650 kilometer sydpå til Pusy-et-Epenoux

På vej til Provence havde jeg indlagt tre overnatninger. To havde sagtens gjort det, men jeg ville gerne, at vi kunne nyde rejsen som en del af oplevelsen, ligesom jeg vidste, at vi så ville ankomme tidsnok til de forskellige destinationer til, at vi kunne nå at arbejde lidt, inden vi skulle spise til aften. Det holdt stik hele vejen, men det lykkedes ikke uden benspænd.

650 kilometer sydpå til Pusy-et-Epenoux

Vi forlod Ladbergen og Hotel Maurer efter en solid morgenmad, som var både varieret og rigelig, som tysk hotel-morgenmad oftest er. Det tager ikke mange minutter at køre fra byen og ud til motorvejen. Ti minutter gætter jeg på, men jeg har egentlig aldrig taget tid på det. Det har været ligegyldigt. Vi har tid nok, når vi er på tur og denne dag skulle vi heller ikke voldsomt langt, men blot 650 kilometer sydpå til Pusy-et-Epenoux i Haute-Saone, for at gæste Château d’Epenoux. Et gensyn, vi begge glædede os til.

Mulhouse var skurrende bremser – pokkers!

Vi kørte ind i Frankrig ved Mulhouse. Det har vi gjort så utroligt mange gange tidligere, men denne gang gjorde vi det placeret i en lang kø ved grænseovergangen og mens vi holdt der, begyndte bremserne på Kenneths luftskib at skurre og vi vidste med det samme, hvad det betød. Vi valgte begge at ignorere det, men til sidst blev det så åbenlyst, at de bremser bare ikke ville være med mere. De ville skiftes og det var ikke lige med i planerne, at de skulle det, så det var en streg i regningen og eftersom Luftskibet er af den ganske særlige slags, så findes der ikke bare lige hverken bremser eller duelige mekanikere på ethvert gadehjørne. Pokkers!

… og så vinkede politiet ad os

Vi vidste, at der ikke skete noget ved at køre med dem. De skulle skiftes, så snart vi fik chancen, men indtil da fortsatte vi med behørig hensyntagen til det nødvendige og altså fortsatte vi i retning af Château d’Epenoux. Vi var kun lige kørt af motorvejen, da en betjent vinkede os ind til siden. Der var et kæmpe opbud af politi og vi snakkede kort om, hvad der dog kunne være sket, men det varede kun et øjeblik, så blev det opklaret.

Det koster kolde kontanter

Kenneth havde kørt for stærkt. Han var målt til 142 km/t på en strækning, hvor man måtte køre 110 km/t. Betjenten spurgte mistænksomt, om det var Kenneths bil? Kenneth svarede bekræftende og så bad betjenten om registreringsattesten. Den lå herhjemme, fordi Kenneth er både distræt og mindre struktureret (sagt pænt) og på et tidspunkt havde skullet bruge selvsamme og efterfølgende havde “glemt” at lægge den tilbage.

Forklaringen om, at den var glemt herhjemme blev godtaget, men så ville han gerne se forsikringspapirerne. Jeg rodede – endnu en gang – febrilsk i den mappe, hvor jeg samler alle vores nødvendige papirer, men jeg kunne hurtigt konstatere, at Kenneth åbenbart også havde skullet bruge dem …

Jeg har pokerfjæs, når jeg skal have det

Gode råd var dyre, men jeg har i den grad talent for poker. Jeg havde set, at der i mappen lå et brev fra vores forsikringsselskab om præmieforhøjelse. Det rakte jeg til betjenten, mens jeg smilede og mindede mig selv om, at han ikke læste dansk.

Han fik brevet og Kenneths kørekort med og forlod os. I en bil længere henne ad vejen sad de så tre betjente, der målte os med øjnene, diskuterede indbyrdes og formentlig tjekkede de også bilens registreringsnummer i databasen og kunne konstatere, at den vitterlig tilhørte Kenneth. I hvert fald kom betjenten tilbage og bad om 90 €. Kenneth betalte i en fart, for det var billigt sluppet. Betjenten smilede venligt til os, ønskede os en fortsat god tur og så var vi sluppet løs på vejene igen.

Det sidste stykke ad landevej foregik i god ro og orden med skurrende bremser, færre penge og udsigten til snart at være fremme og ganske rigtigt tog det ikke mange minutter, før vi holdt foran porten ind til det lille, charmerende slot. Vi ringede på porten.

Så åbn dog for pokker den port!

Nu skulle porten åbne og vi skulle køre op ad vejen til slottet, hvor man kan parkere på en fin plads foran hovedindgangen. Det skete bare ikke. Porten gik ikke op. Der var ingen i den anden ende af samtaleanlægget. Der var bare stilhed. Ingenting at høre. Ingen mennesker at se. Ingenting.

