Gråvejr i store solide, men hyggelige mængder

gråvejr i store solide, men hyggelige mængder

Onsdag indeholder gråvejr i store solide, men hyggelige mængder. Jeg arbejder hjemmefra og det betyder, at jeg laver en blanding af alt muligt mellem himmel og jord og jeg er så heldig, at det også inkluderer strikning.

Jeg strikker på både det ene og det andet

Jeg strikker flittigt på min Veðurfræðingurinn eller Weatherman af G. Dagbjört Guðmundsdóttir. Den har hvilet i meget lang tid. Nu er jeg så langt, at jeg lige har samlet ærmer og krop og endelig skal i gang med det smukke bærestykke. Ikke at jeg har haft det mindste imod rugbrøds-strikningen inden. Lange sekvenser af retmasker på rundpind passer godt med Taboo, den nyeste serie, vi er faldet i og for øvrigt er færdig med om et enkelt afsnit.

Det er vigtigt for mig med ro og eget selskab

Jeg elsker, at der stadig er blade på kastanjen på gårdspladsen. Det holder ikke længe, men vi slap nådigt gennem weekendens blæst, så der er stadig de smukkeste farver lige udenfor mit vindue. Jeg nyder, at jeg har kig til dem fra min arbejdsplads herhjemme. Jeg tænder stearinlys, henter kaffe og nyder virkelig, at mit værelse levner plads til alt det, jeg kan lide at omgive mig med, når jeg skal arbejde.

Det er temmeligt banale ting, der gør en forskel for mig. Det er visuel ro, som også kan beskrives som et bord med ryddelige og rolige flader. Det er naturmaterialer og rolige farver. Det er smukke ting som min garnvinde i træ, min hvide, venlige Buddha (Budai) i vindueskarmen, som så smukt minder mig om, at jeg skal prøve at være venlig, tålmodig og ordentlig. Det er smukke fotos og stilhed det meste af tiden. Det vigtigste er roen.

Jeg er ekstremt støjfølsom. Jeg holder af at være alene og i stilhed. Jeg er tilpas i eget selskab og behøver ingenting til at fylde mit rum. Jeg trives bare. Jeg henter energi i at være alene og jeg ved præcis, når jeg trænger til at trække mig tilbage. Det er når alle lyde bliver til støj og stress indeni mig. Når jeg reagerer uhensigtsmæssigt på alle lyde. Når jeg bliver irriteret og kortluntet. Jeg ville ønske, at jeg kunne gemme mig, når det sker, men sådan er virkeligheden jo ikke. Nogen gange må man anstrenge sig, smile og holde ud, selvom det er blevet svært at rumme alting.

Stilhed det meste af dagen

I dag bestemmer jeg. Der har været stille det meste af den tid, hvor jeg har arbejdet. Ind imellem har jeg set en podcast, mens jeg har strikket lidt på det sidste ærme på min Weatherman.

Jeg strikker nu også pulsvarmere. Resterne fra min Ranunculus skal udnyttes. Der er præcis til et par enkle lækre pulsvarmere og dagens vejr har kun mindet mig om, at det er ved den tid igen. Efterårets mørke og den tiltagende kulde gør stakken af pulsvarmere meget indbydende.

Simple pulsvarmere, der gør den gode forskel

De er helt simple. Tredive masker og glat indtil tommelfingeren. Så strikker jeg frem og tilbage over de tredive masker, til jeg synes, at det passer med tommelfingerens længde, lukker arbejdet til en ring igen og strikker, til jeg synes længden over hånd og fingre er god. Måske broderer jeg efterfølgende på dem. Det holder jeg meget af at gøre på strik, så måske …

Jeg drikker kaffe med kanel-/chokoladedrys. Det er noget af det bedste, jeg ved, men jeg gør det kun i efteråret og vinteren. Sommer og forår hører den smag ikke til i mit univers, så det er ekstra hyggeligt, når jeg finder strødåsen frem. Sidst på eftermiddagen afløses kaffen af varm te. Jeg drikker mange forskellige slags te og min favorit varierer, men jeg er vild med Pukkas teer, som kan trække i evigheder uden nogensinde at blive bitre. Jeg glemmer nemlig ofte mit tebrev i koppen.

Jeg drikker gerne ingefær-te, lakrids-te og så er jeg også vild med den med både lakrids og kanel lige nu, men det skifter og jeg har en imponerende samling te i skabet.

Det er te-tid og Oskar ligger klar i sofaen

Om et øjeblik vil jeg brygge en kop te. Det er ved den tid. Jeg vil lukke computeren og beslutte, at det nu er fyraften. Jeg vil finde ind i stuen til Kenneth og indtage mit sofa-hjørne uden at vide, hvordan denne dag forsvandt, som dug for solen. Jeg forstår slet ikke, hvor de mange timer forsvandt hen, men jeg har udrettet både stort og småt, så i virkeligheden får man nok ikke mere for den 25-øre.

I aften skal vi spise rester. Det er nemt og vi synes, at det er særligt på de dage, for det giver en frihed, vi ikke er vante med, men vi øver os i at lave mad i portioner, der levner plads til lidt til fryseren, så vi har dage, hvor vi bare skal varme.  Frihed er jo også at hente den tid, vi skulle have brugt i køkkenet, og i stedet bruge den til at drikke te, snakke om dagen, der er gået, eller fremtiden, vi drømmer om.

Det var den te, jeg kom fra …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

4 kommentarer

  • Svar
    Vibeke
    4. november 2017 at 08:05

    Hvor er du bare skøn ❤️

  • Svar
    Jane
    3. november 2017 at 01:36

    Det lyder til at vaere en rigtig dejlig dag. Nogle gange kan jeg komme til at savne en graa dag, hvor det er super hyggeligt at taende stearinlys, drikke te og stikke – men saa er det jeg kigger ud af vinduet, paa solen og den blaa himmel og saa tager jeg teen og strikketoejet med ud paa terrassen.

    Det er hvad jeg lige kunne taenke mig nu, og saa kunne jeg taenke mig at se en strikke podcast. Jeg har paa din anbefaling nydt at se en podcast med to dejlige frimodige kvinder, som sidder i sofaen i deres strikkeshop og taler noget saa skoent om hedeture, aegteskab og strik selvfoelgelig. Nu kan jeg bare ikke huske hvad den podcast hedder!!!

    Kan du hjaelpe mig?

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      4. november 2017 at 17:48

      Det kan jeg sagtens hjælpe med, Jane. Du har kigget med hos The Workshop Girls :-)

    Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)