Den der lever stille

Jeg starter lørdagen med en kop kaffe, mens jeg lytter til Den der lever stille af Leonora Christine Skov. Hun læser selv romanen op for mig og jeg er tryllebundet. Jeg kan slet ikke stoppe med at lytte, så da Oskar og Kenneth kommer ind udefra, tysser jeg på dem, indtil jeg husker, at det ikke er i orden og for et kort øjeblik pauser romanen.

Den der lever stille

Jeg kigger ud på et nyt hjørne af Tjørnevang

Jeg befinder mig et nyt sted. Jeg har en ny udsigt. En udsigt, jeg aldrig har haft før på trods af mine 20 år på Tjørnevang. Jeg sidder med kig ud i haven og inde i længen i det, der er en separat lejlighed. Faktisk i det rum, hvor vi etablerede GARNUDSALG for mange år siden.

Der er kun en hul skal tilbage for nu …

Vi har kun en hul skal tilbage i det meste af hovedhuset. Vi renoverer. Efter tyve år trænger vi til en grundig opgradering af hovedhuset. Vi har kun lappet i det omfang vores liv har tilladt det. I mange år var livet fuld af at give vores børn den dejligst tænkelige opvækst indenfor de rammer, vi var blevet givet. Det betød søvnløse timer brugt på at gøre Alexanders nætter så behagelige som muligt, dage fyldt med grin og spas og alle ledige timer brugt på praktikken omkring de to, dejlige unger, vi var heldige at have fået til låns. Der var ikke tid tilbage til at male, reparere eller i det hele taget udvikle på det hjem, vi havde etableret, da vi ankom til Aalborg i 1994.

Det gjorde ingenting. Vi trivedes allesammen og det har altid været det vigtigste for os.

Et stort, dybt og sort hul

Så døde Alexander og vi sank ned i et dybt, sort hul. Der var lang vej op af det og da vi endelig nåede kanten og kravlede op i lyset, var der ikke tid til nøl, hvis vi ville overleve økonomisk. Kommunens løfter om hjælp til Kenneth var glemt, i det øjeblik vi havde bisat vores søn. Vi måtte selv finde en vej og vi er lykkedes og vi har arbejdet hårdt for det, så det er en stor glæde for os begge, at vi nu er nået til et sted i vores liv, hvor der endelig er overskud til at gøre noget for vores hverdag og det hus, vi begge elsker.

Nogle af vores allerfineste minder bor på Tjørnevang

Jo, Tjørnevang er måske temmelig stort for to. Jo, vi kunne sagtens være på mindre plads. Jo, det ville da være mindre arbejde, hvis vi flyttede ind i noget andet, men det er nu sådan, at dette sted har været rammen om en stor del af vores voksenliv og det er vores børns barndomshjem og vores drømmehus, så det rummer så mange minder og stadig så store glæder for os, at vi ingen planer har om at flytte lige nu.

Til gengæld ved vi, at det må opgraderes, hvis vi skal blive boende. Vi er i gang nu.

Kun en rå og grå skal er der tilbage

Vi sad her forleden i vores hyggelige sofa og nød varm te, en god serie på Netflix og hinandens gode selskab. Det gør vi ikke igen lige foreløbig, men hvor skal det nok ende godt.

Siden dette foto er også alle klinkerne fjernet. Der skal lægges et nyt egetræsgulv gennem hele huset, så der var ingen vej udenom. Der skal installeres nyt køkken. Kenneth er ude for at bestille det. Det bliver hvidt og enkelt og det bedste fra IKEA. Vi er ikke millionærer, så vi prøver at strække pengene så langt som muligt. Vi arbejder med etaper. Vi ser, hvor langt opsparingen rækker. Vi når så langt, som den gør.

Jeg strikker stadig

Jeg er startet på Sjal fra Nørresundby af Isager. Jeg strikkede det for år tilbage til en veninde. Nu fandt jeg opskriften frem igen, for den passer perfekt til det blå uld, Kenneth lige har haft på bud på vores Facebook-side, hvor han ofte sælger små partier af gode sager.

Farven er bjergtagende smuk og jeg husker, at sjalet sad utrolig godt på hende, så det er vel på tide, at jeg strikker det igen. Det tegner smukt og så er det et fint strikketøj at smide ind mellem de andre.

Om lidt må jeg i gang. Om lidt …

God lørdag til dig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

12 kommentarer

  • Svar
    Conny
    12. marts 2018 at 09:47

    God arbejdslyst så længe. Det bliver spændende at følge processen, så meget som vi nu får lov til ;)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      12. marts 2018 at 10:35

      Der er ikke meget at vise lige nu, Conny. Rå, bare vægge og beton-gulve, men det bliver vel bedre, satser jeg på ;-)

  • Svar
    VenterPaaVinBlog
    11. marts 2018 at 02:15

    Hvor spændende!
    Hjem og hjerte er vigtigst, og minder skaber ofte rammer om hvor man høre til,

    A

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. marts 2018 at 19:08

      Hjem og hjerte ER vigtigst og vi glæder os over, at vi snart skal nyde vores igen :-)

  • Svar
    Gitte Pedersen
    10. marts 2018 at 22:45

    Det skal nok blive godt. Ikeas køkken er kåret som et af de bedste, så pyt med man ikke er millionær. Vi er så glade for vores . Havde det også i det hus vi byggede for år tilbage. Glæd Jer til at nyde det hele

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. marts 2018 at 19:07

      Vi glæder os, Gitte. Meget :-)

  • Svar
    Sidsel
    10. marts 2018 at 17:41

    Det skønneste hus. Det bliver SÅ dejligt. Og ganske velfortjent. Sejt, at I får gang i det projekt. Godt at I kan bo inde ved siden af. Glæder mig til at se billeder derfra.
    God weekend til jer.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. marts 2018 at 19:06

      Vi er bare SÅ glade for endelig at være nået her til nu, Sidsel :-)

  • Svar
    Marianne
    10. marts 2018 at 16:40

    Kender så godt det , at ting må vente mens man har børn der skal have det bedste. Og kan godt forstå I vil blive på jeres dejlige Tjørnevang for der ser så dejligt og hyggeligt ud. Et køkken fra Ikea er ikke dårligt. Vi fik et for 10 år siden og det er dejligt . Flot strik du har gang i. Hyggelig lørdag herfra

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. marts 2018 at 19:04

      Jeg er sikker på, at det nye køkken bliver skønt og vi glæder os rigtig meget til, at vi skal flytte ind igen :-)

  • Svar
    Sole
    10. marts 2018 at 13:46

    Er du da vimmer Liselotte, sikket projekt. Huset er jo slet ikke til st genkende! Og jeg under jer det hele, så meget, I har arbejdet hårdt for det!

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      11. marts 2018 at 19:00

      Det er slet ikke til at genkende, for det eksisterer jo nærmest ikke mere, men godt skal det nok blive. Vi glæder os :-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)