1

Den kølige stue

Oskar er trukket indenfor. Han ligger sovende på sofaen og ikke på hans sædvanlige plads ude på terrassen. Der er for varmt. Han vælger den kølige stue.

Der skal alligevel noget til, men jeg forstår ham. Jeg har også valgt mit kølige kontor fremfor udelivet. Jeg sidder stille og venter på, at den spåede koldfront skal nå Aalborg, for jeg når intet af det, jeg skulle nå i dag. Ingen af de planer, jeg havde lagt i morges, kommer til at holde. Det er simpelthen for varmt til dem.

den kølige stue

Det kølige Tjørnevang

Vi er heldige, for vi har et oldgammelt (1863) hus, som har et vidunderligt indeklima. Med sprækker allevegne, er der altid frisk luft og som huset er bygget, er vi også begunstiget med kølige stuer om sommeren og varme samme om vinteren. Det kan ikke være bedre.

Udenfor hersker heden

Ude i haven er der så varmt, at ingen af os kan være der. Vi havde ellers masser af planer. Ikke så meget for haven, men for gårdspladsen. De er opgivet for en tid, mens koldfronten finder vej.

Når det sker, skal vi i gang. Der skal klippes hæk og brændes ukrudt. Vi skal have styr på det, der er ved at løbe os af hænde.

Den kølige stue

Haven er nem, for vi har jo truffet en beslutning

Vi har princip-besluttet, at vi ikke klipper græs i år. Kun smalle stier ind imellem græs-havet bliver det til. Vi vil gerne give bier og insekter en plads at være og det virker, for der er liv i og omkring de vajende græsstrå. Altså når det ikke er for varmt, for selv insekter og bier er trukket andetsteds i dag, kan jeg konstatere.

Den kølige stue

Naturen hersker her

Jeg er faktisk vild med vores vilde have. Naturen hersker i nogen grad og det er sundt og godt for både mennesker, dyr og insekter her på Tjørnevang.

Vi bliver ikke stressede over at skulle slå græs og luge bede. Oskar ELSKER at lege løve og færdes – trods han er næsten blind – hjemmevant i græs-havet. Insekter og fugle trives tydeligvis også og på den måde bliver det virkelig en situation, der tilgodeser alle parter.

Skvalderkål, jeg elsker dig!

Skvalderkålen har kronede dage, men siden Leo ikke længere er vores nabo, har den fået lov til at pryde haven på udvalgte steder og jeg elsker den.

Jeg elsker de hvide skærme. Jeg pynter flittigt med dem indenfor, når jeg får chancen. Om et øjeblik er det forbi med blomsterne, så det skal nydes, at de er der. Jeg ved, at den breder sig med lynets hast, men der er nogle ting, man er bedre tjent med at slutte fred med, end bekæmpe med næb og kløer. Skvalderkål er efter min mening en af dem og den kan jo styres, hvis man gider.

Sommer for fuld skrald

Det er sommer for fuld skrald og jeg elsker det. Jeg er ikke ked af varmen. Den giver mig en pause indenfor, hvor jeg strikker. Nej, det bliver ALDRIG for varmt til at strikke, så selvfølgelig strikker jeg. Ind imellem vasker jeg lidt tøj og så venter jeg til ind i aftenen med de ting, der kræver lidt kølighed. Det går så fint at vente …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide