved, at det er lækkert. Vi boede i et lignende, da vi sidst holdt arbejdsuge hjemmefra og installerede os i et sommerhus deroppe. Virkelig lækkert og lige til at flytte ind i og begynde at nyde er huset, der er til salg og sådan er der noget for enhver smag, men mit hjerte var ikke i tvivl.

Det er til det stille og det private. Det beskedne. Det, som ligner min barndoms somre.

Huset her er også til salg. Det ligger med en vidunderlig udsigt, men privat kan det ikke kaldes at ligge ved “hovedvejen” til stranden og havet. Til gengæld er der kort vej til ishuset og ikke mindst til det hav, jeg elsker. Det er et dejligt hus med masser af sjæl.

Mine barndomsminder er også marehalm, skumsprøjt og oprørt hav

I dag viste det tænder. Jeg husker masser af ture i et hav, der var lige så oprørt. Vilde bølger og skumsprøjt er en del af mine barndomsminder og mine forældre har altid sikret sig, at vi vidste, hvad vi skulle gøre, hvis vi endte i et hestehul. Habile svømmere var vi begge fra ganske små, så det var kun sjovt og udfordrende at være i bølgerne.

En skønne dag ender det vel med, at jeg siger ja. En skønne dag …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide