37

Feriediskurs

Vi har stadig ikke taget beslutning om sommerens ferieophold. Jeg hepper på Irland, men der er familiemedlemmer, som ikke er nemme at overtale. Jeg har dog ikke opgivet endnu og jeg har da slet ikke fået ondt i maven over ikke at have besluttet og bestilt endnu. Vi er endda i maj.

Tidligere var det anderledes. Vi skulle være tidligt ude, for at tingene kunne fungere for Aexander og det gav os meget at glædes til i lang tid, så det var i orden, men er altså ikke længere nødvendigt. Friheden råder.

Det kan lyde som en enormt velorganiseret familie med tjek på sommerferierne, men det har vi nu ikke altid været. Der er også de år, hvor vi egentlig ikke skulle afsted, men i sidste minut alligevel har fået udlængsel og er rejst.

Cerageto

Et år var det sådan. Vi havde egentlig besluttet, at vi ingen steder skulle, men efter lidt overvejelse endte det med, at vi kiggede i retning af Toscana. Noget nyt måtte ske og heldigvis var vi omgivet af friske og impulsive mennesker, som hoppede på vognen, næsten som den forlod Danmark.

Vi endte i Cerageto, en lille landsby ikke langt fra Lucca. Den lå oppe i bjergene og hver eneste morgen stod vi op til en udsigt, som var helt og aldeles fantastisk.

Udsigten

Farverne dernede er helt specielle. Støvede om dagen, men mætte og tunge om morgenen, når solen stod op. I bjergene under os lå skydækket og forhindrede solen i at nå byerne, men oppe hos os var vejret lynhurtigt klart og varmt.

Det skulle vise sig, at vi boede helt fantastisk. Cerageto er en lille landsby, som hager sig fast på bjergsiden og derfor bestod byen mestendels af umage huse, som lænede sig venligt op ad hinanden med små, smalle stier til de fodgængere, som var tossede nok til at færdes på skråningerne. Det var vi naturligvis.

Byen

Når vi trådte ud af hoveddøren, kunne vi gå ganske få meter hen ad stien, tage turen gennem løngangen under kirken og ende ude på stien under valnøddetræerne. Den kunne vi følge ned forbi kirkegården, hvor legepladsen lå og lige henne om hjørnet var så den mest storslåede udsigt ud over bjergene. Den gik vi ned og nød de fleste aftener.

Bjergene

Moster og Alexander var modige og derfor tæt på skrænten. Om jeg fatter hvordan de nogensinde har fået mig overtalt til dette billede…

Vi fik set store dele af Toscana. Vi kørte mange og lange ture, for vi kan lide at køre allesammen og vi endte blandt andet i Pisa, fordi Oline så absolut måtte se det skæve tårn. Det vakte også en smule lykke, men størst var betagelsen nu af de gøglere, som vi mødte nede af en af de smalle gader i byen og sådan kan eventyret findes de fleste steder, hvis man bevæger sig en smule ud over det vante.

Gøglere i Pisa

Med det in mente prøver jeg nu at overtale Kenneth og Oline til at prøve nye vidder. Jeg vil så frygteligt gerne til Irland. Jeg har supporter siddende derovre, som ind imellem sender små overtalelsesforsøg på mailen til Oline, men hun er ingen nem nød at knække.

Det sidste hun er kommet i tanke om er, at de jo slet ikke taler engelsk derovre, “så jeg kan alligevel ikke snakke med dem og så kan vi lige så godt tage ned til varmen”, og den er svær at argumentere imod, for jeg er ikke dummere end jeg ved, at varme ikke er garanteret, der hvor jeg gerne vil hen.

Jeg opgiver nu ikke så let.

Du vil sikkert også kunne lide