4

Feriens sidste dage skal udnyttes

Feriens sidste dage skal udnyttes bedst muligt, så vi er praktiske ind imellem. Vi er også i sommerhuset. Der er vi en del faktisk. Vi har hjælp på til udskiftning af vinduer og døre og det bliver så godt og lyst og dejligt. Vi finder overraskelser hele tiden, men ingen for alvor grimme af slagsen. Til gengæld forelsker vi os mere og mere i stedet og jeg er stadig fyldt op af glæde, når jeg tager afsted fra det smukke landskab og stilheden, der kun brydes af Vesterhavets susen.

Jeg er vild med udsigten og jeg synes heldigvis, at vi har fundet det absolut dejligste sommerhus af dem alle. Beliggenheden er perfekt i mine øjne. Der er stille, udsigt til vidder og dejligt privat.

Vi åbner op ud til landskabet

Vi er i gang med at åbne op til det smukke klitlandskab, der ligger lige foran huset. Jeg tror, at årsagen til de store vinduespartier bagpå huset og de mindre vinduer foran skal findes i vejen, du aner på fotoet nedenfor. Privatliv holder de fleste af os af at have, så vejsiden er der, hvor trafikken er og derfor også der, man lukker sig lidt mere inde. Det giver fin mening, men ikke når man ser på landskabet lige på den anden side af vindues-glasset. Så skal der åbnes op, så det gør vi.

Ikke helt, som vi i første omgang havde talt om. Da ville vi have vinduer fra gulv til loft, men jeg holder vist for meget af at have meget lidt tekstil på kroppen til, at det ville være venligt overfor de naboer, vi trods alt har deroppe. Nu har vi udvidet vinduespartierne en smule, men holdt dem i en højde, der gør, at ingen skal risikere traumer, når de passerer stedet.

Feriens sidste dage skal udnyttes

Årstidernes skiften fornemmes allerede

Jeg er vild med at komme op i naturen. Jeg er optaget af, hvordan den forandrer sig i takt med årstiden. Jeg glæder mig til at se, hvordan det hele tager sig ud på en vinterdag og i det spæde forår og jeg kan slet ikke vente med at skulle indtage stedet for alvor, men der er et stykke vej endnu.

Dagens hidsige samarbejdspartner

I dag blæser det. Vindstød af stormstyrke er samarbejdspartneren, når dette vindues-parti i løbet af formiddagen erstattes af to styk dobbeltdøre, som vil give os muligheden for at åbne hele endevæggen op på de mange sommerdage, der ligger forude og venter på os. Jeg glæder mig og jeg glædes over, at der er så utroligt få steder, hvor vi skal udskifte træværk. Dette er et af stederne, for det er den vestvendte gavl, som gennem årene er den, der har taget de fleste vejr-tæv.

Vi skifter lidt gulvbrædder og så er den i vinkel. Bagefter er der storslået kig ud i landskabet, hvor vildtet færdes. Jeg glæder mig til at dele klitterne med rådyr, harer og masser af fugle.

Når vejret driller, er strikketøjet en god ven

I går var stranden omtrent tom. Ingen havde tilsyneladende lyst til at færdes dernede, men der var skønt. Et omskiftelig vejr gjorde det helt umuligt at vide, om regntøjet eller de bare arme skulle luftes.

Jeg blev siddende i bilen med strikketøjet i skødet. Udsigten fejlede ikke noget og det var fint nok med en lille stund med strikketøjet og kig til havet.

Et sjal til knagen i sommerhuset

Jeg strikker på en idé, der har oprindelse i sommerhuset. En dag, hvor det var lidt køligt deroppe, drømte jeg om, at der ude i gangen på knagen hang et stort, varmt og uldent sjal, jeg kunne varme mig ved. Siden udviklede jeg på idéen og nu er jeg i gang.

Det skal strikkes i Plötulopi, for det er let, men samtidig utrolig varmt og jeg er allerede godt på vej. Opstarten er den, der er brugt mest tid på og jeg måtte gennem et par prototyper, før den lykkedes, men nu er jeg tilfreds.

Pladegarn kan jeg vældig godt lide at arbejde med

Jeg holder meget af pladegarnet. Nogle synes, at det er svært at arbejde med, men jeg har ingen problemer og jeg nyder, at jeg skal sætte tempoet en anelse ned med dette projekt. Det gør ingenting og gør egentlig bare nydelsen ved at strikke større.

Jeg klør på, for sjalet skal være kæmpestort og sådan et, jeg vil putte mig i på en efterårsdag med rusk og regn udenfor. Te og en god bog vil passe perfekt til det, er jeg sikker på.

Feriens sidste dage nærmer sig

Ferien nærmer sig sin afslutning. Om lidt vender hverdagen tilbage. Det er også i orden med mig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide