Hjemmearbejdsdag

Solen skinner udenfor. Den trænger ind gennem ruder, der trænger til lidt kærlighed, men det er ikke tid for det i dag. Tirsdag er hjemmearbejdsdag.

Jeg havde brug for ro, så jeg sidder i stilhed og arbejder, mens jeg iagttager solens tur rundt om huset. Den er forlængst forsvundet fra mit værelse. Nu er den på den anden side af huset, hvor den indhyller stue og køkken i et indbydende og varmt lys.

Hov, en pause må der til

Jeg har arbejdet uden pauser indtil for en halv time siden, da jeg pludselig huskede, at jeg havde en krop, der ville sætte pris på, at jeg rørte mig en smule. Det blev ikke til mere end en lille runde med kameraet. Vi var ude i haven.

Der er vidunderligt, men koldt og Oskar var straks med på lidt leg. Bagefter fandt han hurtigt yndlingspladsen igen. Jeg har fundet tilbage til pladsen bag skærmen, men ikke for at arbejde, men for lige at lege lidt med at skrive om en ganske almindelig tirsdag i november. November. Tænk engang, det er november. Jeg forstår det vist slet ikke, for det har da lige været sommer. Nu er det november og vi er godt på vej mod december. Julen.

Jeg er slet ikke klar, men jeg bestemmer ikke og følger bare trop. Sådan er det også med november og nætterne fulde af tårer, mareridt og savn.

Hjemmearbejdsdag

Vi er ikke gode venner, november og jeg

Jeg er ikke gode venner med november. Jeg sover umanerlig dårligt lige nu. I nat lå jeg vågen fra ved et-tiden til jeg endelig faldt hen igen ved fem-tiden.

Det er mareridt og væmmelige drømme, der vækker mig hele tiden. Ikke længere udelukkende dem, hvor Alexander er med, men også andre, som ikke umiddelbart giver mening. Underbevidstheden skal man ikke underkende. Den bestemmer. Diktatorisk. Hvis ikke, havde jeg sovet otte timer i streg og havde ikke siddet her og længtes efter en hel nats søvn.

Jeg ved, hvad dette handler om. Jeg ved, hvorfor jeg vågner med våde kinder og ondt i hjertet. Jeg ved, at det bliver bedre. Jeg skal bare lige hen forbi den 29. Bare lige …

Jeg har lige genlæst teksten fra indlægget, jeg linker til ovenfor. Det er første gang, siden jeg skrev det. Der skulle gå mere end ti år, før jeg kunne. Sorg kommer man aldrig over. Man lærer at leve med den som en trofast og insisterende ledsager gennem livet. Livet, som er fantastisk og smukt og helt igennem dejligt.

Sorgen er en del af livet. Kontrasten til glæden, som heldigvis fylder det meste hos mig og dem, jeg elsker. Det er jeg dybt taknemmelig for, for det er ikke givet, men det passer så smukt på vores liv med Alexander. Vi insisterede altid på, at glæden skulle fylde mest, for der er grund til at fejre livet hver eneste dag. Vi var gode til glæden. Det er vi heldigvis stadig – der er bare lige nogle dage i november, hvor sorgen også tager sin plads ved siden af og det er faktisk i orden med mig.

Oskar har fundet en solplet. Han husker (måske, for hvad ved jeg?) ikke længere Alexander og er i stedet ikke sen til at udnytte, at solen er fremme. Han ligger og lurpasser den i Kenneths stol. Han ved, at i dag er chancen for uforstyrret at smøre sædet ind i hundehår og den slags chancer skal man ikke forpasse. Nydelsen er tydelig og indlysende. Han ligger blødt, varmt og på forbudt sted. Der er ikke mere at ønske for en aldrende hund. Alexanders aldrende hund for at være helt præcis.

