Jeg kan snart se til enden af Gug

Ude er tågen lettet. Jeg kan snart se til enden af Gug. Det kunne jeg ikke tidligt denne morgen, hvor tågen lå så tæt, at Oskar troede, at det var for sjov, jeg ville ud.

Lørdag kaldte på en stille start og den er ikke slut endnu. Jeg sidder stadig og hygger med radio, strik og varm kaffe, men jeg er i gang. Jeg har ryddet op i en frygtelig stor samling af alt muligt, som var havnet på gulvet her i mit værelse. Garn, der er taget med hjem i løbet af ugen, fordi jeg pludselig har fået en ny idé. Akvarelpapir, bunker af print af opskrifter, tasker, der har været i brug i løbet af ugen, projektposer, der enten er tomme eller skal tømmes og så videre …

En bestillingsopgave, jeg aldrig troede, jeg skulle få …

Jeg strikker lige nu på et lille sjal til Oline. Det er en bestillingsopgave. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige, men HUN HAR BESTILT ET STRIKKET SJAL

Jeg kan snart se til enden af Gug

Opgaven er helt særlig

Ønsket om et sjal er i sig selv en overraskelse, for Oline har tidligere ikke villet have strik, men blødt garn sneget ind i hendes liv ser ud til at have sin effekt. Jeg har strikket to sjalet til hende allerede og jeg ved, at de bliver brugt om halsen, når hun skal ud. Dette skal sikkert supplere de andre.

Da jeg mødte ind på arbejde efter at have været syg i nogle dage, lå der to fed håndfarvet merino på mit bord. Det var Oline, der havde lagt dem strategisk midt på bordet, så jeg ikke kunne undgå at bemærke dem. Hun ønskede sig sjaler/tørklæder af dem og sådan et ønske sidder jeg ikke overhørig, så jeg er i gang og jeg nyder dette strikketøj ekstra meget, fordi det ender som et ganske særligt familie-projekt.

Mandyed – Kenneth er begyndt at håndfarve og han er virkelig god til det

Det er Olines far, der har farvet det garn, hun forelskede sig i. Kenneth er begyndt at farve garn. Han har altid været kreativ og det at håndfarve garn gør ham simpelthen så glad. Han slapper af, hygger sig og får udlevet den kreativ side, han har. Hans farver er skønne og Oline faldt pladask for to af dem. Den ene er denne smukke, turkis-blå, som nu forvandles til et lille Tulle Shawl.

Det er sjovt at tænke på, at Olines far har farvet og Olines mor har strikket :-)

At veksle mellem projekter

Jeg nyder at strikke det lille sjal og det er et fint supplement til de andre projekter, jeg har gang i. Dette er projektet på tynde pinde. De andre er nogle, som kræver lidt flere fingerkræfter, fordi de foregår på tykkere pinde og med tykkere garn. Det er godt for mit bevægeapparat, at jeg veksler mellem projekterne.

I øjeblikket er jeg temmelig plaget af skuldersmerter. Jeg har ondt i venstre hånd og lillefingeren sover ind imellem. Jeg ved hvorfor. Jeg ved, hvad der skal til. Pauser. I sidste ende en lang pause, så jeg tænker mig om og jeg prøver at lave andre ting ind imellem.

At have alt for mange interesser og alt for lidt tid

For øjeblikket har jeg genoptaget min glæde ved akvarel og jeg nyder at fordybe mig i den disciplin også. Jeg glæder mig hver dag over, at jeg har så mange interesser, jeg har lyst til at bruge mere tid på. Tænk hvis man ikke vidste, hvad man skulle give sig til, hvis man havde tid at bruge. Jeg er i den omvendte situation. Jeg må begrænse mig, for tiden er knap. Måske en skønne dag bliver der tid til flere af de ting, jeg har lyst til. Det kunne være dejligt.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

10 kommentarer

  • Svar
    Jeg hentede Kenneth i lufthavnen af Slagt en hellig ko
    21. februar 2018 at 18:54

    […] elsker at strikke sjaler, men jeg behøver vel ikke at starte to nye, så snart jeg har afsluttet Olines? Sådan blev det altså alligevel. Sidste skud på den stamme er Joji Locatellis Hipster […]

  • Svar
    Kenneth skulle være i lufthavnen af Slagt en hellig ko
    19. februar 2018 at 01:14

    […] Jeg hygger mig også med at have fundet akvarel-farverne frem igen. Jeg drømmer om at bruge mere tid på fordybelse med papir, blyant og farver, så jeg prøver at gøre lidt hver weekend. Jeg bliver så utrolig glad af det og jeg sætter mig gerne, når Kenneth så tager et par timer nede i GARNUDSALG.DK, for at farve garn. […]

  • Svar
    Lene
    18. februar 2018 at 12:01

    Jeg blev så lettet over at din overskrift ikke betød, at du flyttede, så jeg glemte at kommentere :-)
    Hvor er det en skøn historie og Oline vil da knuselske de sjaler.
    Jeg tror jeg laver min egen historie, så det garn, Kenneth fandt til mig til min fødselsdag og den opskrift du anbefaler her, skal fusioneres :-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      18. februar 2018 at 17:30

      Jeg flytter ikke frivilligt lige nu, Lene :-) Sjal og garn skal da sagtens bære en historie om din dejlige fødselsdag :-)

  • Svar
    Marianne
    17. februar 2018 at 14:34

    Ja det er dejligt med flere interesser man kan give sig i kast med.
    Super flot garn, sjovt du maler og din kære mand leger med farver ved at gøre det med garn. God hyggelig dag til dig.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      18. februar 2018 at 17:28

      Jeg havde en dejlig dag og ja, det er skønt, at vi begge elsker at lege :-)

  • Svar
    Annemette
    17. februar 2018 at 11:53

    Her er også tåget og der småsner ;-)

    Min dag skal gå med bolognese og der skal bages flutes dertil.. Jeg elsker simremad og køkkenet er bl.a. der hvor jeg bruger tiden når mine hænder ikke er til at strikke og sådan er de lige for tiden – men så er det godt at jeg har mange andre ting at give mig til :-)

    God lørdag til jer.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      18. februar 2018 at 17:26

      At lave mad eller bage er også virkelig skønne ting at bruge tiden på, Annemette. Det holder jeg også meget af :-)

  • Svar
    Bente Nilsson
    17. februar 2018 at 11:49

    Sikken et skønt sjal,du har gang i!! Jeg har netop i går bestilt garn magen til dit, og jeg kan næsten ikke vente, til det lander her ❤️❤️ Glæder mig til at røre og nyde de skønne farver… Men en engelsk opskrift – ved ikke, om jeg tør give mig i kast med det! Smukt er det – god weekend og tak for inspiration.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      18. februar 2018 at 17:19

      Selv tak, Bente. Hvad angår de engelske opskrifter, så handler det i høj grad om at ville. Viljen bærer os langt :-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)