Det var dengang (5)

Senere skal vi strikke i håndgerning. Vi skal! Der er ikke noget med at spørge hvad vi har lyst til. Det er bestemt på forhånd. Vi skal alle strikke et halstørklæde. Gule og hvide striber. 20 pinde og så skifter vi farve. Der skal være 15 striber, så er det færdigt.

Jeg hader det! Jeg kan ikke forstå hvorfor vi allesammen skal strikke nøjagtigt det samme og jeg kan forøvrigt slet ikke lide gult. Jeg vil hellere lave et med blå striber og det siger jeg. Fanden er løs i Laksegade! Jeg skal ikke begynde at tro, at jeg kan bestemme hvad vi skal lave i håndgerning. Jeg skal bare gøre som jeg får besked på.

Jeg bøjer nakken. Belært af erfaringen ved jeg, at det ikke nytter… Jeg strikker tvært på mit halstørklæde. Føler det er uretfærdigt, for hvad forskel skulle det gøre om nogle valgte andre farver, eller at de valgte at lave anderledes striber. Hvorfor skal vi alle være ens – jeg forstår det ikke, men der er ikke tradition for at forklare børn noget som helst. Vi skal bare gøre som de voksne siger og ikke stille spørgsmål!

Mit halstørklæde bliver det grimmeste i hele klassen. Selv drengenes er flottere. Det bølger sig som en slange. Er smalt som et slips nogen steder og bredt som et viskestykke andre steder, men jeg er ligeglad. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at bruge det nogensinde! Læreren fortvivler, for hun kan jo mærke at jeg er ligeglad. Hun siger at det her bestemt ikke er noget man kan være stolt af. ???Måske skulle du have koncentreret dig lidt mere Liselotte???, siger hun, men jeg er ligeglad. Jeg skal dælme aldrig mere nogensinde i hele mit liv strikke et halstørklæde som er gult og hvidt – det er HELT sikkert!

Hun siger, at jeg aldrig bliver god til håndgerning. Hun siger at det ellers er noget som piger helst skal være gode til og hun siger også, at jeg som voksen vil ærgre mig over ikke have fulgt bedre med. Hun er lige ved at ødelægge min glæde ved at strikke, for strikke gør jeg! Jeg strikker strømper. Strømper på 4 pinde… Det er svært at styre, men farmor hjælper mig. Jeg kan godt. Jeg gider bare ikke fortælle læreren det. Hun fortjener ikke at få at vide, at jeg nok er den der strikker bedst af alle i hele klassen.

Hvor jeg dog hadede de timer…