Jeg passer godt på ham, Alexander. Det lover jeg.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

10 kommentarer

  • Svar
    Sidsel
    11. november 2017 at 13:47

    Jeg tænker altid på jer, i denne tid. Har jo fulgt din blog gennem mange år. Jeg er blevet SÅ beriget. Mad, strik, billeder, og ikke mindst livshistorier.
    Du ved, at mit hjerte smelter. Jeg ville gerne kunne tage noget af smerten fra jer, men det kan jeg ikke.
    Så lun dig blot ved mine tanker.❤️

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    10. november 2017 at 15:18

    Tusinde tak for alle jeres kommentarer. Jeg er ikke faldet i et sort hul, men har bare haft utrolig travlt :-) Sorgen er min trofaste følgesvend livet ud, så jeg prøver at komme overens med den og for det meste lykkes det :-)

  • Svar
    Hanne
    9. november 2017 at 21:19

    Jeg kender så godt til følelsen. Savnet og sorgen, der gnaver og som man lærer at leve med som en trofast følgesvend. En følgesvend, der er med på godt og ondt. I år er det ti år siden, jeg mistede min ældste datter, knap 12 år gammel. Det var i april og selvom jeg egentlig altid har elsket foråret, så har det siden været med så tungt et hjerte at være i april. Vi værdsætter også de gode stunder, men falder også i dybet. Sådan må det være.
    Strikketøjet har været terapi for mig og hjalp mig gennem den første meget svære tid og siden. I starten ikke noget kompliceret, men stille og roligt strikketøj med gentagelser.
    Tak for dine skriv. Tak for, at du deler.

  • Svar
    Tine
    8. november 2017 at 07:55

    Jeg har læst med på din blog fra efteråret 2003 også selv om jeg ikke er særlig god til at skive en lille hilsen eller en kommentar.

    Selv om jeg aldrig har mødt dig og jeg ikke kender dig, så når vi når til november, så tænker jeg på dig og dine samt hvordan I mon i år vil komme igennem den måned, der skal være fuld af forventninger til den kommende højtid samt i stedet for er fuld af sorg på grund af jeres store tab.

    Det må være ufatteligt hårdt at miste et barn, hvilket jeg godt kan sætte mig ind også selv om jeg aldrig har prøvet det eller har få et barn, da jeg ikke er i stand til at få børn på grund af de skader min mors seksuelle misbrug af mig, da jeg var barn, har påført min krop. Men jeg ved, hvor stor en sorg, den viden er for mig,

    Jeg tænker på dig og jeg vil hvert år så gerne kunne skrive et eller andet til dig, der kan trøste dig, men jeg ved desværre udemærket godt, at det kan jeg ikke.

    Jeg håber, min ord har givet mening samt at de ikke har rørt et i forvejen alt for ømt punkt, for det var ikke det, der var meningen med dem.

  • Svar
    Ida
    7. november 2017 at 23:11

    Der står titusindvis af ord om Alexander og hans liv lige her på Liselottes blog. Det er et spørgsmål om få klik, så kan du læse alt det, Liselotte gavmildt har deIt i årevis… I det lys kan din kommentar virke ualmindelig ufølsom og uovervejet.

  • Svar
    Marianne
    7. november 2017 at 20:00

    Kæreste Liselotte. Jeg har fulgt dig igennem nogle år og hver gang vi når til november, ved jeg at du vil skrive om din elskede søn som I mistede. Ord til dig og om det du gennemlever er svære at finde, fordi jeg ikke vil skrive noget fuldstændig tomt. Kun du ved og kan mærke hvad du har været igennem og gennemlever lige nu.
    Så jeg sender dig masser af varme kærlige tanker. Knus

  • Svar
    Lotte
    7. november 2017 at 19:19

    I hjertet gemt men aldrig glemt.
    Min mor sidder i mit hjerte, død af en sygdom som er grim og har frataget så mange sine kære….57 år …jeg holder vejret d. 15/7, det er 8 år siden nu.
    ❤️Tak for du deler…..

  • Svar
    frksnupp
    7. november 2017 at 19:14

    Mange varme tanker herfra også <3

  • Svar
    Henriette
    7. november 2017 at 16:10

    LiseLotte…..jeg har fulgt dig nogle år og har forsøgt at læse tilbage. Måske har du tidligere skrevet om det, måske kan jeg bare ikke finde det…og så undskylder jeg!
    Jeg har en lille søn på 6 år…han er da heldigvis sund og rask, men derfor bliver jeg alligevel berørt hver november når du skriver om Alexander. En mor skal jo ikke miste sine elskede børn, vel?
    Jeg fornemmer at Alexander var noget særligt med et handicap? Jeg vil ikke være utidigt nysgerrig, men kunne du tænke dig at skrive lidt om ham en dag?
    Tanker til dig….
    Knus Henriette

  • Svar
    Mette
    7. november 2017 at 16:10

    ❤️❤️❤️❤️ tanker herfra.

  • Tak for, at du gør det endnu sjovere, at læse med herinde :-)