Vi ventede i fem minutter. Så ringede vi. “Åh, er I ankommet? Jeg kommer nu! Jeg er der om et øjeblik …“, lød det i telefonen og efter nogle minutter kunne jeg se en lille kone komme spadserende op ad hovedgaden nede fra landsbyens fjerneste hjørne. Hun vinkede. Så forsvandt hun ind på slotte af sideindgangen og kort tid efter åbnede porten og vi kunne køre ind.

Hun talte kun fransk. Det gør vi jo ikke. Vi plejer at klare den med enkelte franske gloser og sådan gik det også denne gang. Vi fik nøgler og besked på, at Monsieur var hjemme mellem klokken 19-20. Så gik hun.

650 kilometer sydpå til Pusy-et-Epenoux

Vi fandt selv vejen til første sal

Vi trak op på værelset, hvor vi kunne konstatere, at Kenneth var kørt fra opladeren til hans computer. Der var ganske lidt strøm på, så i det øjeblik blev det besluttet, at til vi fandt en oplader, måtte vi dedikere min computer til arbejde og sådan blev det.

Og sådan mistede jeg min sædvanlige adgang til internet og dermed bloggen

Faktisk fortsatte det resten af ferien, for på trods af forsøg med alle mulige og umulige opladere, lykkedes det aldrig at finde en, der duede. Computeren var ubrugelig og min Mac overtog tjansen med opdateringer, betaling af regninger, kommunikation med leverandører, mødeaftaler o.s.v.

Jeg bloggede en enkelt gang i starten af vores ferie og det var det. Der var brug for internetadgang til alt muligt andet end det, så sådan blev det og det gav i grunden også en form for frihed, at jeg fik opøvet evnen til bare at være til stede, når vi holdt fri.

I seng med Mona Lisa

Vi fik Mona Lisa-værelset. Det lå i modsatte ende af det lille slot og var lige så fint, som vores værelse første gang. Lidt mindre, men vi var jo også kun to denne gang.

Vi arbejdede nogle timer, hvorefter vi fandt vej over til den fabelagtigt dygtige kok med egen restaurant, som ligger i nogle af slottets bagvedliggende bygninger. Slottet og restauranten ligger i en virkelig lille landsby, men begge dele er kendte viden om, så restauranten er aldrig tom og det var heller ikke tilfældet på en helt almindelig torsdag aften i slutningen af august.

Vi kan ikke anbefale Boris og restauranten varmt nok

Man spiser fantastisk på Le Table du Château. Denne aften var ingen undtagelse. Efter en skøn middag med champagne – det var trods alt starten på nogle uger, der delvist skulle gøre det ud for en ferie – trak vi igen over på værelset.

Sent i seng og tidligt op

Vi var trætte. Det havde været en lang dag med adskillige overraskelser og ikke af den slags, vi havde ønsket os. Vi sov snart efter og vågnede meget tidligt næste morgen op til ejerens blomstervanding lige nedenfor vinduet.

Tidligt oppe var vi i gang med de sidste praktiske ting, inden vi pakkede og gik ned for at spise morgenmaden, som er fransk. Brød, ost, marmelade og croissanter med kaffe og appelsinjuice. Lidt kedeligt for min smag, men det passer perfekt ind i Kenneths præferencer og jeg led bestemt ingen nød.

Snart var vi på vej igen og og også denne gang tog vi ruten stik syd

Vi tog et sidste kig på stedet, inden vi startede bilen og kørte ud af Pusy-et-Epenoux. Det havde endnu en gang været et fint ophold med plads til ønsket om flere dage en anden gang. Nu skulle vi til gengæld i retning mod Souspierre i regionen Auvergne-Rhône-Alpes. Kun 460 km med skurrende bremser …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

6 kommentarer

  • Svar
    Ulla/FrkAnemone
    17. september 2017 at 20:01

    Uh, de der bremser ville også gøre mig nervøs. Dejligt at få lov til at følge med på jeres tur.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      18. september 2017 at 11:20

      Ja, de var ikke så spændende at køre med, men det gik :-)

  • Svar
    Jannie
    17. september 2017 at 15:02

    Tak for din uhyre levende og maleriske beskrivelse. Jeg kan næsten smage croissanten. Lyder som en dejlig tur, trods bøde og bremser. Fandt I et værksted, som kunne behandle luftskibet?

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      18. september 2017 at 11:20

      Vi fik ordnet bremserne nogle dage senere :-)

  • Svar
    mormorswebD
    17. september 2017 at 14:12

    Vi har også stået i Frankrig med en bil der ikke ville. Jeg taler lidt fransk, min ega er god til at tegne og på den måde kunne vi forklare mekanikeren hvad der skulle laves. Det var lidt være da samme mekaniker ringede sidst på dagen en spurgte om noget på rablende fransk…Manden spurgte hvad det ville koste og den pris kunne vi sagtens leve med, så han kunne bare lave det. Det var håndbremsen viste det sig senere… Men hverken prisen eller servicen var til at sætte en finger på.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      18. september 2017 at 11:19

      Det lykkedes også med vores bremser og en mekaniker, der kunne tale “lige så meget” engelsk, som Kenneth taler fransk ;-)

    Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)