Drivhusglæder på en fridag

Torsdag er fridag. Ikke onsdag, men torsdag. Det er nyt, men sådan er det i hvert fald lige nu og jeg nyder ikke torsdagsfri mindre end onsdagsfri.

Jeg ved, at der nede i drivhuset er modne tomater. På trods af en sen start, en sløset pasning og en ufattelig varm sommer, har planterne belønnet mig med masser af tomater.

Efter morgenkaffen gør jeg noget ved det

Jeg tænker efter morgenkaffen, at kurven skal genopfyldes, så jeg smutter ned i drivhuset, for at plukke alt, der er modent.

Undervejs træder jeg over og gennem alt det, der pludselig har besluttet sig for en lynvækst, der er rekorder værdig. Knæhøjt orientalsk sennepssalat er pludselig at finde mellem fliserne på havegangen, ligesom purløg og diverse ukrudt vokser vildt og snart overtager hjørner af haven.

Torsdag er fridag. Ikke onsdag, men torsdag. Det er nyt, men sådan er det i hvert fald lige nu og jeg nyder ikke torsdagsfri mindre end onsdagsfri.

 

Masser af tomater at plukke

I drivhuset viser det sig, at der stadig – på trods af seriøs forsømmelse – er tomater at plukke. Inden længe har jeg fyldt kurven godt op. Jeg supplerer med de to typer chili, jeg også dyrker i drivhuset.

Jeg vil bruge dem senere i dag. Tomatchutney er målet, men først skal jeg ind og have en kop kaffe. Jeg trænger.

 

Først forberede, siden koge til skøn chutney

Jeg starter med forberedelserne. Finder krydderier, skærer grønt og ikke mindst skal tomaterne skæres i stykker, så de kan koges ind til den skønne chutney, jeg håber bliver slutresultatet.

Inden længe står en skøn grydefuld duftende chutney og koger på komfuret, mens jeg sætter mig ved Kenneth ved langbordet og hygger, mens jeg venter på, at det hele skal tykne og ende lykkeligt.

Jeg bruger denne opskrift som udgangspunkt, men som sædvanlig kan jeg ikke dy mig for at krydre lidt ekstra og lidt anderledes :-)

 

Det ender akkurat som jeg håbede

Det ender med den skønneste, krydrede og klædeligt stærke chutney, som vil give det næste stykke tids gryderetter, bøffer og grønt et lille, men kærligt spark.

Faktisk er jeg rigtig vild med det og da Kenneth smager det, er han heldigvis enig i, at det smager fantastisk.

Chutney er populært i vores lille familie. Vi elsker det faktisk i alle mulige versioner. Stærke, milde, krydrede, søde og sure. Kom med dem og vi spiser med største fornøjelse de fleste af dem. Vi kan allerbedst lide dem, jeg koger. Vi kan lide at vide, hvad der er i.

Senere, når kvæderne er modne, skal der også laves lidt kvædechutney, men indtil videre er jeg meget tilfreds med, at der blev tre store glas med tomat.

 

Jeg tager et kig på kvæderne, da jeg er nede for at hente tomater

Der er masser af dem. De er flotte, men måske lidt mindre, end jeg plejer at se dem på dette tidspunkt. Jeg tror, at det er tørken, men modnes skal de nok og så er der jo ingen grund til ikke at være glad.

Eftermiddagen bliver meget grå, men skøn

Senere på dagen bliver verden om muligt endnu mere grå, men jeg lader mig ikke gå på af hverken computeren, der vælger at dø (den dyreste computer, jeg nogensinde har ejet), vejret, der bliver tungt og mørkt eller tiden, der synes at smuldre mellem mine fingre. I stedet brygger jeg en kop kaffe og tager den med ud på Feddet.

 

Jeg nyder nogle timer med ingenting

Jeg henter strikketøjet og min lydbog. Udenfor nærmer regnen sig, men indenfor er der dejlige 27 grader og varm kaffe og iskold cola, så jeg klager ikke. Jeg nyder at sidde og lave ingenting.

Senere – meget senere – kommer regnen endelig. Pludselig går der hul på himlen og regnen vælter ned. 

Kenneth er ude at køre og da han kommer hjem, er han drivvåd. Ind til skindet er han våd. Han skifter tøj og bagefter laver han skøn aftensmad til os, mens jeg strikker og vi snakker om alt og ingenting.

Jeg elsker vores aftener. Jeg elsker min hverdag. Jeg elsker mine fridage. Jeg elsker Kenneth. Alt er godt.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

4 kommentarer

  • Svar
    Ruthannet Sinne Jensen
    25. august 2018 at 11:21

    Og jeg holder meget af din opdateringer, tak for dem

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      29. august 2018 at 14:32

      Tak for dine skønne ord, Ruthannet :-)

  • Svar
    Joanna Callesen
    24. august 2018 at 13:32

    Og jeg elsker dine små som større hverdagshistorier, de er altid positive
    K.h Joanna

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      29. august 2018 at 14:30

      Tak Joanna. Tiden rendte fra mig, for ellers ville jeg have skrevet, at jeres tilkendegivelser betyder meget for mig :-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)